Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Perkeros-Diabolus-in-musica_Forside-t

Perkeros – Diabolus in musica

Spænd selen derude, for nu kører vi. Og på med ørepropperne.

Stedet er Finland og fra dette smukke store land kommer ind fra højre intet mindre end en hardrock tegneserie. 184 larmende sider forfattet og skrevet af to barndomsvenner med samme passion for både tegneserier og musik. Navnene er JP Ahonen og KP Alare og det siger os jo absolut ingenting. Men det er altså duoen der står bag Perkeros – diabolus in musica, en graphic novel der i hjemlandet blev udgivet i 2013, og sidenhen også udgivet i en del andre lande også. Vist endda med succes. Det samme kunne jeg godt unde bogen herhjemme.

Perkeros handler om et band på vej. Der er guitaristen med tynde nerver og konstant tyndskid. Der er hippien med indsigt og kløgt. Der er trommeslageren Bjørn der giver bogen et herligt ekstra obskurt præg, der er keyboardspilleren Lilja, som også er bandets manager og så er der endelig pizzabudet med den store stemme. Et sammensurium af talent, drømme og energi samt med hver deres særpræg og enkelte lig i lasten.

Vi følger hovedsageligt Akseli, frontfiguren med de dårlige nerver og de store perfektionistiske armbevægelser. Hans privatliv er noget rod, for fruen derhjemme er efterhånden ved at være træt af dumme drømme, manglende nærvær og en døende kærlighed. Det er genkendeligt for alle med passion. Om det så er sport, musik, ens arbejde eller panfløjtemusik. Forstår ens bedre halvdel ikke ens passion, eller tillader den at trives, er vejen til helvede og undergang ikke langt borte.

Perkeros_007-t

Ud over de ret flotte og ekstremt medrivende illustrationer, hvor der konstant sprøjtes heavy metal energi ud til læseren og hvor især koncertillustrationerne er sprængfyldte med rå kraft, er der også stilhed og saglig, kærlig og drillende dialog. Kontrasten virker.

Den dynamik der er i billederne får næsten en gammel halvfjerdserrøv som mig til at sætte noget øredøvende metalrock på afspilleren. Så godt virker det visuelle. Stilen emmer af energi og siderne læser sig selv i et nærmest hæsblæsende tempo. Farvevalget er brunrødt og dunkelt og man fornemmer ligeledes hvordan heavy metal som genre har sat sit præg. Der er ikke meget solskin eller regnbue over tegningerne, men hidsighed, aggression og power. Effektfuldt.

Perkeros_013-t

Godt er også historiens peak til sidst, hvor Lilja er i voldsomt knibe. Er det en drøm? Er det virkelighed? Er det billedsprog på billedsprog? Uanset hvad, så virker det flot og voldsomt og jo – tættere kan man som fan næppe komme på sine idoler, og det får termen ’de åd dem råt’ til at virke så sand. Mere skal ikke røbes.

Og så er der dialogen og fortællingens flow. Citatet neden for stammer fra den gamle hippie, bandets filosof og nestor, og som er med til at hive bandmedlemmerne ned på jorden når de flyver, og sparke lidt til dem, når de er på røven.

 

”Jeg husker til ruisrock ’72, hvor to piger kom og sagde, at jeg havde festivalens lækreste garn. Jeg havde hår helt ned til hælene dengang. De inviterede mig også ind i deres telt…

Det var dengang med fri kærlighed…

Det viste sig dog at de var lesbiske og troede at jeg var en pige.

Jeg fik ikke engang lov til at blive og kigge på. Men samme aften kom jeg backstage til Uriah Heep, så der var ikke noget at ærgre sig over.

Eller… De troede vist også, at jeg var en pige”

 

Dialogen er ungdommelig uden at være for kæk eller fyldt med slang. Det virker ganske troværdigt og kun enkelte gange stikker det af og bliver unødigt søgt morsomt. Pizzasangeren fra Tyrkiet, der altså har den lyd som Perkeros søger og har manglet, har kraftig accent og det gebrokne finske han lirer af, er ikke altid lige sjovt.

Men bortset fra det en ganske ligetil og troværdig dialog, og man forstår nogenlunde hvorfor det kan være svært at slå igennem og få lidenskaben til at gå hånd i hånd med dagligdagen, hvor det vi kalder for virkeligheden råder med sine fangearme.

Perkeros_073-t

Perkeros er en lydtegneserie og en kærlighedshistorie der primært henvender sig til et lidt yngre publikum, tror jeg. Historien er fermt fortalt uden de større dikkedarer eller afstikkere, og som sådan også en smule tynd i filten. Der er lagt meget og måske for meget fokus på det musikalske, og derfor træder personerne ikke så voldsomt meget i karakter. Vi får simpelthen for lidt at vide om aktørerne, og det er en væsentlig skam.

Bogen er flot hardback og med gode flotte 184 sider. Den er lidt halvdyr, dog.

Samlet vurdering: Fire ekstranumre ud af samlet seks mulige.

Titel: Perkeros: Diabolus in musica

Forfattere: JP Ahonen og KP Alare

Tegninger: JP Ahonen og KP Alare

Forlag: Cobolt

Oversættelse: Siri Nordborg Møller

Format: 184 s. i farver, indb. 18,5 x 26,5 cm

Pris: 248,00 kr.

ISBN 9788770855860

 

Er udkommet.

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment