Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
ranx_cobolt

RANX

Stor, grim, rød og tung. Det er den forbistrede kolos af en bog, som ligger og ser arrig ud på bordet foran mig. Bogen i sig selv er nu hverken arrig eller noget andet, og er blot en bog. Men jeg er i et underligt humør. Og det skyldes at jeg har læst den og ikke forstået den. Nu sidder den og prikker til mig og værker i min hjerne.

RANX er titlen og den er udgivet af forlaget Cobolt. I pressematerialet står der, at det er første gang at vi ser udgivelsen komplet på dansk. Og at den i 80’erne blev en slags kulttegneserie samt blev forløber for cyberpunkbølgen.

RANX skal skrives med stort, og jeg kan så småt forstå hvorfor den fik, og altså stadig har, sin status. Med stort fordi den gør opmærksom på sig selv. Enhver tid har sine faste rammer, og kunsten er jo så herlig hæslig fordi den netop ikke lader sig sætte i ramme. Og der, tror jeg, at RANX så er kommet ind og har skubbet til det vante og det passende. Præcis som litteraturen, scenekunsten, musikken og alle andre kunstformer fra tid til anden har oplevet. Oplevet at blive prikket til, skubbet til, mast til side. Kunsten elsker det, men vi andre, os Erasmus Montanus’er, vi hader det og tænker hovedrystende vores. De los i røven og i klunkerne er vigtige, fordi vi dermed bliver tvunget til at tage stilling og tænke nyt.

Nå, hvad handler den så om?

Hm. Godt spørgsmål. Lad mig svare lige kryptisk. Det fordrer at du kender filmen Natural Born Killers som også delte holdningerne, da den i 1994 bragede på de store skærme. En voldelig sag uden sådan helt at have et budskab. Det fordrer også at du har læst Brett Easton Ellis eller i det mindste kender lidt til dele af mandens forfatterskab. Han er nok bedst kendt for American Psyco som også blev filmatiseret med Christian Bale i den skræmmende hovedrolle. Igen er temaet vold.

Tag så en blender og prop indtrykkene herned. Smid så alle de gængse opfattelser af hvad en tegneserie burde omhandle, lige fra grafisk opbygning og plausible plots. Tryk på ’0n’ og lad maskinen snurre i et par minutter.

Kast så skidtet ned over fattigfirserne, ikke bare her i landet, men generelt og så har du et billede af hvad RANX er. Den er nemlig mange ting. Et oprør, et opråb, et hadsk skrig, et fortvivlet anslag.

Måske er RANX et billede på den håbløshed og usikkerhed som mange identitetssøgende kan føle. Og hvor man famler og forsøger sig frem efter meninger og holdninger. Prøver et i dag, og noget andet i morgen. Man savner solide holdepunkter og en klar retning. Problemet er bare, eller var, at der ikke var nogen klar retning. Hvis man sad i sumpen, så sad man der. Og når man er sat fast, så opstår meningsløsheden. Måske sådan har Christian Bale i rollen som Patrick Bateman tænkt mens han fordrede sin sultne rotte med frisk fisse. Måske har Woody Harrelson følt tomhed inden han tømte sin tromlerevolver i hovederne på tilfældige restaurantgæster i filmen fra 1994.

Og måske er det nogle af de samme tanker som den italienske tegneserieskaber og illustrator, Geatano ’Tanino’ Liberatore har tænkt, da han sammen med en anden ung italiensk kunstner, Stefano Tamburini grundlagde RANX.

Måske.

Det fjerner prikkeriet og den irritation, som klart sidder i mit trætte hoved. Ord forløser og pludselig kan jeg ane og sande noget.

Udover at udgivelsen er præget af voldsomhed, som altså i min bog er et stort plus, for jeg elsker splat, blod, sperm og opgør, så er de visuelle indtryk præget af skift. Det er en levende historie og især skiftes der hyppigt i synsvinkler der gør, at volden altid er nærværende og intens.

Lige som graffitien, der pludselig skæmmer en fin facade. Lige som bulderet i klassen. Som bumserne i ansigtet og som løgnen midt i renheden.

For er vi mennesker eller robotter? RANX er en robot og er med til at fastholde også de grimme sider i vores menneskeparadis.

Jeg kan ikke ubetinget lide RANX, men ved, at jeg næppe har læst den for sidste gang. Den vil grine provokerende af mig deroppe på reolen, og jeg ved, at den om natten knepper Mads, Mette og Sjoko i stykker og flår hovederne af alle i Andeby og omegn og fister Franka og Sibyline til blods.

For den er svær at komme udenom.

Med skal også at bogen er opdelt i kapitler, at forskellige kunstnere har været inde over, men stilen og inspirationen intakt, og at kun få dele af RANX er tidligere udgivet herhjemme. Undtagelserne er ’RANX i New York’, samt dele af ’Tillykke med fødselsdagen, Lubna’. Og det betyder altså, mine damer og herrer, at for mange er indholdet af Cobolts udgivelse helt nyt.

180 foruroligende sider udløser…

Ja, hvad? Jeg ender på 5 nakkeskud, men kunne sagtens have forsvaret både en 4’er og en 6’er.

Min kæreste fik bogen forleden, da hun ellers var krøbet til køjs. Hun bladrede i den og havde ikke rigtig nogen mening om den. Men så, i går, så nævnte hun den selv og talte om illustrationerne. De er grimme sagde hun.

Det er RANX i sin nøddeskal. Lidt som en hæmoride. En del af en selv. Pisseirriterende og man er ikke stolt af den.

Titel: RANX

Forfatter: Stefano Tamburini m.fl.

Tegninger: Tanino Liberatore m.fl.

Farvelagt: Tanino Liberatore

Format: 184 sider i farver, indbundet. 21,5 x 29,5 cm.

Forlag: Cobolt

Pris: 398,-

Isbn: 978-87-7085-620-1

Bogen ER udkommet.

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment