Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Splint_56

Splint slår gækken løs

For en del år siden, havde jeg jysk besøg. En tegneseriemand var det, og vi gik til den nærmeste café og bestilte burgere. De kom, lækre med alt muligt guf indeni og ved siden af. Jydetegneseriemanden var ikke helt så begejstret, og spurgte ’hvorfor kan man ikke bare få en almindelig burger’?

 

Nu hvor jeg sidder med Cobolts nyeste Splint, den som hedder Splint & Co. slår gækken løs, så kommer jeg i tanke om en ’almindelig burger’.

 

Jeg var ikke umiddelbart overvældet og tænkte, at det bliver slidsomt at komme igennem de 48 sider. Det første bladren igennem gjorde heller ikke lysten større. Udklædninger, genkendelige figurer, råb og skrig, hæsblæsende tempo og en slags fortættethed, en slags ’der sker for meget på siderne’, og jeg kunne ikke helt klare hverken tempo eller støj.

 

Et sted, måske flere, er der hele 13 ruder og det er for mange, synes jeg. Ikke alene føler jeg den der fortættethed, men det er også synd for tegningerne.

 

Måske er jeg blevet gammel, men de stille flader, baggrundene og især hvis tegneren har gjort sig umage med at skabe ro, både direkte og indirekte. Direkte hos hovedpersonen eller den karakter, som der afbildes, og indirekte ved at baggrundene er store og mægtige. Hvor alt ikke er klodset op med alt for mange detaljer.

 

Jo, i Splintalbummenes ånd sker der jo noget (og det er det, jeg mener, med at være gammel), action, humor og ramasjang. Det er blevet vanskeligere at synes om.

 

Men som næsten alt i denne verden, så sker der jo noget, når man for alvor går ind i sagerne. Det være sig løb, kunst, forhold, gå i byen og meget meget mere.

 

Splint % Co. slår gækken løs! Er et lidt anderledes album. Først tænkte jeg, at det var et Ekstraordinært eventyr, men det er det slet ikke. Det er anderledes på den måde, at en enkelt sammenhængende historie er fraværende. Den der røde tråd, som vi ellers ser i album, hvor rammerne er kendte, man følger en skabelon og alt ender godt. Sådan er det ikke her. Det betyder nu ikke, at man mangler røde tråde, for albummet består af hidtil uudgivne historier, hvor der gækkes med tegneseriens, eller skulle man rettelig skrive, Splints tegneserieunivers.

 

Nævnes skal, at både forside og bagside er sjove. De gør, at jeg ville nappe albummet op fra butikken og smuglæse i skjul. Nævnes skal også, at der enkelte steder er en slags forklarende tekst nederst på siden. Se, det kan jeg godt lide. Her tænker jeg, at man redaktionelt har tænkt på mig. At vi forbrugere skal forkæles.

 

Seks tegnede historier er der. Titlerne er lidt spøjse. Superpiccolo og Batguy fx Men altså seks korte historier. Ind imellem er der så to andre, som ikke tegnes med fortælles. Lidt ligesom i de gamle Anders And & Co. blade, hvor der lejlighedsvist var en lille fortælling. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Nok, at det gør ikke albummet bedre. En tegneserie består først og fremmest af tegninger. Dixi.

 

Og skal der være andet end det, så foretrækker jeg information, nostalgi, interviews, skitser og alt det der. Som især Cobolt er gode til at få med. Bare ikke her. Ok, det er begrænset, hvad man kan putte ind i kun 48 sider, så…

 

Cobolt tilgives.

 

Having said that, så bringer disse to fortællinger lidt disharmoni og forvirring. Det er lidt uklart hvorfor disse to, ganske vist korte, historier skal med for.

 

Nå, skidtpyt.

 

De seks historier er legehistorier. Yoann og Vehlmann, duoen som nu har den gule og prikkede førertrøje på, prøver at forsætte mange års eminent tegneseriearbejde. Selvfølgelig er alt nu ikke som dengang. Det skal det heller ikke være. Bevægelse er udvikling, og det kan vi alle trænge til.

 

Jeg må dog være direkte. Selvom de forskellige historier sikkert rammer humoren hos målgruppen, så skyder de forbi hos mig. Selvom jeg har læst albummet et par gange nu, så er der intet som for alvor har sat sig fast. De forskellige historier mikses ind i hinanden, i mit hoved altså. Jeg kan bedst lide og huske den sidste fortælling, som vitterligt er gakket. Tintin falder og jeg synes at genkende Pixars De utrolige. Den historie husker jeg. De øvrige ikke.

 

Alt for meget bulder, råb og brag. Plots som rager ud over kanten og jeg, som klart ikke er målgruppen, er en ret uheldig cocktail. Det er ikke mange isterninger, som jeg plopper i glasset. Tre kan det blive til, og kun fordi jeg kan lide galleriet, lide den sidste vilde gakkede historie og især fordi at målgruppen nok er mere glad end jeg.

 

karakter_3af61

 

 

 

 

Titel: Splint & Co. slår gækken løs!

Tekst: Fabian Vehlmann

Tegninger: Yoann

Farvelagt af: Hubert og Laurence Croix

Oversat af: Ole Steen Hansen

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, 48 sider i farver, 22 x 30 cm

Vejl. Pris: 178,-

Isbn: 978-87-7085-731-4

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment