Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
9788791611575_large-227x330

Livet er en fucking fest

Folk der hader tegneserier, og de findes altså, har kronede dage. Det vrimler med sære udgivelser der bare ikke vil, eller kan proppes ind i de faste rammer for hvad en tegneserie er. Gå du blot hen til den lokale tegneseriepusher og betragt udvalget. Javist, der er da alle de almindelige album og tusind tak for det, men derudover er der et virvar af mystiske sager. Formatet kan være helt skævt og hvad pokker er nu det? Albummet passer ikke ind i reolen. Ryggen kan se helt anderledes ud og glem alt om det gyldne snit, Fibonacci og den slags. Med disse anderledes udgivelser rykkes og rodes der med vores vante forestillinger, og det er guf for hadefulde traditionalister og folk der ikke ynder at der pilles ved deres gamle jul. For dem kan universet dreje af helvede til, rundt og rundt og rundt i en uendelighed, men pil for pokker ikke ved min opfattelse af hvad en tegneserie er. For så får du slag.

Så er der de andre. Dem der har vundet over stædigheden og ikke er bange for at spise på hverken Nemo eller Noma, og formår at få en oplevelse ud af begge. Til dem bringer Forlaget Forlæns en voluminøs udgave, samfulde 360 sider i farver fyldt med en pokkers masse underlige sager. Noget virker og virker godt. Andet er bare dybt besynderligt og fordrer nok en større spændvidde end jeg sådan umiddelbart kan mønstre.

Nå, handlingen er denne:

Livet-er-en-fucking-fest-læseprøve-presse-web_Page_11Eller rettere, der er ikke nogen reel fremadrettet handling der følger et gængs mønster. Det er nedslag i Meggs liv. Hun er en spøjs type, grim som arvesynden, stofafhængig og har det med at være ret træt af tilværelsen og livet sådan generelt. Hun har en kat, Mogg og tilsammen har de en ven, en ugle ved navn Ugle. Og på de mange sider møder vi dem i det som forfatteren Simon Hanselmann har valgt at kalde scener. Små pudseløjerlige nedslag hvor dialogen er i højsædet. Helt deroppe fordi der rigtigt ofte er sjove indfald, sjove svar og overraskende svar.

Egentlig ret paradoksalt da rammen ellers ikke er morsom.

Eller er tænkt morsom, men måske netop i kontrasten ses smilene.

Jeg er ikke nogen sart plante, og min indre grænseløse teenager stikker da også af med mig fra tid til anden. Men jeg bliver skam pikeret på den gode måde i albummet. Her dyrker Megg det for Dansk Folkeparti så forbistrede dyresex. Ja, eller også er det omvendt. I en af de allerførste scener, sukkerpose, slikker Mogg sin ejer i mange timer. Og jo, røvslik og den slags er Simon heller ikke for bange at iscenesætte. Og tak for det. Jeg bliver sgu så glad når jeg overraskes, og det bliver jeg til fulde i dette album. Også forarget og lettere provokeret, så alt i alt er det en ret fed cocktail der rystes sammen og smides durk i vores ansigter.

Vi er på bunden, og dernede er der skam mange interessante ting. Det er forbistret hårdt at være nede, og jeg tilhører de mange der vender blikket bort når tiggerne og hjemløse beder om mønt.

Så Simons ord og billeder rammer lige midt i det bløde område. Der hvor skallen omkring er hårdest. Livet er nemlig ikke en fucking fest. Sikkert for enkelte, men ikke for Megg eller de øvrige karikaturer i den ret omfangsrige bog. Og heller ikke for alle de andre stakler som livet ikke altid har behandlet nænsomt.

Billederne. Hvad pokker skal man mene? Det er ind imellem så forpulet grimt og amatøragtigt, at man næppe tror sine øjne. Men så igen, i de desværre alt for få store flader, er der lag af delikat smukhed, struktur, stjernehimmel, og man får det indtryk, at grimheden er yderst bevidst. At det bevidst grimme er med til at understrege bunden. Måske. Og jeg kan ikke ubetinget lide det.

Samtidig er det lidt svært at holde af figurerne i bogen. Man har lyst til at ruske dem, og ruske i dem. Så de får etableret et normalt liv med normale gøremål og den slags. For hvad skal vi ellers stille op med dem, alle de der utilpassede skæve banditter. De ER jo også en del af vores verdensbillede, og vi kan jo ikke bare lukke øjnene, tænde for HBO eller Netflix og eskapistisk drømme os væk. For i nat og i morgen med er der derude, uglerne, kattene, heksene. Og de forsvinder ikke.

Livet-er-en-fucking-fest-læseprøve-presse-web_Page_12Dialogen er ferm. Der skydes med ord, dog med en afmålthed så man ikke altid er klar over om det er en ros eller et angreb. For sådan er det at være nede. Sådan er det at være uden håb. Man er altid parat til hug, for det er dét, man kender bedst og mest til.

Subkulturer og subeksistenser. Grimhed, Bizarre relationer og så næsten konsekvent holdt i stramme rammer, 12 ruder hver side med enkelte undtagelser. 12 ruder kastes lige i øjnene på os læsere, næsten uden dybde. Som et fucking mugshot. Et barsk nedslag og vi kigger lystent med, og lukker bogen med et smæld når det bliver for meget.

Denne tegneserie er fantastisk. Den stritter ikke. Den er bare grim. Men dragende. Ordene er som et omvendt sort hul. De forsvinder ikke. De ætser sig og går i et med de grimme billeder. Og sådan cirka midtvejs indtræder apokalypsen og Meggs depression fjerner farverne. Et grafisk fint lille virkemiddel der bestyrkes af en allerhelvedes masse helt absurde situationer, og alle os der har stiftet bekendtskab med livets skygger kan gyse med. På vej ned går det stærk. Kun de stærke og dem med de bedste venner kommer tilbage. Egentlig uhyggeligt at tænke på, for man skal være uhyggelig ressourcestærk for at overleve. Familien er vigtig. Venner er vigtige. Netværk er vigtigt.

Nå, alle ordene synes ekstremt negative og det gør ikke helt albummet ære og ærlighed. For gu’ er det sjovt. Sjovt på den der satans nederen måde, hvor man kan sidde med kaffen i hånden og kigge ud på den sortklædte hjemløse Hus Forbi sælger, eller den grimme muslimske kvinde uden tænder i munden og bare more sig over noget der skete på arbejdet, eller den tv-serie man nu lige er startet på. Alt imens man bare er røvligeglad.

Jaja. Det er sikkert også let at poppe alle mulige pang-ord på en stor trist men sjov udgivelse. Men når jeg fremover skal svare for de 4 hjerter, for det er der omkring at karakteren ligger, så vil jeg svare på denne måde:

I denne uge har jeg læst om cowboys, om teenagere, om dødsfald og et par helt almindelige album. Og jeg kan næsten ikke huske noget som helst om dem. Men Livet er en fucking fest sidder underligt nok lige i hjertet. Som en befængt kanyle.

Megg, Mogg og uglen Ugle begyndte som en tegneserie på Tumbl, som jeg antager er en slags amerikansk pendant til Ondskabens Flydende Vatikan, eller andre undergrundslegepladser. Og de særlige typer er blevet et hit og fløjet videre til flere europæiske lande, Tyskland, Italien, Frankrig, Spanien og nu altså også vores hjemlige andedam. Slet ikke tosset.

Og du – både i 2013 og 2014 er Simon Hanselmann nomineret til den prestigefyldte amerikanske Ignatz Award. Hvadbehager?

Livet er en fucking fest

Forfatter og illustrator: Simon Hanselmann

Forlag: Forlæns

Format: Indbundet ’telefonbogsize’, 360 sider i farver

Pris: 299,-

Isbn: 978-87-91611-57-5

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment