Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Lille-fugl-forside-t

Lille fugl

I det år jeg blev født, 1965, lavede briten Alfred Hitchcock en særdeles uhyggelig film til tv. Jeg så den engang i 70’erne, og hold da kæft hvor var jeg bange.

Titlen er An unlocked window og jeg husker især den der klaustrofobiske stemning der herskede i de sorthvide billeder, og den panik der langsomt tiltog i styrke, da det går op for vores hovedrolle, at hun bliver mere og mere alene i det mørke hus.

imagesAG1XEKF0 imagesWUWW7A61images698VGQXA

Der var scener der fulgte og forfulgte mig i adskillige barneår, og det er selvfølgelig mindre smart. Intet er dog så skidt, at det ikke også er godt for noget, lyder en talemåde, og jeg tror, at jeg netop med dét gys forelskede mig i genren. Den dag i dag er jeg stadig til det nervepirrende, til frygten, intensiteten og især alle de forskellige former for anslag op til de forskellige peaks der måtte være i film eller bøger. Jeg har kun lidt til overs for ramasjang og action, bulder og brag. Jeg vil langt hellere have stilhed, mørke, dystre vinkler og alt det man ikke ser, men kun hører eller fornemmer.

Så Cobolts Lille fugl er lige noget for mig. I den grad.

Lille fugl er en herlig hardback med en yderst simpel handling, et sparsomt persongalleri, få replikker og med en åben slutning. Alt sammen holdt i mørke tunge farver i en ganske overskueligt ramme. Et par soveværelser, et par lange gange, trapper op og trapper ned, og så ellers næsten ikke mere.

Det lyder måske ikke af meget, men det er det. Det er allerhelvedes meget, og det er forrygende godt.

Handlingen er denne:

Lille fugl passer sin sengeliggende mor. Hun ligger apatisk og syg i et hus, totalt afsondret for omverdenen, med skodder og brædder for vinduerne. Intet kan komme ind, og det er svært at komme ud. Der sjokker han rundt, den lille fugl, en sølle eksistens, og har ikke så hulens meget at gå op i udover at pleje og traktere og gøre rent. En edderkop har bygget rede oven på et af de mange malerier der pryder væggene i de lange gange, og ud over moren og de talrige afbildede familiemedlemmer, er den lille ottebenede vores fuglevens eneste selskab.

En dag drister vores fjedrede ven sig til at spørge moren, om hvorfor der er brædder for vinduerne. Hun svarer, at verden udenfor er fyldt med onde fugle, som vil hakke øjnene ud på små fugle og deres mødre. Det er ond snak til en lille fugl, der frygtsomt og plaget hyldes endnu mere ind i angsten for det ukendte.

Og en dag banker det så på døren…

Åh mand, det er en dejlig udgivelse. Det er en kompakt stemningsmættet thriller pakket ind som en graphic novel. Den rummer lag af paranoia, moderbindinger, fortætninger, symbolik og et gysende indblik i hvorledes en virkelighed kan se ud fra de mindstes perspektiv. Intet pakkes ud, og de lange mørke gange, de monstrøse familiemedlemmers dystre tavshed på væggene, morens ubevægelighed er en Hithcock værdig.

Gys er en sjov størrelse. Den kan gro eller kan komme som lyn fra en klar himmel. Gysets mester fra min opvækst vidste og kendte til gysets virkemidler. Jeg husker især en udsendelse, hvor han fortalte om hvordan man, med få enkelte klip, kunne tilføje sekvenser så intensiteten steg. Nogen gang skulle man klæde folk på, andre gange ikke, og så der, midt i mellem, skulle antydningens kunst være. Det virker som om at brødrene Jaako og Lauri Ahonen har nærstuderet dette, og mestrer det til fulde. Vi taler næsten ren pantomime sammen med en billedside fyldt med grusomme drillende antydninger.

imagesAG1XEKF0

Og igen – vi får næsten intet forærende. Less is more. Og det er jo her, via vores egen forestillingsevne og erfaring, at fantasien går i gang. Det mest uhyggelige foregår bag de lukkede øjne, fremsagde en lattermild Lars von Trier, da tv-serien Riget rullede over de danske skærme torsdage aftener i halvfemserne. Ja, og den lille forskræmte fugls indre dæmoner vokser og vokser, alt imens det ildevarslende gror sig større og større.

Så altså, en edderkop, en fugl, en mor og en grusom verden udenfor og en endnu mere dyster verden oppe i knolden på vores lille ven med næbet. Ikke mere. Men nok. Klart nok.

Billedsiden er uovertruffen, og selvom det er et voldsomt stort ord, så kan det forsvares. For for pokker hvor er det visuelt godt. Der er en tyngde i hvert strøg, en fortættet stemning og herligt ofte er det mest uhyggelig nemlig den sengeliggende mor. Hun styrer Lille fugl og det i en så grotesk måde, at jeg spår, at visse sekvenser i denne bog, når mor er sulten og skal forsynes, bliver kanon på vores skoler og gymnasier. Det er så fermt, så godt, så intenst og så blæret.

images8K9MLKVQ

Brødrene Ahonen har fået roser for dette album, og det forstår jeg. De blev belønnet med Finlandia-prisen for årets bedste tegneserie 2013, og i Italien blev albummet kåret som årets bedste tegneserie året efter, ligesom den i Amerika er nomineret til Eisnerprisen 2015 som bedste oversatte tegneserie og bedste malede tegneserie.

Godt så. Lille fugl er et mesterværk og får topkarakter. Seks. Indiskutabelt. Der er tale om 128 sider i farver, se selv nedenfor og så står den kun i 198,-. For pokker da.

Titel: Lille fugl
Forfatter og illustrator: Jaako og Lauri Ahonen
Forlag: Cobolt
Format: 128 sider i farver, indbundet.
Pris: 198,-
Isbn: 978-87-7085-6096
Bogen ER udkommet.
images7Z94UFIH

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment