Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Manifest 2 - Forside web

Manifest # 2

Du kender dem i bybilledet. De der ser anderledes ud. Du betragter dem, mest på afstand og du sørger for at holde behørigt afstand, og tale med dem, gys, det gør du ikke.

Du kender dem fra medierne, og du har set mærkelige billeder og fotos. Du fascineres og væmmes på en og samme gang. De rører ved et eller andet inde i dig.

Alt det anderledes, det ikke vante, det du ser i glimt, og måske drømmer om. Det skæve, det absurd anderledes.

Sådan har jeg haft det i mange år. Jeg havde mine vaner og dem var jeg glad for og tryg ved. Intet skulle bringe mig ud på den tynde is. Jeg havde mine ænder, min belgiske reporter og ham der var hurtigere end sin egen skygge.

Sådan levede jeg et trist men også trygt tegneserieliv i mange år.

Det er ikke sådan længere. Nu favner jeg bredere og maler med større pensler. Måske er jeg bare blevet voksen.

Og foran mig ligger nu Manifest # 2. En spøjs lille anderledes sag, som jeg, for blot få år siden, ville have forbigået og læst endnu en omgang ænder eller smølfer. Ikke nu. Nu pirrer den mig, Manifest # 2 og spytter mig lige i ansigtet.

En lille sorthvid sag fra det århusianske forlag Æter. Forlaget med få år på bagen, med målsætninger om at de skæve udgivelser, de smalle udgivelser, også skal ud til masserne. Og at tegneserier ikke bare er et håndværk, men også kunst. Måske i særdeleshed kunst, snarere end håndværk. En prisværdig målsætning og et tiltag, der kun er godt at sige om.

26 sorthvide sider med forord på innersleevet af chefredaktør Kristian Tanghøj. Han inviterer fæller til at bidrage, og også dette er roser værd.

Nå, Manifest # 2 koster 25 kroner, og rummer i alt tre vidt forskellige historier. Angst af Jesper Bonde. Kalypsos sang af Sara Dommerby og endelig Skrig i mørket af pseudonymet Mikrobioo (antager jeg).

Jesper Bonde er pædagog og har tegnet hele livet. Dette er ikke mandens første udgivelse, han bidrog også i Manifest # 1. Angst, som måske snarere burde hedde ’frygt’, er sådan en lidt underlig beretning om en tilfangetaget ung kvinde, en jomfru, der slet ikke er, som hun umiddelbart giver sig ud for at være. På kun 10 sider møder vi tre personer. En herre med hvide buskede øjenbryn. Den unge jomfru, og en karakter, hvis ansigt er malet sort, skjult, anonymt.

Sidstnævnte skal undersøge kvinden, og videregive hende til førstnævnte. Uvist hvorfor, men man fornemmer, at hun muligvis skal anvendes til seksuelle formål. Men sådan ender det ikke. Kvinden bærer også en maske, og slår den sorte anonyme ihjel, men lader herren leve, thi han kan bruges. Igen er det lidt uklart, hvad hun helt præcist vil eller mener.

Kvinden er tegnet flot, rigtig flot. På side 7 transformeres hun fra en ung uskyldighed til et vredt hadefuldt vampyrlignende monster, og den anonyme sorte maske lider døden og mister knoppen.

De to øvrige karakterer er til gengæld mindre spændende. Ærgerligt og unødvendigt, når nu Jesper mestrer, at han kan. De ti sider ville have været markant mere spændende og indholdsrige, hvis de to maskuline karakterer havde fået mere, ja undskyld, karakter. Som de er skildret her, virker de uinteressante, og dermed fader også den samlede interesse. Hvad kvinden videre skal, og hvorfor, er man faktisk lidt ligeglad med.

Dialogen virker kluntet og karikeret. Og leger lidt med tanken om at Jesper burde have ladet personerne været ordløse. Taleboblerne og den forklarende tekst ”Frygten er malet på hans ansigt”, samt ”Deres våben har ingen virkning på mig”, er slet ikke nødvendige, og bidrager bestemt ikke til hverken forståelse, indsigt, gru eller andet. Ordene forstyrrer, og det er barskt sagt, når man som jeg, er fan af ord. Men sådan har jeg det, desværre.

Så altså – gode anslag, flot tegnet hovedperson, men karakterløse skurke og en unødvendig klodset dialog gør, at historien mister det absolut vigtigste, nemlig læseren. Øv.

Det andet indslag i Manifest, begået af Sara Dommerby, er lidt anderledes. Her er udgangspunktet mere eksistentielt, og teksten det bærende. Tegningerne er flotte blyantsstreger og især skikkelsen midt på side 11, Odysseus, er flot flot tegnet. Med kærlighed og omsorg tager nymfen Kalopsy sig af den skibbrudne, blot for at, da mennesket er flygtigt og rastløst, lade ham tage videre. En lille smuk næsten besjælet beretning. En lille, sikkert utilsigtet gimmick er, at hvis man holder side 15 i sin hånd, altså løfter siden, så kan man, på grund af lyset, se konturen af Odysseus skinne igennem. Er det bevidst, er det smukt. Er det tilfældigt, er det næsten guddommeligt.

En kort god fortælling med mange fortolkninger, ikke kun den gængse fra Homers Odysse, men også beretningen om to hjerter der mødes og skilles. Stregen lidt famlende og usikker, hvad der så til gengæld gør godt, der hvor Sara for alvor tegner flot. Kontrasterne mødes. Kalypsos sang er god, og det bedste i Manifest # 2.

Skrig i mørket er den længste fortælling, og umiddelbart den mest rodede. Vi befinder os i Irak i 2003, og følger primært to soldater på mission, der dog ender galt, da deres køretøj smadres af en vejsidebombe. Fire mand høj, men kun to overlever. Og som det går de 10 elefanter på tur, så mister den ene livet, Thomsen bliver fortæret af en sværm af edderkoppelignende tingester. Vores eneste overlevende søger tilflugt i en bunker, men også han mister livet til kryb eller hvad det nu er.

Skrig i mørket er den mest uhyggelige, men desværre også mest uinteressante fortælling. Det virker så inderligt ligegyldigt om vores overlevende slipper afsted med livet i behold. Der er ingen dybde i karakteren, og stregen virker langtfra stram. Alt for mange ruder gør, at der er et vist flow og hastighed i fortællingen, men man når aldrig at komme med, fordi det netop er så uinteressant. Splat alene gør ikke en god fortælling, desværre, og derfor fremstår ’Skrig i mørket’ bare inderligt ligegyldig.

Nå – det var hårde ord en mandag hvor det regner. Samlet set, og bedømt i lyset af de 25 kroner, som udgivelsen koster, og tanken bag, at talenter skal boltre sig frit, smalle udgivelser og den slags, så lander jeg på 1½ bloddråbe af i alt fem mulige.

Dels fordi jeg skønner tanken om talentpleje, og alle tre kunstnere KAN tegne, det er uomtvisteligt, dels fordi der er spredte halvgode anslag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det indslag jeg fandt bedst, er det mest fredelige, nemlig Sara Dommerbys Kalypsos sang. Måske er jeg bare ikke længere målgruppen for uhygge, gru og splat. Og dog – måske er splat, gys og gru i orden. Der skal bare strammes op i dialog og så skal der være en ramme for fortællingen, ikke bare en fiks ide.

Titel: Manifest # 2

Sidetal: 26

Format: Hæfte, sorthvid, A3-format

Udgiver: Forlaget Æter

Redaktør: Kristian Tanghøj

Pris: 25,-

Isbn-nr: 978-87-993568-9-8

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment