Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Zits_Nu_igen

Vi er løbet tør for cornflakes!

Zits er tilbage. Filip med nye problemer og forældrene, især mor, med ditto nye bekymringer. Ikke meget nyt der, og tak for det. Never change a winning team, Filip & Co. har alle dage været et hit her på bjerget. Striberne, 180 i alt, er aldrig tidligere udgivet i albumformat. Men altså nu.

 

Album som Zits er lidt som en tur til Mac eller Burger King. Det dufter og smager lokkende, men er hurtigt glemt. Det er den negative vinkel. Den positive vinkel er rarere og sundere at hylde. At man tager et kvikt pitstop og synker ned i noget sjovt og genkendeligt. Og ved du hvad, hvor ligegyldigt og tidsspildende det end måtte lyde, så er det pissesundt.

 

Selvfølgelig kan man godt tænke, at Zits efterhånden har overlevet sig selv. Som Basserne fx og vel alle andre humorstriber. Med mindre man altså gradvist formår at udvikle karaktererne, men det sker sjældent. Jeg skrev ovenfor det med at holde fast i en vinder, og for duoen bag, Scott og Borgman, er Filips dysfunktionelle teenageliv jo bare præcis som den skal være.

 

Der er sikkert flere manglende bogstaver, end det ’f’ jeg ikke kunne finde på side 5. Ikke at det betyder det store. Men så er det nævnt.

 

2 stjerner

 

Titel: Zits – Vi er løbet tør for cornflakes

Tekst: Jerry Scott

Illustrationer: Jim Borgman

Oversættelse: Pia Ohlendorf

Format: 48 sider i farver, softcover

Forlag: Zoom

Pris: 139,-

Isbn: 978-87-7021-024-9

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment