Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Linda_og_Valentin_02_film

Valerian – De tusinde planeters imperium

Det er jo på mange måder en ret fantastisk genre, science fiction, med dens uanede muligheder. Et blankt modtageligt lærred til fantasien og drømmene.

Jeg taler om Cobolts Valerian – De tusinde planeters imperium og det er på talrige måder et herligt og lækkert album. Det er jo en genudgivelse i anledningen af Luc Bessons Valerian and the city of a thousand planets, og derfor er genudgivelsen udvidet med 8 sider ganske interessant materiale for lægmand. Der er lidt om hvordan serien blev til, inspirationskilder, referencer til andre kulturskatte, et ’rumtidskort’ over alle Linda og Valentineventyr. Og alt sammen suppleret med fotos, billeder, tegninger mm.

Igen – ekstramaterialet, næsten uanset hvor lidt der gøres ud af det, er altid en ekstra bonus. Og jeg har sjældent oplevet, at man ikke får et eller andet ud af det. Således også her, og jeg begynder altid med ekstramaterialet når jeg skal læse et album. Det giver mig altid et af to ting: enten plidderpladder som gør at mine forventninger til kernelæsningen nedtones, eller også skærpes appetitten. Da jeg jo i forvejen er glad for Linda og Valentin og har læst albummet før (for lang tid siden), så var jeg i godt gear og glædede mig.

Ekstramaterialet er ikke så omfangsrigt som fx i Yoko Tsuno’erne, men alligevel godt og ret interessant og jeg bemærkede især at rent sprogligt var der tale om høj klasse. Sproget flyder og man føres naturligt fra afsnit til afsnit og de enkelte detaljer passer fint ind i helheden.

Selvfølgelig er jeg et skarn og når at tænke, at der er ting jeg savner i ekstramaterialet. Flere skitser, alternative forsider og slutninger, dybere overvejelser over de forskellige aktører og især tidlige vidnesbyrd, fx den sekssiders skitse af Le Rhum du punch, Christins debut som manuskriptforfatter som berettes om på side 49. Ja, sådan noget, og det er jo skruen uden ende og nok kun et udtryk for min egen grådighed.

For er det ikke sådan, at vi så alle kunne sidde hver i vores hjørne og ønske ditten og datten?

Nej, sådan er det ikke. Der skal foretages redaktionelle valg og det er de gode til hos Cobolt. Ekstramaterialet er godt og solidt, ikke så luksuriøst og fornemt som hos Yoko, men tilfredsstillende.

Coveret er jeg mindre glad for. Nostalgiker som jeg er, og julen må man ikke røre ved, så kan jeg altså bedre lide Superseriens cover. Farven er mere dyb og ægte.

Den der lyseblå header VALERIAN kan jeg sagtens leve med, men kan bedre lide den anden, Superseriens, som bare virker mere ’rigtig’. Og det er naturligvis noget vrøvl. I know.

Klistermærkerne på forsiden synes jeg faktisk godt om. Men jeg tør ikke lade min Osvald have albummet, for han napper dem på et splitsekund.

Ikke mere om det.

Albummet er meget mere interessant. Så er det sagt. Vi taler om en moderne western, alle genres moder og det udnyttes til fulde. Albummet er jo en halv menneskealder gammel, har 50 års jubilæum i år, og det er ret fantastisk at genlæse. Der kan skrives mange positive sætninger om serien, og fuldt fortjent og forståeligt. Først og fremmest slår det mig, hvor visionært rammen er. Og hvor fornemt og blæret og helstøbt alt er. Persontegningerne, baggrundene, detaljegraden, farvevalget.

En lyseblå og hvid isskov smadrer et fartøj på side 17 og 18. Farverige blomstrer vælter ned fra himlen få ruder senere, og vi går fra en farvedimension til en anden, for kun få sider senere er vi nærmest i farvelegeland med berusende glitterlys. Alt sammen helt og aldeles naturligt, føles det. Både fordi historien tager os med men også fordi de visuelle overgange er så nænsomme.

Der er både tid og plads til perlerne. Jeg elsker fx små diamanter som i starten, på side 8, hvor L og V er på vej til Syrtes hovedstad. Ikke hastigt og med rumskibe, næ, men med båd. Stille og afdæmpet med sole i baggrunden. Det er smukt og lækkert i al sin zen.

Stilen er realisme. Genren i sig selv har jo ingen ydre rammer eller begrænsninger. Alt er i spil og det er naturligvis science fiction genrens store styrke og held. Ingen kan pege fingre af figurer, baggrunde, størrelser og farver men nærmest kun finde glæder og sporadiske glædelige genkendelser. Og er det ikke genkendelige elementer, så vækker de alligevel tanker om noget man har set før. Hvorfor? Ja, uden at vide det, så tænker jeg, at folk planker hvor de kan. Inspireres og det er fint nok. Det gør vi jo alle sammen. På den måde er det også fedt at dykke ned i Christin og Méziéresland og finde hejs man kender eller tror at man gør. Ja, i ekstramaterialet gøres der også opmærksom herpå.

Dét og så kan man OGSÅ fascineres over kunstneres fantasifuldhed. Inspiration er jo ofte som bølger i vand. Det skaber nyt. Så altså, visuelt er vi i højt oppe. Uagtet om man taler hønen eller ægget.

Tag ikke fejl. Det er samtidig også et teksttungt album. Der er ord på ord på ord. Men igen aldrig hverken sløvt eller tungt, kun ganske naturligt. Også selvom der midtvejs i albummet tales og tænkes lidt vel rigeligt. Det ser jeg som en kunstpause, helt i berettermodellens ånd. Der skal lades op. Der skal patroner i den elektroniske tromle.

Handlingen?

Vores venner, agenterne Linda og Valentin befinder sig i Syrte, hovedstaden i de tusinde planeters imperium. Opgaven forholdsvis simpel – at undersøge hvorvidt magthaverne er venligtsindede og hvorvidt planeten jorden er i potentiel fare. Det giver næsten sig selv, at der er en slags råddenskab i Syrte.

Og selvom rumagenterner er forsigtige og ikke gør mig væsen af sig, så opstår der hurtigt voldsom ballade. Lad mig fortælle om en detalje. Linda bonges for tid. Et herligt slag i snotnæsen på os tidsslaver og alverdens tidstyranner. Jeg er ret sikker på, at der fra Pierre Christins side er et budskab.

Husk på, at albummet så lys i 1969, og det psykedeliske spiller ind visuelt. Hvorfor ikke også via ord? Jeg ved det ikke. Jeg gætter.

Lad mig lige dvæle ved det mystiske præsteskab, ’De vidende’, som reelt udgør Syrtes virkelige magtelite. Alle iklædte dystre metalmasker. Skræmmende og stærke er de. Men også lidt tunge og træge. De minder lidt om de lærde fra Det Nye Testamente, men det er måske lidt søgt.

Ikke flere ord om handlingen. Dertil er plottet lidt for ’simpelt’ og ligetil. Lad mig afslutte med at konstatere, at slutningen er forholdsvis herlig åben.

Hvis vi løfter albummet lidt og leger meta, så er her tale om et mesterværk. Visuelt og visionært i top. Et sprog i bevægelse så selv de mere sløve forklaringsmæssige passager virker velkomne og nødvendige. Jeg tænker også, at det på mange måder er et ’rent’ album. Der er ikke grim eller upolitisk tale, vi er ikke nede i rendestenen og der bandes ikke i albummet. Vold er der, men på en næsten kedelig og afdæmpet måde.

Og så tænker jeg videre på hvordan tegneseriens fravær af realistisk vold kan overføres til film. Luc Besson er, så vidt jeg husker, ikke bange for at hygge sig med hverken blod eller vold, hverken implicit eller eksplicit. Spændende også at erfare hvor bredt filmens målgruppe ender med at blive. Men det er jo en helt anden snak.

Jeg elsker volden når blodet og ondskaben sprøjtes og væltes ud i knolden på mig. Hvorfor pokker er det så, at jeg også fascineres og er vældig godt underholdt med Valerian – De tusinde planeters imperium, når det nu mangler noget, for mig, så basalt?

Fordi genren i sig selv, og albummets ånd, dna om man vil, gennemsyres af en suverænt samarbejde. Der er ikke tegninger der stikker af og efterlader tekst og handling, eller vice verca. Dette samarbejde udmunder i en all time klassiker, nemlig den evindelige kamp for livet og dysten imod det onde. Og fremsyn blandet med fortælleglæde og en oase af visionær fantasifuldhed på den ene hånd, og en sublim pen for nu at koge mesterværket ned, det MÅ give og GAV genlyd.

Er udgivelsen nødvendig eller blot ren spekulation fra udgivernes side? Måske begge dele, men fuck da det sidstnævnte. Alt produktion er jo en slags spekulation, og jeg får ikke lange løg eller en dårlig smag i munden af at mesterværker genudgives. Jeg havde min knægt på skødet og vi så på ekstramaterialet sammen. Han er i Starwarsmode for tiden, og var lykkelig over at genkende rumskibe og den slags. Hans glæde hyl er alt værd. Og derfor er udgivelsen nødvendig. Ikke fordi der ikke skal være plads til alt det nye også, men fordi vores samlede dannelse har godt af at lytte til både Bach og Burhan G, at se Gøg og Gokke såvel som vennerne fra Friends, at spise en kartoffelmad såvel som at guffe is.

Hver udgivelse, ny som gammel, er med til at skabe et samlet hele. 5 gode sole til Valerian og nu skal jeg snart i biffen…

 

Titel: Linda og Valentin: Valerian – de tusinde planeters imperium

Skrevet af: Pierre Christin

Tegnet af:  Jean-Claude Méziéres

Farvelagt af: Évelyne Tran Lé

Oversættelse: Jens Peder Agger

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, 56 sider i farver herunder 8 siders ekstramateriale, 22,5 x 29,5

Pris: 178,-

Isbn: 978-87-7085-666-9

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment