Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Saga_03

Saga Vol. 3

Foran dig er opstillet 16 brikker. Halvdelen af dem er ens, og i alt er der seks forskellige karakterer at holde styr på. Hver brik har sit eget bevægelsesmønster. Enkelte kan en masse, de fleste lidt mindre og endelig er der bønderne, som blot kan gå frem eller skråt frem. En pokkers masse at holde styr på, ja dobbelt endda, for foran dig, hos din modstander, er der præcis samme antal med selvsamme funktioner. Disse 32 sataner har samlet 64 felter at agere og reagere ud fra. Ikke mere end det. Og spillet vindes ved at rykke brikkerne fremefter og til sidst fange eller ihjelslå kongen. Sådan er gudespillet skak. Vanvittigt og herligt. Og som du kan regne ud, er der nok at holde øje med. Hvis jeg sad foran et skakspil som helt ny, ville jeg synke spyttet en ekstra gang og tænke – det her, det er for meget for min mikrohjerne.

Men det lykkedes hver eneste dag at hverve nye disciple til dette kongespil, og har man først lært gamet for alvor, så glemmer man det aldrig. Det lagrer sig som dine børns fødsel, EM 92 og andre fornøjeligheder.

Skak tager ingen tid at lære, men at mestre det, tager resten af livet. Sådan lyder det så populært og det skal nok være rigtigt.

Hvis man så forestiller sig, at man har læst og læst siden man brød læsekoden, og især holder af streger og striber, humor og helte, lineære fortællinger og klassiske gode beretninger hvor moraler og værdier er opbyggelige og ’sunde’, og at de go’e knalder de mindre gode til sidst, og så PLUDSELIG åbner et værk hvor forudsigeligheden er grumset og dine sanser drilles bigtime, ja så er man overvældet. Overvældet ligesom man kan være over for et spil skak for første gang. Eller at vidne kvinden i dit liv, hende du elsker, skænke dig et nyt liv, som du kommer til at elske endnu højere. Eller pludselig befinde dig i en folkelig ekstase som du ikke før, og næppe siden vil opleve, som da du i sommeren ’92 stolt bar klaphatten.

Man er overvældet.

Og jeg er overvældet. Jeg sidder med Brian K. Vaughan og Fiona Staples Saga vol. 3 fra forlaget Zoom, og det er stærke overvældende sager. Gode sager, altså. Gode sager. For for pokker da. Her er nok at blive fortabt i, nok at forlyste sig over og hvis præmissen med et mesterværk eller et fremragende værk er, at de skal genlæses af lyst, så opfyldes dette til fulde. For det er godt nok en spændende og anderledes fortælling.

Historien er denne, og jeg koger den ned: En umage familie kæmper for overlevelse. De burde ikke være sammen, men kærligheden er verdens stærkeste kraft og den har ført dem sammen. De har fået et smukt lille kærlighedsbarn, og en hel del mørke kræfter søger at destruere familieidyllen. Vores venner skal af med roen, kort og ret. Så det er i bund og grund en kærlighedsoverlevelseshistorie, som Zoom har skænket os. Som Vaughan og Staples har gjort. En klassisk fortælling om de små på flugt, og om de stærke og onde der er efter dem.

Det er i selv ikke noget særsyn. Det overvælder ingen.

Dét der til gengæld overvælder og løfter værket højt højt op, og gør at læseoplevelsen bliver så sublim, er hvor fermt og let de mange finurligheder i form af både forskellige karakterer, bizarre universer og en legen med tid og sted, alligevel passer fint ind i rammen og at den røde tråd tilsyneladende stadig er intakt. At holde så mange bolde i luften og samtidig holde læserens koncentration og læselyst, er sgu mesterligt.

Det skal hurtigt nævnes, at Saga Vol. 3 er, tada, tredje bog af i hvert fald fem. Jeg er ikke 100 % sikker på hvor mange udgivelser vi kommer op på, og jeg orker ikke at google det nu. Den danske udgivelse, Saga Vol. 1 og så fremdeles, svarer efter sigende til de engelske trade paperbacks, som hver samler seks hæfter.

Jeg er nok mest til det kulturelt traditionsbundne og realistiske og når jeg så mærker suget af noget nyt, og at jeg kan rumme det, så tænker jeg ikke at jeg har udviklet mig, men at jeg er i hænderne på noget der er større end mig og har et vingefang der er bredere end jeg er vant.

Visuelt drilles jeg, for ikke alt spiller. Smukke detaljerede ansigter og så næsten ingenting i baggrunden. Øv hvor sløset, kunne man tænke. Man kunne også lade være og acceptere, at sådan skal det være, og det er der en årsag til. Kunst skal jo ikke forklares, men opleves. Capisce? Smukt er det smukke, no doubt.

Det er tankevækkende at noget så relativt banalt som en ’on the run’ fortælling kan rykke så meget i gearstangen. Men det kan den, og det skyldes jo flere ting. Som før nævnt en fantastisk fantasifuld beretning hvori den røde tråd forbliver rød. Dertil kommer, at der er så hulens mange lag i fortællingen. Det er som en klassisk Karen Blixen, hvor hun som storyteller bare åbner nye porte. De forskellige bipersoner i beretningen har også et bidrag, også en rolle, og lige som i filmens verden, hos de helt store filmskabere, så er der små forgreninger. Bittesmå detaljer der gør, at man føler sig fuld og fyldt på af indtryk. Nå ja, det mest indlysende til sidst. Uanset hvor åndsvage de ser ud, vores helte, så er de, trods alt, identificerbare.

Der stilles krav til læseren, og jeg har med garanti ikke forstået alt. Og tak for det. Der springes i tid og sted og leges med vores vaner. Et kranium bider bedstemor i kinden, en pulpforfatter med et øje og et fatamorgana med mange. Horn og vinger. Katte der går og genfærd uden underkrop. Nok at miste pusten over.

Og er DÉT ikke noget for dig, så læn dig tilbage i din comfortzone, og scroll tilbage til sidste gang din elskede fødte, sidste gang dine rødhvide drenge slog hele Europa, sidste gang du blev sat til vægs af en imaginær hær i form af sagesløse træbrikker. Er det længe siden? Så nap en Saga, du. Og nyd at du mister fodfæstet.

Det er dælme godt.

Og jo – nu har jeg sniksnakket mig igennem en anmeldelse. Jeg har ævlet en masse, men ikke sagt en dyt alligevel. Hvorfor? Fordi jeg er overvældet, og sådanne følelser er svære at have med at gøre.

5 fuldfede nougatfyldte hjerter. Ikke seks, for historien er enkelte steder for kompleks og kræver at man lige bladrer tilbage og genlæser. Men 5 eller 6, who cares?

Titel: Saga Vol. 3

Forfatter: Brian K. Vaughan

Illustrationer: Fiona Staples

Forlag: G. Floy Studio

Oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup

Format: Hardback, 6 kapitler (13-18) i farver. Bagerst et par sorthvide skitser. Sidetal ikke oplyst, men ca. 150

Isbn: 9788791630958

Pris: 198,-

Bogen ER udkommet.

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment