Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
rovdyrenes_klub_01f

Rovdyrenes klub

Rovdyrenes klub er en barsk sag.

Her gik man og troede, at forlaget Zoom er søde og rare og venlige, og at deres udgivelser var som julens glæder og vaner.

Men så kommer der denne rå udgivelse, rå og modbydelig ja, der fra allerførste side rammer direkte ind hvor jeg er mest sårbar. Der hvor uretfærdighed og modbydelighed overfor især børn springer direkte op i fjæset på mig og ind i den mudrede midtbane, hjernen.

Jeg synes, at Rovdyrenes klub er et fremragende værk, og jeg både glæder mig til og frygter 2’eren.

Valérie Mangin har skrevet historien, og Steven Dupré illustreret. Det er et godt team og især sidstnævntes dystre tegninger er svære ikke at holde af. Pennen sidder godt på ham, og anvendes både brutalt og sirligt. Nærmest hver side er et sandt kunststykke og mediets virkemidler bruges kløgtigt. Rammerne brydes, vinkler skiftes, skygger fortættes, og den der snigende klaustrofobiske stade af håbløshed og frygt sætter sig.

Vi taler ikke om hypede actionprægede pludselige gys, men om snigende nedslag af noget ondt og væmmeligt.

Vi er i London og tiden er 1865. London, denne metropol og det land hvor forskellene mellem rig og fattig er så ubegribelig stor. Her følger vi to personer, en fra hver ende af den sociale rangstige. Den vrede tyveknægt Jack, som er socialt indigneret og faderløs. Faren er blevet myrdet og når man er fattig er rettergang og retfærdighed blot ord. Og så er der rigmandsdatteren Elizabeth, som intetanende tuller rundt og ikke rigtig forstå verden udenfor velstanden. På en måde er også hun faderløs. Han har altid travlt, og når han fra fri og kan slappe af, så fiser han den af i klubben.

Et tilfældigt møde (albummets lækre og dystre anslag – en ung kvinde skal hænges) ændrer tilværelsen for dem begge.

Jack øjner en mulighed for retfærdighed i Elizabeth. Kan han få hendes øjne til at åbne sig, så kan hun som talerør måske hjælpe Jack i sin kvie efter at få faderens morder dømt. Hun er tilpas nysgerrig og tilpas naiv og uvidende, og som en anden Rødhætte lader hun sig føre ind i en skræmmende underverden.

Som i en anden god gyser, så ser hun nemlig noget…

Gyset virker dobbelt. Kontrasterne i Jacks og Elizabeths hverdag er skræmmende i sig selv. Den måde de fattige anskues på, både fra autoriteterne (læger, ordensmagt) og fra borgerskabet, er grusomt. Umenneskeligt. Jeg er ikke belæst, men bilder mig ind, at miljøbeskrivelsen nok næppe er grebet ud i den frie luft.

Jeg har slet ikke nævnt The Bogeyman. Seriens satan. Ham der skræmmer og skæmmer. Jeg har heller ikke nævnt albummets cliffhanger, albummets sidste grusomme sider. Det vil jeg heller ikke.

Men jeg vil anbefale bogen til alle. Den er skræmmende god og bestemt ikke hyggelæsning med sønnike på skødet.

Den kan læses som en god spændende thriller. Den kan også læses med indignation og raseri i hjertet, og så kan det også læses med psykologiske briller på. Fravær af fædre. Hemmeligheder. Indestængte følelser. Forskelle. Uretfærdighed. Vrede.

Og med garanti også politisk, men den sti gider jeg ikke lige betræde her.

Summa summarum. Et fedt album og for lige at vende tilbage til starten på denne skrivelse. Tak Zoom. Nu hvor julemåneden står for døren, så har I lige vendt klejnerne og smidt lidt uhygge ind. De€t er godt. Det fjerner alt det røde og lidt for klistrede. Rovdyrenes klub er et album med kløer.

5 gange GRRRR.

 

Titel: Rovdyrenes klub

Tekst: Valérie Mangin

Illustrationer: Steven Dupré

Forlag: Zoom

Format: Hardback, 58 sider i farver

Pris: 168,-

Isbn: 978-87-93244-55-9

Albummet ER udkommet.

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment