Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
millennium-3-luftkastellet-der-blev-spraengt_322592

Millennium 3 – Luftkastellet der blev sprængt

Vi har tolv ure i huset. Alligevel slår tiden ikke til.

Disse ord kender du måske. Benny Andersen er manden bag, og digtet hedder ’Tiden’.

Tiden er som kærligheden og døden, nådesløs. Man må bare følge med. Acceptere at livets gang går, og bedst som man sidder lunt i midten, lige i navet, så slår tiden til, og intet er som før.

Og så alligevel. Jo, man kan faktisk godt gøre noget. Jeg sad længe med tredje og sidste bind af Stieg Larssons trilogien, Millennium – Luftkastellet der blev sprængt, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle formidle mine indtryk.

For jeg er både tilfreds og underligt skuffet. Alt det formelle, og alle de positive elementer der er i forgængerne, de findes skam også til fulde i denne afslutning. Der er spænding og dramatik, og det er fint nok. Men på de mange sider, 126 i alt, er der også noget forbistret og forjaget. Og den ro og sindrighed der var i de forrige album, den virker nu ikke helt så naturlig. Det er som om, at de mange tråde i spindelvævet, her i streger og striber, volder kvaler.

Det ligger naturligvis også i trilogiens afslutning, at den umiddelbare spænding er borte. Måske fordi forlægget sidder så godt fast på nethinden. Måske fordi vi, trods alt, også godt ved, at forbrydelser ikke betaler sig og at de mange puslebrikker nok skal ende med at ligge korrekt. Og at denne afslutning ikke er en sådan, førend alt falder på plads. Svært er det, forekommer det mig, ikke at sammenligne med retssagen i filmversionen, der var en af filmens peaks, og der falder albummet slemt igennem. Den nerve der var i filmen, og som virkede så godt, er bare slet ikke til stede.

Nå, det lyder sikkert alt for mavesurt.

En anden og måske interessant vinkel på at jeg ikke er helt oppe at ringe med denne 3’er er, at Man og José Homs har illustreret i fællesskab. Jeg ved det jo ikke, men synes umiddelbart at den stringens der var i de første albums, og især i Pigen der legede med ilden, lidt er gået fløjten. Den realisme der prægede før, er kun delvist intakt. Enkelte karakterer ser simpelthen alt for bizarre ud, og Lisbeths storebror, der også præger forsiden af albummet, har spist voldsomt af alt hvad der er forbudt og ser helt grotesk forkert ud. Øv, for det er jo slet ikke nødvendigt.

Albummet er dialog på dialog, og gør, at det tager lidt tid at læse og fordybe sig. Enkelte steder bliver det for meget, og så er det forløsende de steder, hvor man følger fx Lisbeth iført fredag den 13. maske opsøge Teleborian. Det er gysende godt og man slipper for ord.

Samlet, for ikke at koge alt for meget suppe på dette kraftben, så vil Millennium I-III stå som et mesterværk og topkarakter. Men isoleret set er denne afslutning ikke helt på omdrejningshøjde.

Det har taget tid at finde tastaturet, og også at finde de rette ord. Hvorfor? Simpelthen nok fordi jeg blot er skuffet og har ventet på at forgængernes magi skulle indfinde sig.

Så punktummet skal sættes.

Jeg ville gerne give fire svenske krydser, eller det skulle måske snarere være stjerneblå krydser til dette franskspanske samarbejde, men det er nok mest fordi jeg har forgængerne på sinde. Så tre af i alt seks her til sidst.

Titel: Millennium 3 – Luftkastellet der blev sprængt
Forlag: Alvilda
Forfatter: Sylvain Runberg
Illustrationer: José Homs og Man
Format: 128 sider i farver, hardback, 32×24
Pris: 249,-
Isbn: 978-87-7105-951-9

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment