Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Yokos_samlede_eventyr_5

Yoko Tsuno – Vinea i fare

Dybets dronning er et af de tre Yoko Tsuno-album der tilsammen indgår som ramme i forlaget Cobolts samlebind # 5 med den overordnede titel ’Vinea i Fare’. De øvrige titler er Lyset fra Ixo og Titanerne.

Hver især afsluttede historier som kan læses uafhængig af hinanden. De to sidstnævnte albums ruder med en eftertænksom og nærmest moraliserende Yoko. Jeg nævner det, da jeg sidder tilbage med en eller anden ikke gennemtænkt tanke om at albummene har villet mig noget, og ikke kun tænkt i underholdning. Jeg har det fint med begge dele.

Jeg kunne bedst lide Dybets dronning. Måske fordi jeg læste samlebindet som man nu læser bøger i vores kultur, fra venstre mod højre og oppefra og ned. Følgelig læste jeg også de tre album i den rækkefølge, som de præsenteres og efter en lidt halvtræg indledningslæsning, så kom der mere fart over feltet og det kan selvfølgelig have noget at gøre med at Yoko-land ikke er min hjemmebane. Og at den smukke japanske modige tøs kræver lidt tilvænning fra min side. Jeg skal læses varm. Jeg fandt simpelthen sidste album mest spændende.

Dog i skarp konkurrence med Titanerne. Til gengæld kedede jeg mig bravt i Lyset fra Ixo.

Science ficton er en spændende genre. Igen skal man som læser anerkende og favne en ramme og dennes præmisser. Intet nyt i det, men jo ældre jeg er blevet, des vanskeligere har jeg faktisk haft det med netop science fiction. Underligt nok for nogle af mine absolutte favoritfilmøjeblikke har netop bund i denne genre. Som lille gøs jeg med Månebase Alfa, jeg sked nærmest i bukserne af skræk til Alien og jublede glad til Darth Vader, Han Solo og alle de andre fra Starwars.

Men sådan er det altså bare nu. Jeg har derfor til gode at se de nyere science fictionfilm til gode:

My bad. My loss.

Nå. Med Yoko Tsuno er situationen lidt anderledes, og det har noget med køn at gøre. Uanset hvor meget jeg anstrenger mig, så bliver jeg aldrig helt glad for en kvindelig hovedperson. Det er sexistisk, unuanceret og snæversynet, men jeg kan altså ikke ændre det. Det er min betændelse. Undskyld.

Og det er jo pisseærgerligt, for den indlevelse og fordybelse som et mesterligt værk ellers fordrer, er jo bare ikke til stede.

Nok om det.

Visuelt er der jo topspitzenklasse og en særlig kælen for detaljer i Roger Leloups verden. Det er med Leloup som med finere gastronomi. Intet er tilfældigt og den sirlighed og grundighed der lægges for dagen kan man næsten ikke andet end imponeres over.

Bemærk dog det lille biord ’næsten’. Er det vrede ben kommet først ud af sengen, så kunne man hævde at alt den sirlighed kan virke hæmmende, for fyldig, sine steder unødvendig og i værste fald hæmmende for helhedsindtrykkene al den stund at fokus flyttes fra plottet og at den særlige balanceakt mellem dét man ser og dét man læser forrykkes. Men altså kun hvis man vågner forkert.

Er man frisk og glad i låget, så nyder man omhyggeligheden. Jeg zoomer lige ind på Dybets dronning og siderne under vandet, de lysegrønne, og dem er der dejligt mange af og giver klart en vandfornemmelse, en slags tyngde der så afbrydes og forløses af den lilla og røde farve. Jeg er hverken psykolog eller har stor forstand på farvevalg og farvers betydning og akt, men jeg får sådan en særlig fornemmelse i knoppen af at være tilstede, og lige præcis i det tilstedevær stopper virkeligheden og kunsten tager over. Jeg er ikke engang specielt glad for grøn, men elsker den mørkeblå og lyseblå farve i stedet. Står stille når natten melder sig med al sin dunkelhed og fortaber mig i vandet og solens spejlende dans på overfladen på en sommerdag.

Visuelt er vi altså oppe med de tunge pauker, og grundigheden i stregen er gennemgående smuk, enkelte steder så detaljeret at man lige præcis overser detaljerne fordi det bare virker så ægte og naturtro.

Imponerende når man tænker på at alt sammen er konstrueret og udtænkt.

Samlet er det som om ruderne nærmest hypnotiserer, og man ender vitterligt med at føle sig som en kronvidne til noget betagende.

Og så er det altså der, at min sikkert forkerte og forudfattede holdninger angående kvindelige helte går ind og spænder ben. For jeg synes at figuren Yoko, sine kvaliteter til trods og Tintinlignende heltetræk, aldrig rigtigt bliver vedkommende. Tværtimod virker hun statisk, alt for, ja for perfekt, alt for humanistisk og for ’rigtig’ og det hæmmer på flere parametre. Troværdigheden er den første og vigtigste. Dernæst bliver hun en for dominerende karakter og det fastlåser både hende og den samlede overordnede idé med hende.

Endelig er der en dimension som fx Tintin rummer men som Yoko mangler. Humor. Noget ping pong med lune og bid. Ja, vi taler om spændende spændingshistorier, men genren med den præmisser, karakteren med sine dyder og mangler og det visuelle perfekte, er jo en næsten sublim trekant. Igen med et biord, for jeg forløses ikke.

Og det uagtet at mødet med kæmpeinsekterne i Titanerne nærmest er mytisk og politisk korrekt. Og at Yokos møde med den onde dronning fra dybet også har SINE elementer af spænding. Jeg forløses dog aldrig.

Som det efterhånden er blevet en dejlig vane, så er der creme til læserne af samlebindet. Et kort og næsten ordløst portfolio til sidst, som ikke er særligt ophidsende, og i starten, til gengæld, med væsentligt med kød og luksus på. Faktisk fandt jeg ekstramaterialet betydeligt mere interessant end selve kernen, de tre album. Måske fordi jeg føres ind i et for mig ukendt univers. Jeg elsker at komme ind i knolden på de store, og jeg lærte og blev bestyrket i, at stor kunst er som godt brød. Det tager tid at skabe stor kunst.

Tematisk er dette bind nummer 5 ikke helt så godt som de øvrige. Og jeg tror, at det handler om selve genren og manglen på anerkendelse og genkendelse. Når Yoko er i Tyskland eller i Kina, så er det reelt og for mig genkendeligt. Det er vigtigt for mig og for min læseoplevelse, at jeg ikke valser rundt i ukendt land.

Så derfor ender mit Yokoeventyr med 4 flotte visuelle stjerner.

 

Titel: Yoko Tsuno – Vinea i fare

Illustration og tekst: Roger Leloup

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, samlebind indeholdende tre album, fyldigt og flot forord samt portfolio bagerst. 176 sider i farver, 22x 30 cm.

Pris: 398,-

Isbn: 978-87-7085-657-7

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment