Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
001

Jan Lööfs serier – Bind tre

Hvis man i disse dage bestiller et Happy Meal hos MacDonalds, så følger der en bog med, en lille sag med titlen Pelle hjælper en ridder. Ud over bogen er der boksen med æbler, pommes friter, sodavand og søde æbler. Ungerne vil vist hellere have legetøj, så jeg sørger altid for at nappe bogen, og stiller den pænt i reolen i stuen, der hvor tegneserierne er. I denne efterårsferie er der ekstra grund til at nappe bogen med, for det er svenskeren Jan Lööf, der er forfatter og illustrator.

En af de vildeste børnebøger, jeg nogen sinde har læst for mine tøser, er ’Historien om det røde æble’. En skæv eftermiddag og en total crazy kædereaktion går i gang, blot på grund af et sølle æble. Manden bag er naturligvis Jan Lööf.

002

Nærmere præsentation sikkert unødvendig, men så alligevel for Prins Knud og andre. Jan Lööf er svensk kunstner, forfatter, tegner, jazzmusiker og sikkert meget mere. Siden sidst i 60’erne har han været et verdensnavn, især fordi Felix bare blev så banebrydende for mandens karriere. En særdeles produktiv herre med et væld af udgivelser, ikke bare i hjemlandet Sverige, men globalt.

Der er et væld af ekstramateriale i de to foregående store værker om Jan Lööf, og sørme også i den sidste, 3’eren. Det er sådan noget guf der gør, at samlere og læsere, som måske har alt Felix i forvejen, også napper de to foregående samt denne.

003

Nå, til at begynde med, så kigger jeg ’bare’ på bogen. Den er nemlig rigtig lækker. En tung sag i en kraftig indbinding, solid ryg med to sådan umiddelbart kedelige sider, forsiden og bagsiden. Bedømt på dem alene ville jeg nok næppe være synderligt interesseret. Omvendt, så kender jeg jo Felix, og Historien om det røde æble og Pelle hjælper en ridder. Så jeg ville nok genkende Jan Lööfs stil, og så i hvert fald være nysgerrig nok til at zoome ind på bogen. Når man så åbner bogen, er der allerede kræs og guf. En masse billeder rammer nemlig øjet. Nemlig et stort udpluk af de vidt forskellige karakterer, som Lööf har anvendt, siden de første bøger ramte forhandlerne for snart 50 år siden. Man bemærker, at der især er en masse dyr, der ofte er klædt ud i mennesketøj eller er beskæftiget med mennesketing, hunde der kører bil, mus der flyver, en gorilla der spiller på et miniklaver osv. Et herligt sammensurium, for os der genkender lortet, og godt for nye læsere, hvis nysgerrighed pirres. Så åbnes der for godteposen, og man får den ene lækre visuelle karamel efter den hinanden, alt imens Jan L. beretter om de forskellige tegninger. Man hører om hvordan han har været med til at lave T-shirts. Man hører om hvordan han blev vægmaler for det flyvevåbnet, og hvordan han, efter kritik, tegner flere kvinder ind. Man hører om hvor svært det er at finde på historier, og om de forskellige karakterer bliver til. En særlig inspirationskilde har været vigtig, den arabiske eventyrsamling ’Tusind og én nat’. Jan Lööf læste bogen som dreng og fandt ikke de ellers så talrige både direkte og indirekte seksuelle hints, der er i fortællingerne. Til gengæld fandt han ordet ’Baghdad’, og det fik fantasien i gang.

004

Jeg standser lige her, for det er præcis en af de helt store positive nedslag i Jan Lööfs forfatterskab. Hans fortællinger er næsten magiske og bestemt eventyrlige, og de mange spøjse illustrationer åbner børns evne til at fantasere med. En kæmpemæssig gorilla med en hemmelig lem på ryggen, hvor man kan gemme sig. Huler i træernes toppe. Tidsmaskiner, sørøverskibe og den slags. Jeg er en voksen dreng, og vover det ene øje med denne påstand: Jan L. henvender sig mere til mig og mine, end til tøser. Og det er sgu godt. Mine piger har ikke været synderligt interesseret i at læse mine Felixalbum, ærligt sagt. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at de ikke er farvelagte, og at mine piger er for dovne til at læse i sorthvid. Det kan også skyldes, at de simpelthen ikke helt kan lide tegningerne, for jeg nægter at tro, at det er selve fortællingerne, de er imod. Nå, det var et sidespring.

005

Tilbage til bogen, og en lille sjov finurlighed. På side 40 og 41, er der en fortælling, som JL havde glemt alt om. Den handler om to knægte, som gerne vil være med i en tegneserie. Det kommer de så. Det er sådan en lille perle, som man jo ikke får med, hvis man bare nøjedes med kun at nappe albummene. Den har i øvrigt heller aldrig været offentliggjort på dansk.

Og så kommer så selve nerven, Felix-historierne. Dem er der tre af. Felix i Afrika. Felix og meteoren samt Felix og Cecilia. Den sidste kan jeg rigtig godt lide. 15 sider naivistisk ramasjang med en totalt langt ude historie, fyldt med gys og gru. Mine tøser, især de to yngste, synes den er uhyggelig, og at det er synd for Cecilia, at hun skal gå så grusomt meget igennem.

006

De henvender sig nok mest til barnlige sjæle, historierne, og er fantastiske i den forstand, at alt netop kan ske. Det er ikke et særsyn at se noget særligt. Man kommer ind i Jan Lööfs kringlede eventyrhjerne, og accepterer fuldt ud, at en elefant er blevet syg, og anbringes på et leje der løftes op, og at narkosen kommer direkte op via snablen. Man accepterer også, at rumvæsener kan tale, og at menneskene kan kommunikere med dem. Man accepterer også, at man kan fange en stor afrikansk elefant ved hjælp af en sugekop. Det er simpelt, ofte sjovt, og endnu oftere slet og ret spændende. Man standser ikke op og bliver irriteret, når logikken hænger i bremsen, nej, men forsætter blot, og det er for mig det helt unikke ved fortællingerne. Der er en fantasifuld og ukonventionel fremdrift i historierne. Man misbruger ikke tid eller rammer på at være en Rasmus Forklarerøv, men kører bare derudaf i et hæsblæsende tempo. Det virker, og for os der har børn, har det ekstremt mange ekstra lag. Det fantasifulde, det spændende, det realistiske og nok især det urealistiske. Forholdet mellem børn og voksne. Mødet med ondskaben. Skal man være god imod andre og skal man hjælpe andre. You know, i den dur. På en simpel og uprætentiøs måde danner tegneserierne ramme for et helt særligt nærvær. Nemlig fordi Jan Lööf bare er så forbistret god til at fortælle og illustrere for børn. Det virker så originalt, så ligetil og så ægte.

Bogen koster knapper, ja, 398,- kroner, og skal man eje alle Cobolts tre store Jan Löof’er, så koster det boksen. Men som jeg skrev og mente forleden med Smølferne, så gælder det samme for disse tre. A must buy. Simpelthen.

Felixhistorierne i bind III, de ovenfor nævnte, blev først offentliggjort i dagbladet Politiken i starten af 70’erne. Og kom som album et par år senere fra forlaget Carlsen.

Samlet vurdering – et herligt nostalgisk trip tilbage til ens barndom, fyldt med grin og bogen er især velegnet til fædre med børn, og som selv har deres indre barn inde under huden. Et flot hardback, lækkert design og med 50 siders ekstramateriale, foruden tre klassiske sorthvide topspændende historier, er dette værk ikke til at komme udenom, prisen taget i betragtning. Fem rejser med tidsmaskinen ud af fem mulige.

 

Titel: Jan Lööfs serier – Bind tre

Format: Hardback, 208 sider i farver

Oversættelse: Jens Peder Agger, og for Felixhistoriernes vedkommende Ida E. Hammerich

Forlag: Forlaget Cobolt

Redaktør: Carsten Søndergaard

Udgivelsesdato: Er udkommet

Pris: 398,-

Isbn.nr: 978-87-7085-567-9

 

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment