Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
kviks_brudefaerd

Kviks brudefærd

Det er sjovt med lykkeposer. De giver forventninger og håb, og man er spændt på indholdet og kan ikke lade være med at være en kende håbefuld. Tænk nu hvis…

Også selvom man så ofte er blevet skuffet og ærgerlig bagefter. Var det virkelig det hele? En pose fyldt med luft og gamle bagateller.

Kviks brudefærd er et ekstraordinært eventyr med Splint og Co. Skrevet og tegnet af belgieren Benoit Feroumont, og det er der kommet rigtig meget god spas ud af. Ikke dårligt og så er det endda første gang vi oplever Feroumont på dansk. Der må gerne komme mere.

Umiddelbart er jeg stor tilhænger af de der ekstraordinære eventyr. Jeg elsker når der rokkes lidt ved det vante, og der er næppe nogen større platform for udvikling, end når kunsten rykker rundt med det vante. Man kan irriteres eller glædes. Man kan tænkte hvad som helst og ønske kunstneren hen hvor peberet gror, og man kan knuselske projektet fra side et. Alt er muligt.

Det første der slog mig, da jeg læste om Kvik og hans brudefærd, var at jeg var tilbage i 70’erlandet. Dengang da jeg for første gang så Den lyserøde panter og jeg kunne næsten høre titelmelodien, og se den altid hylemorsomme indledning hvor Inspektor Closeau får så den bløde hat passer. Kørt over. Sprængt i stykker. Ramt af tunge klaverer. Den slags.

Det slog mig fordi farverne ramte mig lige i synet. Både coveret, den lækre inderside af albummet og så selve albummets farvelægning. Ha. Pink Panther. Selvfølgelig undtaget den ret spændende prolog der er holdt i hvidt, sort og gråt. Resten er lille, lyserødt, lyseblåt, lysebrunt og alt sammen pakket ned i en række kendte figurer, som så alligevel er helt anderledes. De har alle fået barberet et par år af livet, tænker jeg. Det sammen med de ferske farver giver nemlig et friskt pust, et let pust og albummets fortællemæssige flow er så også derefter. Det går derudaf…

Kvik har nemlig en nyhed. Han skal giftes (Run, Forrest, run!) og har dermed ikke tid til at trippe rundt og løse mysterier og den slags. Kærlighed er en alvorlig sindslidelse. Citatet stammer vistnok fra Platon og passer på en prik på Kvik. Det er en ren fornøjelse at læse, og genkende, alle de tosserier han begår i kærlighedens navn. Den der lukket sig inde i sin egen kærlighedsboble og ikke registrere noget som helst omkring sig, den kender man.

Men albummet handler ikke om Kvik. Han er fanget af kærlighedens lænker. Næ, Splint er albummets hovedperson, for når Kvik er som han er, må andre tage over, og så kommer Myg ind i billedet. Hun er insisterende og ihærdig, og snart er hun og Splint ikke bare makkerpar, men sørme også bofæller. Hurtigt går det, og ikke engang for hurtigt. De snakker sammen, laver mad sammen og hygger sig sammen. To moderne mennesker selvom Splint forsøger at holde fast på gamle idealer, kvinder først og den slags. De optages hurtigt af en sag om en forsvunden halskæde. En halskæde der ikke bare er en halskæde, men som sat sammen af i alt tre stykker smykker rummer store kræfter. Som så i sidste ende får en fatal betydning for en af albummets mange spøjse kvinder, moren til Kviks udkårne.

Lyder det kedeligt? Det gør det måske, men sådan er det bare ikke. Det er et ret sjovt album fyldt med fart og gags. Især fordi de der satans kvinder fylder så meget og får vores to mænd til at reagere i stedet for at agere. Præcis som i den virkelige verden, kunne jeg bittert tilføje. Og det er nemlig topsjovt.

Sjovt fordi de der mange duller i albummet er genkendelige på deres mest trælse måde. De kommenterer ens livsstil, ens tøj, ens indretning, ens udseende alt imens de er voldsomt optagede af deres eget. Træls og trættende in real life, men ganske fornøjeligt sat i ruder og rammer.

Nu nævnte jeg Den lyserøde panter tidligere. Kig og nyd flugtscenen og siderne omkring, fra side 34 og cirka 10 sider frem. Det er da herligt. Fart og feltet med en masse humor. Splint kan ikke følge med en gravid kvinde, og topskørt og sjovt bliver det, da ordensmagten også blander sig. En kolerisk kvindelig politibetjent som også skider stort på alle gængse rammer.

”Hvad rager det mig”, råber hun, da Splint fortæller hende, at hun må bane vejen til hospitalet, så at den gravide kvinde kan nedkomme. Og fyrer et par skud af.

Alt ender godt, dog ikke for Kvik som bliver ramt at den største sorg i verden. Hjertet går i stykker. Det åbner så for Myg og Splint som en foretagsom duo, for vores gamle ven, Greven af Champignac, har et problem…

Og det åbner for endnu et ekstraordinært eventyr. Det er ikke så ringe.

Albummet er en fornøjelse at læse, og de skrappe farver vænner man sig til. Historien er let og fejende fortalt. Man keder sig ikke og sine steder er man topunderholdt. Jeg kluklo flere gange, og jeg er ellers en sur stodder. Det er faktisk ganske rart at Kvik hænger lidt i bremsen. Det åbner nemlig for dynamikken i Myg og Splint og der er en herlig uforpligtende hastighed i albummet. Og de steder hvor der ikke er, er også læseværdige. Skænderier mellem Kvik og Splint, og især de onde sider hvor Splint mundhugges med sin mor. Sjovt og tankevækkende. Og genkendeligt sine steder.

Så ja – det er et godt album. Hardback, farver, og 68 gode sider med en rigtig sjov historie. 5 stjerner. Kviks brudefærd er en godt fyldt lykkepose, og er fyldt med charme.

 

Titel: Kviks brudefærd

Tegnet og skrevet af: Benoit Feroumont

Oversat af: Ole Steen Hansen

Forlag: Cobolt

Format: Hardback, 68 sider i farver

Pris: 218,-

Isbn: 978-87-7085-637-9

Bogen ER udkommet.

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment