Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Mad_De_største_tegnere_01

MAD – De største tegnere 1: Don Martin

”Kig lige lidt i den her”, sagde jeg og skubbede MAD – de største tegnere 1: Don Martin, som forlaget Cobolts nye flotte serie rettelig hedder, over bordet og skyndte mig ovenpå for at lade vandet.

Der gik vel 3 eller 4 sekunder, så kunne jeg høre hendes latter. Hun er mit sandhedsvidne og lyver aldrig, forestiller aldrig og hendes latter buldrede op ovenpå og så vidste jeg, at hun havde med en stor mester at gøre.

Se, det vidste jeg i forvejen, for jeg havde nemlig læst og hygget mig undervejs med bogen, og så havde jeg jo endnu en fordel i kraft af min tegneserieopvækst. En viden og et kendskab hun ikke besidder. Hun er kun vokset op med ænderne fra Andeby og sporadisk lidt Hergé og lidt Morris og lidt Goscinny. Fine fine sager, javist, men sørme også sikre valg i opvæksten på Amager. Ikke noget med kant eller bastant politisk ukorrekthed, ikke noget med absurditeter og totalt pinlige setups.

Det var dét hun røg ind i mens jeg sad på dasset og det var dét, som fik de store lattermuskler i gang.

Det er en sublim udgivelse, som Cobolt har udgivet. Den koster 348,- bobs og er lidt af en moppedreng på 192 sider i farver, lækker og sigende forside i et flot og lækkert layout og når man holder bogen op sådan lidt skævt og lader lyset skinne på bogen, så hopper de herligste lydord ud og ind i knoppen på en.

Fliff florf, kashook, thubalup, thubalup og den slags…

192 sider med forord af al Feldstein, redaktør af det amerikanske MAD fra ’56 til ’84, inde i midten en spændende fortælling om livet hos MAD og hvorfor noget godt alligevel må ende, samt flere kollegers hyldest- og mindeord.

Og det er ekstramateriale som blot får bogen til at strutte endnu mere. Jeg bliver altid ekstra glad når forlag har gået de der ekstra meter og fyldt lidt på. Jeg føler, at jeg som forbruger kæles for. Jeg er vigtig. Der er nogen som har samme forhistorie som mig, eller mere, og de vil gerne dele ud. Det er kræs og løfter udgivelsen op. Jeg plejer at sammenligne det med at være på museum eller en køretur ud til en historisk seværdighed. Hvis jeg ved noget om det jer ser, eller at jeg lærer noget nyt, så bliver der tale om en helt anden dimension af oplevelse. Jeg ser det samme kunstværk som herren til højre for mig, men jeg ser længere og dybere ind.

Kan du følge mig?

Jeg foretrækker skæg for sig og snot for sig. Og eneste malurt i bægeret er, at disse ekstrasider ser jeg helst samlet og enten forrest eller bagerst. Det virker lidt forstyrrende og uvedkommende, at enkelte ekstrasider er inde i selve kernen. Her havde jeg hellere set, at man havde anbragt skidtet som fx man gør med Yoko Tsuno’erne.

Nå – lidt øf ændrer ikke på, at her har vi med guffeliguf at gøre.

Guf i den store softice der klart scorer himmelhøjt for både smag og udseende. Her er simpelthen en vaffel og en is der smager i sommervarmen.

Guf er guf, men selv uden dette ville jeg ikke tøve med at smide en 6’er afsted. Det er en mesters absurde aftryk og hvis man skal zoome ind på hvorfor Martin er til en 6’er og andre ikke nødvendigvis er, så handler det om to ting: Timing og galskab. Hvor det første vel nærmest er selvforklarende, så skal der ord på det sidste. Galskab. Altså en satans frækhed til at gå til stregen, pisse lidt på den og så ellers bare møve ind over den. Ingen grænser, ingen restriktioner, intet sikkerhedsnet. En slags stribernes stand up pioner, hvor intet er helligt.

Dave Allen, ireren som sad lørdag aften med sin sjus og gassede sig selv og sine. Lidt af den samme bolledej. Husk, at så er vi 45 år tilbage i tiden og dengang passede man mere på hinanden, og især holdt man på formerne.

Og det var formerne og grænserne som MAD rykkede ved. Et slags tegneserieungdomsoprør kan man vel sige.

Det er sjovt fordi det er uventet. Fordi det er groft, over grænsen, satirisk og med bid. Jeg er ret sikker på, at der i hver eneste veltimede pointe er en stor pegende finger ud til dig og mig og os alle. Men selvfølgelig mest af alt fordi skidtet bare næsten altid er så herligt uventet. Et godt eksempel finder du på side 168. ’Brand på museet’ er titlen og 2 brandfolk er i færd med at bjerge uerstattelige skatte fra museet. En fin vase, en buste og så… en dims! Hvad er det, udbryder den ene og vups – han oversprøjtes med vand.

Er det ’falden på halen-humor’? Er det at glide lidt i bananen. Nej. Langtfra. Og forskellen på bananen og Don Martin er jo netop, at vi VED, at bananen er der, hvorimod Don Martin i den grad overrasker os. Det er sublim og overraskende timing og helt helt unikt.

Når vi har gæster og de kigger på biblioteket ovenpå, så hænder det jo jeg bliver spurgt om der er nogle tegneserier, som betyder mere end andre. Ja, lyder mit svare. Flere endda. Og så viser jeg Radiserne og ænderne frem, måske lidt Peter Madsen og et par andre, men lur mig, om jeg ikke også fremover vil nappe Cobolts nye serie frem. Det tror jeg. Jeg voksede op med skidtet. Jeg er, hvis jeg tager helikopterbrillerne på, blevet en skæv karakter med en humor og en udadvendthed som går lige til grænsen.

Den MÅ jo stamme et eller andet sted fra. Jeg tror nu, at jeg ved hvor.

 

Titel: MAD – de største tegnere 1: Don Martin

Skrevet og tegnet af Don Martin

Oversættelse: Carsten Søndergaard

Forlag: Cobolt

Format: 192 sider i farver, hardback med lækkert omslag, 22.5 x 29.5

Pris: 348,-

Isbn: 978-87-705-662-1

Bogen ER udkommet

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment