Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
vakse-viggo-vakse-viggo-bryder-igennem_336218

Vakse Viggo – Viggo bryder igennem

Seriemagasinet var mit blad. Mit. Jeg elskede især krimierne, og Steve Roper, Mike Nomad og Kerry Drake blev slugt råt. Intet plot var for tyndt. Alle skurke skulle ned med nakken og gerne også have et par på frakken samtidig. I Seriemagasinet var der også muntre pauser. BBBB, eller Bankhurst Barske Bold Børger, som de vist rettelig hed, var mine favoritter. GakGakgade 13 skulle også være på bagsiden, ja.

Årene gik og jeg fik et mere nuanceret forhold til striber og streger. Mere kritisk. Lakmusprøven, hvis jeg skulle tage den i dag, og selv sætte parametre ind, så ville de værker, som jeg den dag i dag stadig kunne huske fra dengang, de må være noget særligt. Alt ære og respekt for mine helte fra 70’erne – Steve, Mike og Kerry, men jeg kan sgu ikke rigtig mindes nogen historier eller plot. Måske var det blot metervare og jeg en grådig ukritisk forbruger. Sandsynligvis. Eller også var der noget, som så, da jeg modnedes, blev til noget andet. For at kende perlerne, må man have fjernet skidtet. Jeg husker mange perler. De tidligste Lucky Luke står højt, måske endda højere end Carl Barks og vennerne fra Andeby. Nej, dog ikke. Men bestemt højt.

Tid er jo en løjerlig satan. Skal man tisse og er der optaget, så går tiden uendeligt langsomt. Og bedste som man sidder derinde og tænker på ingenting, dagens bedste zen, så banker det på døren af utålmodige voksne med lilla ansigter og blærer der truer med at sprænges. Vrede blikke, især da de ser, at jeg er listet på lokum med noget så obskurt som en tegneserie.

For jo – jeg havde nappet min ven Viggo med. Vakse Viggo. Og det tog alts€å ingen tid at hamre albummet igennem, følte jeg, men tissehovederne på den anden side var ikke helt enige med mig.

Nej, det er gas. Jeg tager ikke tegneserier med på toilettet. Men hvis jeg gjorde, ville det nok være striber med humor. Fx Vakse Viggo. Hvorfor? Jo, fordi denne letbenede uforpligtende humor står sig godt med toiletbesøg. Det er ikke helt så torsket eller fordummende som nogle af fruens bøger, og så ER det altså ret befriende at slippe sin fæces samtidig med at man småler. Ikke sådan at forstå at Viggo-drengen er lokumslitteratur eller letbenet, Gudfaderbevares, for det er det langtfra. Næ, se det snarere som en hyldest til humoren og det at kunne grine lidt i fred.

Albummet er på 48 sider i farver og består mestendels af jokes, bygget herligt op med en 10-12 ruder for så at munde ud i en afsluttende pointe. Eller pointe er nok at tage munden for fuld, for det er snarere nedslag ud fra de tossestreger som Viggo har lagt an eller op til. Alle hans påfund, særlige opfindelser og den slags. Alt sammen, fra Viggos side underspillet, uden bagtanke og med den der særlige uskyld, som kun tosser og børn kan slippe af sted med. Men når det så direkte eller indirekte går ud over andre, så slippes vreden og galden, det absurde, det koleriske, ud. Og det er sjovt. Timing er jo alfa og omega. Ord der siges, eller gerninger der gøres, alt sammen skal leveres gelinde. Ikke for rapt og ikke for tungt. Det er pissesvært, men enkelte kan, og det er så disse der ville kunne stå alle tiders lakmusprøve.

Nå, Vakse Viggo og her taler jeg ikke om hele æraen, men kun det specifikke album, og så er jeg ikke helt så begejstret. Igen ud fra et ganske simpelt kriterium, nemlig at albummet ikke er specielt morsomt. Kun enkelte gange kommer smilemusklerne for alvor i brug og det er alt for lidt. Alt for lidt til andet end de fire stjerner, som jeg ender med at give. Det er over middel men så absolut heller ikke mere. Der er en bærende vittighed i albummet, Viggo går til bal, og tanken bag er bestemt sjovere end udførelsen.

Der ER selvfølgelig enkelte løjer, der er sjove. Allerede på albummets side 6 er siden opdelt i to ruder. Øverst står Kvik og Viggo og ser på sorthvid kunst, eller måske er det noget af tapetet. Nederst går der kluddermor i det, for Viggo har set en enkelt lille tråd som han så piller i og hiver i, og det betyder så at det flotte kunstværk (eller tapet) så ender med at se meget anderledes ud.

Det er DE sekvenser, som jeg vil huske, og som vil kunne bestå lakmusprøven, og tak for det. Desværre er albummet ikke spækket med dem, eller også er jeg for gammel til at fatte det. Jeg kan ikke rigtig se det anderledes.

Er tegningerne så flotte, unikke og den slags? Ja, både og. Enkelte striber og ruder, og enkelte hele sider faktisk er fyldt med den der særlige underfundige Franquinstreg. En slags realisme tilsat en god portion syre, måske. Det ligner og så alligevel ikke. Men man er aldrig i tvivl om hvad man ser. Og baggrundene overtager aldrig fokus. Det sørger VV for.

Og hør – mens jeg sad og læste, så var der en skikkelse fra min barndom der hele tiden hamrede mig i knolden, og som jeg synes minder om Viggo. Nemlig manden med bowlerhatten, gode gamle Charles Spencer Chaplin. Minder de to om hinanden? Altså bortset fra at den ene altid var i manisk bevægelse og den anden luddoven og altid på vej i $drømmeland, så jo.

Og det bliver så ordene. Jeg har ævlet og bævlet, men det skyldes nok, at der ikke er så meget at sige. Vakse Viggo er ikonisk, nærmest, men i dette album ikke altid lige komisk.

Samlet 4 grin.

 

Titel: Vakse Viggo – Viggo bryder igennem

Illustrationer og tekst: Franquin

Forlag: Zoom

Pris: 148,-

Oversættelse: Freddy Milton

Tekst + udarbejdelse af font: Mads Stoumann (efter tekstningen i de originale franske album)

Isbn: 978-87-93244-14-6

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment