Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Julius_Chancer_3

Jagten på Regnbueorkideen I-III

De ser mægtige ud, betagende nærmest og man får klart lyst til at nappe dem, som de står der på reolen og ser ud. Der er tre i serien og forfatteren er britisk. Ja, det er Julius Chancers eventyr af Garen Ewing og lad mig hoppe ud i det med det samme.

Jeg er nemlig ret begejstret og det på trods af enkelte modhager. Lad mig, upædagogisk, begynde med dem.

Jeg er nemlig til udpenslet vold og ondskab. Jeg kan lide at onde handlinger vises i al sin satans ondskab. Det er bag de lukkede øjne, at det virkeligt uhyggelige sker, har filmskaberen og mesteren Lars von Trier udtalt, og det før han rodede sig gevaldigt ud i Hitlersnavs og blev persona non grata. Og ja – det kan jeg da sagtens følge.

Det virker bare ikke for mig. Jeg er så simpel, at jeg langt hellere vil se smerten og høre de forpinte skrig end spises af med antydningens forfinede kunst, uagtet at den skam også har hjerterum hos mig. Jeg kan bare bedre lide blodsprøjtet i fjæset og kniven i bugen. Derfor er jeg lidt loren over at alle tre album er så…

Så pæne, faktisk. For med en mere realistisk streg og det at turde udpensle kunne have højnet min (egoistiske) opfattelse.

Vi taler ligne claire og en målgruppe der er yngre end jeg.

Malurt i bægeret er der også når jeg kigger på persongalleriet. Det er en kende for omfattende, og jeg mister let både overblik og orientering. Så hvis der kunne luges lidt ud hist og pist, så skulle I ikke høre for det.

For omfattende? Nej, hør nu. Jo. Sgu. Eller også er det fordi de enkelte karakterer ikke tilstrækkeligt har… øh karakter og særpræg. Måske.

Når så alt dette er sagt, så er der kun ros tilbage.

Det er et ramasjang af en fortælling. Helt i de go’e gamle eventyrs ånd og hvis du kan huske 4-forestillingen og den iscenesættelse som de fik, så har du en ide om selve Jagten på Regnbueorkideens grundidé. Der er nemlig lagt gevaldigt op til at fortælle og selvom det kan synes vel snirklet og sløvt, så kommer den unge Julius godt ud over stepperne og møder venner og frænder, farer og glæder i sin jagt efter (myten om) regnbueorkideen.

Tintin, Blake & Mortimer pusler i min underbevidsthed, og selvom det nok er søgt, så synes jeg, at man kan genkende både miljøer og enkelte handlinger fra især de bedste Tintin’er. Fred med det, for det er helt ok at planke og lade sig inspirere. Hvem gør ikke det, spørger jeg?

Det hele er spændende og så alligevel en kende slapt. For selvfølgelig tages der hensyn til både målgruppen og seriens bærende og sandsynligvis langtlevende hovedperson, Julius. Ham kunne jeg også godt spidde lidt. Han er også for pæn og for nydelig.

Men det samme kunne man jo hævde om Tintin men forskellene er dog markante. I Tintin’erne var der en anderledes timing og en humor, som i den grad er fraværende i disse tre album. Ja ja, der prøves da, men det hele fiser over mit hoved. Der mangler altså en Kaptajn Haddock!

Nu skrev jeg kort om spændingen og var lidt for krasbørstig. For barberer jeg en del af mine år, så kan jeg sagtens se albummenes fylde hvad spænding og drama angår. Især i sidste album.

Så er der jo ekstramaterialet og det er lækkerbisken på lækkerbisken. Der kommes godt rundt i krogene uden at det hverken bliver for meget eller det modsatte. Der er intet i etteren, men det kompenseres der herligt for i 2’eren og 3’eren. Guf for tosser som mig.

Samlet ender hele udgivelsen på 4 unge hjerter. Garen Ewing har uomtvistelig talent og har allerede fået reolerne og væggene prydet med priser, diplomer, anerkendelser mm.  for både det ene og det andet. Velfortjent.

Men Jagten er lidt for tam for en gammel sur nisse som mig, men rummer dog tilstrækkelig med både spænding, et fornuftigt fremadrettet plot og tilmed go’e go’e illustrationer i vaskeægte ligne clairestil. Og det er ikke så ringe, vel. Selv for en surmule på en mandag.

 

Titel: Jagten på Regnbueorkideen bind I-III

Format: Hardback, 48 sider i farver + ekstramateriale og en flot illlustreret innersleeve

Plot og illustrationer: Garen Ewing

Forlag: Tellerup

Pris: 149,95

Isbn: 978-87-588-1883-2

 

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment