Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Splint_1980-1983

Splint & Co. 1980-1983

Så er der spas i sommervarmen. Zooms nye samlebind med titlen Splint & Co. 1980-1983 er i handelen, og rummer tre album, ’Kuldechok i troperne’, ’Den sorte boks’ samt ’Støjsugeren’. Sidstnævnte havde jeg ikke læst, og det var dén, som jeg først slog ned på. Jeg slugte den simpelthen råt og det var et dejligt måltid.

Udover Støjsugeren indeholder samlebindet også tre korte historier som aldrig er blevet bragt herhjemme, dels den oprindelige afslutning på Den Sorte Boks, dels Den soldrevne kvikkokopter samt Heja Champignac.

Det skal siges, at det er 100 år og en sommer siden jeg sidst, sådan for alvor, havde tid og lejlighed til at dyrke duoen Kvik og Splint. Forventningerne var faktisk ganske høje, og jeg blev ikke skuffet.

Handlingen i Støjsugeren er lige så gernialt som det er simpelt. Kvik har konstrueret en dims som kan fjerne alt støj og uro. Opfindelsen virker omtrent som en støvsuger, og napper alt støj, komprimerer det så at alt er stille. Lækkert, men humlen er, at posen med støj skal tømmes engang imellem, og det forårsager ikke så lidt tumult. Værre er, at vi jo er blevet vant til støjen og når den så pludselig ikke er der, så har det også uheldige følger. Fx beder en tandlæge en patient om at sige til, når smerterne bliver for uudholdelige. Det kan han jo ikke, da Kviks herlige opfindelse er sat til og napper skrig og skrål. Eller når der på gadeplan skal bores i fortovet, og hammerbordet pludselig ikke længere udstøder sit DAK DAK DAK DAK og det skaber også kaos, støj og larm samt ondt i fødderne.

Opfindelsen vækker dog opmærksomhed, og de nye skurke, som til lejligheden blev skabt og bragt i de to forløbere, Kuldeshok og Den sorte boks, er interesseret i dimsen.

Det var jo sådan, som Thierry Capezzone indleder med i et informativt tre-sider langt forord, at der var opbrud internt. Det betød, at Kuldeshok i troperne havde andre faddere. Raoul Cauvin og Nic Broca og deres opgave var bestemt ikke let. Dels var det lidt af en arv at føre videre, tegneserienørder er jo som bekendt fluekneppere og tegnestil, variationer mm. skulle helst videreføres samtidig med at man også skulle sætte sig selv i stilling, dels måtte man ikke ’bare’ overtage persongalleriet. Nye karakterer skulle der til. Læs mere herom i forordet.

Her kommer Thierry godt rundt, og ham har jeg ellers været lidt efter. Undskyld T. Men forordet her er både informativt og skærer ikke så meget i mine ører. Rent typografisk kunne jeg dog godt tænke mig, at der kom lidt mere luft mellem afsnittene, at der blev trykket lidt på returtasten engang imellem. Når der er luft imellem de enkelte passager, så drukner man ikke i ord. Og dermed bliver læsningen mere elastisk. Der er skam også illustrationer, og næste gang må disse godt blæses lidt op. Man skal anvende lup for at nyde dem ordentligt. Blæs dem op, tak.

Nå. Tilbage til kernen.

Tegnestilen er ellers lækker nok, synes jeg, og jeg følte mig godt underholdt samtidig med at plottene i alle tre album hænger godt sammen. Det var ellers sådan, at lige præcis disse tre album der er i dette samlebind, ikke fik andet end skæld ud. Især tegnestilen fik hug.

Manglende spændstighed i forhold til skaberen Franquin fx samt stive karakterer i forhold til Fournier, lød det. Well. Jeg er sikkert blind og heller ikke kender af stilarter. Jeg kunne og kan godt lide de tre album.

Så jeg køber ikke rigtigt det med tegnestilen, og tænker, at alt nyt kritiseres. Den Sorte Diamant, Storebæltsbroen, Metrobyggeriet. For vanerne er vores rygrad, og det smerter altid lidt når rygraden udfordres.

Ja, man mærker selvfølgelig sådan overordnet, at målgruppen er noget yngre end jeg, men mit indre barn var nu godt med alligevel. Og naturligvis skal ens realistiske hjerneceller sættes i isolation, og en del præmisser skal sluges. Men hallo, det går.

To ting bed jeg ekstra meget mærke til. Først og fremmest hvor lyse siderne er. Næsten samtlige sider foregår i dagslys og det bringer noget friskt oppe i knolden. Og så er man meget ’ude af huset’, i og under vandet fx og det er med til at skabe liv. Fysiske firkantede rammer er gode til krimier og opbygning af stemninger og den slags, men det frie og luftige giver en anden dynamik som jeg godt kan lide. Der er mange steder at hive frem, steder som virker rigtigt godt. Se side 168 og 169 og bemærk hvordan dramaturgien bare virker og læg især mærke til hvor flot figurerne står, både i stilstand og i bevægelse.

Det er naturligvis til børn, hele skidtet. Det vidner hastigheden, den kulørte handling, det absurde (snevejr i tropevarmen, tavs støj, fravær af skader – der er meget ramasjang og almindelige mennesker ville få buler og brækkede lemmer) og den der herlige ping-pong mellem karaktererne. Alt sammen en herlige suppe med både smag og særpræg. Uden at have min opvæksts Kvik frisk i erindring, så kan jeg ikke sætte en negativ finger noget som helst sted. Jeg er godt underholdt og samlet fremstår hele samlebindet som en dejlig frisk omgang sommerjordbær.

Så altså. Et spændende og informativt forord, tre gode ramasjang-album og tre historier som ikke tidligere har set dansk lys. Ikke ringe. Ikke ringe. Jeg er i sommerhumør og smider 4 solstråler afsted.

Da jeg satte albummet op til de øvrige, så bemærkede jeg endnu engang, at ryggens design er anderledes, og det er da beklageligt. Andre har vist gjort Zoom opmærksom, og jeg kan hverken huske svaret eller hvor.

Fred være med det.

 

Titel: Splint & Co. 1980-1983

Tekst: Raoul Cauvin

Illustrationer: Nic Broca

Forlag: Zoom

Format: Hardcover, tre album samt ikke tidligere udgivne historier på dansk, alle i farver

Pris: 398,-

Isbn: 978-87-93244-74-0

 

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment