Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Pondus_15

Pondus – Nej, forlad mig ikke!

15 tegneseriealbum er det blevet til. Og det album jeg nu sidder med, det femtende, har titlen Pondus – Nej, forlad mig ikke.

Det ligner de foregående 14 og det er der en rigtig god grund til. Never change a winning team, lyder klichéen fra sportens herlige verden, og det samme kunne siges om tegneserier der virker. Og virker, det gør Pondus. Jeg skulle kun ned til stribe 3 på allerførste af de i alt 45 sider med gags, før jeg lo højt.

En ret stor kvinde sidder med ryggen til og åbenbarer en tatovering. Palle was here pegende ned mod kvindens bag. Hvilken Palle? Jaja. Man skal se det, for at forstå det. Men jeg morede mig.

Egentlig underligt, og det er ikke kun dette Zoom-album jeg taler om, men stort set alle. Der står at der er tale om 48 sider, men det er jo ikke sandt. De fleste gags starter først på side 3 eller, som i dette tilfælde, side 5.

Men altså, flueknep aside, så er Pondus norsk humor lige i øjet. Jeg kan ikke anbefale det nok. Frode Øverli har ramt en ren guldåre. Der ER meget grundstof i en kernefamilie med ego’er, uopfyldte drømme, vejen til den indre mand, fodboldsnak, øller og allerbedst en masse småfilosofisk tjittjat her og der. Det virker og sådan er det. Indenfor sin genre er det spitzenklasse og derfor ender også det femtende album ret højt oppe på mit personlige latterbarometer.

Selv min kæreste, som eddermame kun rører tegneserier når jeg tvinger hende, trak lidt i kinderne. Og der skal eddermame ellers meget til.

Så Zoom du ud og nap Frode Øverli. Hav albummet liggende på toilettet, og nyd det, når du skal slappe mest af.

Fire gode norske grin, og der ER en årsag til at vennerne deroppe er verdens lykkeligste folkefærd. De har olie, damerne er smukke, de har Lord Bendtner og også Frode Øverli.

 

Titel: Pondus – Nej, forlad mig ikke

Tekst og illustrationer: Frode Øverli

Forlag: Zoom

Format: 48 sider i farver, softcover

Pris: 139,-

Udgivelsesdato: albummet er udgivet

Isbn: 978-87-93244-69-6

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment