Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
images6N47TXF3

Wolverine: Logan

Uha, jeg må hellere bringe en advarsel. Superheltegenren er ikke min yndlingsgenre, og alt hvad du således læser, skal altså tages med dette in mente. Men jeg har læst Wolverine: Logan, som den så kryptisk hedder, og det var både godt og mindre godt.

Små 150,- kroner koster bogen, og sammenlignet med andre hardbacks, må dette siges at være en ganske rimelig pris. Lækker hardback, flotte meget kulørte illustrationer, tre oprindelige forsider samt, og det var godt for en novice som mig, et par ganske informative sider samt nogle skitser. Alt sammen ganske fint.

Historien er ligetil og så alligevel ikke. Historien, der er i tre dele, og spænder over 60 år, handler om Logan, og dennes baggrund. I efterskriftet lyder det, at ”Med Logan forsøger jeg at placere vores helt i en mere realistisk, relevant version af dette sted (Japan, 2. Verdenskrig). Fiktive mutanter som Wolverine er jo trods alt undfanget i en tidsalder med en alt for virkelig angst for atomkrig, en æra der startede om morgenen, den 6. august 1945”.

520x240xcomic-pow-wolverine-logan-pulled-gun-1024x473_png_pagespeed_ic_6r7T9GRtTm

Så altså, et forsøg på at ’Der var engang’, lige som i eventyrene. Og da jeg, som ovenfor skrevet, ikke kender en disse til universet, sådan da, er dette faktisk en ganske fin sag at indlede med.

I de tre dele, som en slags dannelsesrejse eller visuel roadmovie begynder vi i nutiden, så springer vi tilbage i tiden til 1945, og slutter i vores tid.

Ud over de mange sider med kampe og ramasjang, så er der skam også plads til kærlighed. Og det er, sådan som jeg ser det, denne udgivelses styrke. Kampscenerne er skam flotte nok, men det kan ikke rigtigt engagere mig. Jeg er nok mere en romantisk støbning, og glæder mig mere over kys, kram og kærlighed. Således finder jeg indledningen betagende smuk.

”Jeg har skaffet mig en helvedes masse fjender gennem årene, men de holder mig ikke vågen om natten. Nej, det er kvinderne, der holder mig vågne. De få, jeg har været så dum at falde for i løbet af de sidste hundrede år”, lyder det.

Vores mutant er draget til Japan, for at gøre op med sine indre spøgelser. Smukt, enkelt og da jeg også har besøgt dette land, så glædede det mig, at jeg kunne genkende en del, templer, den minimalistiske indretning, påklædning mm. Det er slet ikke så tosset.

274x300xcomic-pow-wolverine-logan-astuko-fights-274x300_png_pagespeed_ic_UOvZ2fJhE7

Og så flashes der tilbage i tiden, og kampene med en anden mutant, og det hele bliver sådan lidt tjubang. Sikkert helt i genrens ånd, og det er da meget spændende og så’n, men ikke nok til at jeg gider genlæse, og slet ikke nok til at jeg tænker ’wahuu’. Men bevares – sikkert som det skal være, og decideret dårligt er det da ikke. Det jeg også holder af, når jeg læser en tegneserie, er alle detaljerne i baggrunden. De er ikke fraværende, men næsten, og så kommer det hele til at fremstå så fattigt og uden dimensioner. Det kan et godt plot og en stærk dialog ofre få en til at glemme, men det er der ikke tale om. Igen, ikke at det er dårligt, for det er det ikke. Det fænger bare ikke. Det bliver i bedste fald lidt ligegyldigt hvem der siger hvad, og hvor der hoppes, skæres og svinges med våben. Med mindre altså, at det er såre bevidst, så læseren skal fastholde sit fokus på blodet og den slags. Det kan hænde, men lidt forfejlet i forhold til mine sarte øjne.

Rammen om Wolverines møde med atombomben kan jeg godt lide. Det virker på en eller anden måde logisk og rigtigt. Overlevende af atombomben kaldes i Japan for hibakusha, der kan oversættes til ’mennesker ramt af bombe’.

300x266xcomic-pow-wolverine-logan-nail-clippings-300x266_png_pagespeed_ic_CoUGRz8vvD

Nå, samlet en fin lille historie. Plottet lidt halvtyndt og ingen større falbelader i dialogen. Men ligetil, og de 80 sider er hurtigt læst. Jeg kan godt fornemme, at jeg sidder og bliver lidt for negativ, og det er ikke helt hensigten. Kærlighedshistorien er ganske sød, kampscenerne blodige og rå, og selve udgivelsen er fin og pæn. Efterskriftet interessant at læse, og nu her, mens disse linjer bliver til, har jeg skam fået lyst til at læse og vide mere. Og når man sidder tilbage med sådan en følelse, så er det et sikkert tegn på en vis kvalitet.

Samlet 3 skarpe samuraisværd ud af fem mulige.

 

Titel: Wolverine: Logan

Forfatter: Brian K. Vaughan

Tegner: Eduardo Risso

Forlag, år: G. Floy Studio, 2014

Redaktør: Joe Quesada

Format: 80 sider, farver, hardback

Dansk oversættelse: Tue Gaston

Udkom oprindelig i tre hæfter på forlaget Marvel i 2008. Samme år udkom miniserien som samlet paperback.

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment