Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
sammy-to-gorillaer-i-paris

Sammy – To gorillaer i Paris

Altså, det er næsten en halv menneskealder siden, da Jack og Sammy for første gang så både fransk og dansk lys. Jeg husker bogbussen der kom om tirsdagen og fredagen, og især nede bagved hvor der var tegneserier og at enten ’Smarte smuglere’ eller ’Bedstefar med slag i’ kom ind i min verden. Jeg elskede dem med det samme. Humoren var lige mig og så var serien sprængfyldt med maskinpistoler, håndgranater og den slags. Guf for en 8-årig.

Nu er der rendt meget vand i åen, og jeg var da noget skeptisk, da Zooms nyeste ’To gorillaer i Paris’ dukkede op med posten. Men al skepsis blev hurtigt gjort til skamme. Der er selvsamme humor, en satans masse action dog uden skudsalver eller eksploderende granater, sat i en simpel og uforpligtende ramme. Kort sagt, en historie uden større dikkedarer men med charme og et tempo der skulle fornøje drengerøve som mig.

Historien er denne:

En dag får vores venner, Jack og Sammy en ellers spændende og attraktiv opgave. En opgave i Frankrig. Men nix nej. Det kan der ikke være tale om, lyder det. Vi har været der, lyder det fra Jack, og det var ikke en positiv oplevelse. Tværtimod, faktisk. Og så fortæller de deres historie.

Detektivbureauet var næsten lige åbnet, da en aldrende formuende herre opsøgte vores to venner. Han havde just fået brev om at han, i Paris, har en ellers totalt ukendt slægtning, som, når vores rigmand stiller træskoene, står til at arve en hulens masse skejser. Men vores rige herre har brugt knofedt og den slags til at skabe sine mange penge, og han ønsker en arving af rette støbning.  Man skal være robust, man skal besidde stærke lederkvaliteter og den slags, og vores venner fik så til opgave at undersøge, om dette familiemedlem har what it takes.

Det har han langtfra. Det er ren Gøgereden, for familiemedlemmet er helt gakgak. Og holdes konstant i spændetrøje og med knebel for kæften. Og selvfølgelig ryger både knebel og trøje af, med bid og knytnæveslag til følge. Det mærker vores venner til fulde, foruden en helt del andre og det er ganske spøjst og nogenlunde sjovt.

Som oftest med Sammy og Jack, og jeg har altså læst et par album, dog langtfra alle, er det i samspillet mellem netop de to, at spasen er bedst. Især når Sammy, der irriterende nok minder mig om komikeren Jan Gintberg (som ikke er min kop te) enten får på tæven eller irettesættes. De små drillerier og stikpiller som uddeles og modtages er så genkendelige fra især vores møder med vores familiemedlemmer og rigtigt gode venskaber. Man høvler hinanden på den gode måde.

Historiens helt store scoop er albummets sidste 11 sider eller så’n. Trioen, for ham den skøre gut skal med, selvom der prøves alt hvad man kan for at slippe af med ham, skal tilbage til Amerika med båd, og det er ikke hvilket som helst skib. Det er selveste Titanic, og ombord løftes det visuelle en tand. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver altid fyldt med en slags ærefrygt eller barnlig benovelse når jeg ser skibe, og Titanic er tegnet majestætisk og pompøst. Inden har vi ellers været på en mindre sightseeing i Paris og også blevet beriget af mindre fortællinger fra denne herlige metropol. Fx fra Eiffeltårnets første plateau hvor en gut afprøver noget så bizart som en hættefaldskærm. Små pudsigheder der selvfølgelig er fyld og overflødigt, men alligevel hilses velkomment.

På det billedmæssige plan er der faktisk ret meget at komme efter. Titanic, jo som nævnt, men ellers er der et væld af små perler. Gare de Nord, Triumfbuen, Notre-Dame og den slags. Og selvfølgelig små pytter af godt fransk med et pissoir, broer, lygter og franske biler. Gamle biler. Herligt. Herligt.

Det tager ingen tid at høvle albummet igennem. Der er ingen svære ord og tempoet er højt. Godt for ens indre adrenalinspejl og helt fint i tråd med genren. Der er gang i den, og det er lige som det skal være. Per Vadmand har oversat og sproget samt tonen rask og uden svære ord og endda renset for bandeord og den slags. Et enkelt ’HOLD KÆFT’ bliver det til, og ellers kanaliseres galden ud i herlige tegneserielydord.

Kendere vil nyde albummet og nye læsere kan bare springe på. Inden for sin genre er der nemlig tale om et ret solidt og ganske muntert album.

4 baguettes af samlet 6 mulige.

Titel: Sammy – to gorillaer i Paris

Forlag: Zoom

Tekst og illustrationer: Jean-Pol i samarbejde med Cauvin

Format: softcover, 46 sider i farver. Bagerst en samlet udgivelse over alle Sammy’er på dansk.

Pris: 128,-

Isbn: 9788793244160

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment