Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
12360145_918999911528468_7144890328264304785_n

Tuschmørke 3

Loppemarkeder. Du kender dem. Hver eneste weekend her i foråret vil baggårde, torve og pladser fyldes op med folks habengut. Kældre og lofter tømmes, der bæres ned, sættes op og det er en ren folkefest. Mange holder af dem, jeg med. Og ofte har jeg købt lort og skrammel, der sådan ved første øjekast så flot og sådan retrofed, og som med garanti pynte hjemme på bjerget. Men så, når røgen har lagt sig og skidtet båret op, så nix nej. Lort er og bliver lort, uanset hvor meget solens stråler forgylder. Og skidtet sættes så op på vores loft eller bæres ned i kælderen og venter indtil vi selv afholder vores loppemarked. En herlig cyklus.

Men engang imellem. Engang imellem. Så kan man hitte guld. Det kan være. Jeg har gjort det så ofte, at jeg ikke længere kan gå forbi et marked uden lige at snuse, eller browse, som det jo så nydansk og kalde. Det kunne jo være…

Og er skam kommet hjem med herligheder, oftest gammelt legetøj, ekstremt billige film eller bøger, eller også 70’er lego.

Foran mig, og den har ligget der længe, er Tuschmørke # 3. Lidt af en rodebutik også og havde det været et loppemarked en tilfældig solskinslørdag, ville jeg kun kaste ganske få blikke og ellers bare rocke videre med klapvognen. Men hov…

Hvad er nu det? Der er dælme noget for øjet. En ret fed lille sag sgu. Antologien næstsidste bidrag der er en sønderjysk slash færøsk cocktail begået af Henrik Maegaard og Petur Heinesen. Henrik står for det visuelle og Petur for historien, og tilsammen har de altså lavet en fin lille grusom sag, som, når jeg tænker efter, har helt Roald Dahlske præg over sig. En slags tusmørkehistorie. Roald Dahl prægede ofte mine lørdage i 70’erne. Tales of the unexpected, hed de, og de var gode.

300px-Einar_og_Mara

Det samme ER denne historie, Einar og Mara. Klart Tuschmørke # 3 sejeste bidrag og med flotte sceniske færøske baggrunde viklet ind i en skæbnefortælling med flere lag. Der er mobning, der er forsømmelse, der er mødet med den mystiske Mara, der i nattens ensomhed besøger vores knøs, Einar, og hjælper ham med at vågne. Først og fremmest ved at se klarere i mørket, og på et højere plan se ud over dette. Einar har et specielt talent, han kan skabe, skrive, digte og mod kys på sorte læber tager Mara ham med til et sted kaldet ’Umbraen’, som er mere end blot ét sted. Det er mange. Helt konkret og fysiske flere steder på de smukke 18 grønne øer, og på billedplanet der hvor Einar, og vel de fleste af os andre, normalt lukker øjnene. Af angst og uvidenhed.

Nå, jeg vil ikke røbe afslutningen, men for ind i granaten da. Henrik kan tegne skarpt og realistisk, skildre dybde og fremmane stemninger som når Einar er alene i det færøske hus, alene i de ikke helt tomme busser, og afgjort alene i mødet med Brian, gutten der dagligt forpester Einars liv.

Ikke alt sidder lige i skabet, og især Mara bliver lejlighedsvist gjort lidt for sort. Som om at Henrik ikke helt har bestemt sig for hvilken type Mara er. En sexet forførende nattetøs, en slags ånd eller noget helt tredje. Hun findes, siger hun, for dem der tror. Og det har man jo set og hørt før.

Det er ok. Klichéer findes overalt, selvfølgelig også på Færøerne, men her bruges de nogenlunde og bringer plottet i land.

Og det er som om midterpartiet, de dele hvor Mara viser Einar vejen ud af mørket, er de mindst gode. Mara er simpelthen for endimensionel, og det er i skarp kontrast til hvad hun ellers står for.

Slutningen er en Roald Dahl værdig, og de 24 sorthvide sider med Einar og Mara er så ubetinget værd at både læse og genlæse. Thumbs up.

Lige så god er antologiens første bidrag. Vejens sidste rose af Patrick Leis. En ganske kort fortælling om zombier, hvor udgangspunktet er en lille nuttet pige og hendes skæbne. Hun er vejens sidste rose, og selvom historien ikke er hverken tung eller fyldig, så sætter den sig alligevel sine spor. Især fordi flere af tegningerne er røvflotte, detaljerede og fordi Patrick blæret skifter med skygger og rammer, og uhæmmet (men virkningsfuldt) har ekstremt detaljerede realistiske elementer der iblandes eftertænksomme nænsomt tegnede ansigter. Det er rigtig godt. Zombier er efterhånden et ret fortærsket element for en drengerøv som mig, men Patrick har lavet nogen ret livagtige(!) nogen.

Asger Grevils bidrag, SOS fra Oceanium, ’Griske gysser’ af Casper Sand Christensen samt ’Kabale’ af Christine Gundlach er ikke noget for mig. Måske er jeg for gammel, måske er jeg for godt vant, eller også er både plot og tegninger for dårlige. Vælg selv.

Jeg haster videre.

Peder Riis har også bidraget, men ham vil jeg gerne vende tilbage til, da han står for en lidt længere udgivelse, som også skal anmeldes. Mere om det senere.

Dog kan jeg kort fortælle, at Peder Riis’ bidrag, ’Operation Fiskehejre’ ikke udløser smil hos mig. Dertil er fortællingen for tynd, og lige som i de senere Die Hard-film proppet med alt for meget knald og kapow. Det er ikke nødvendigvis godt for noget som helst, og bestemt ikke for Peder.

Men altså – mere om det i næste anmeldelse ’Peder Riis præsenterer Sensation’, som også er fra forlaget med det ret besynderlige og fede navn ’Ondskabens flydende vatikan’. Stay tooned.

Samlet, og fordi de to førstnævnte bidrag bare er markant gode, så får udgivelsen 4 ud af 6 mulige pluspoint.

Af alle de Tuschmørke antologier som jeg har læst, er denne her den afgjort bedste. Så nap den. Jeg tvivler på at oplaget er ret stort.

Titel: Tuschmørke # 3

Forlag: Ondskabens flydende vatikan

Format: Softcover, seks forskellige historier fordelt over 106 sorthvide sider. Inden hvert bidrag en kort præsentation af bidragyderne.

Pris; 50,-

Isbn: 978-87-92951-16-8

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment