Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
I_dag_har_jeg_gode_ben

I dag har jeg gode ben

Når jeg ikke er til stede. Elsker den titel. Elsker den bog, for den ramte mig lige midt i mit sårbare hjerte. Jeg elskede farvevalget, det rolige fortælletempo og at Lars tog sig tid til ikke at skynde sig. Det er en af mine absolutte favoritter, og jeg vender ofte tilbage til den. Jeg ved ikke, men der er noget Thomas Winding ro i den, synes jeg.

 

Ja – indledningen for at fortælle, at jeg sidder med Cobolt og Lars Hornemans nye udgivelse. Titlen læner sig op af Når jeg ikke er til stede, og jeg vil prøve at skrive denne anmeldelse ud fra kun en enkelt gennemlæsning.

 

I dag har jeg gode ben, hedder den og på innersleevet står der, at et er en tegnet undersøgelse af relationen mellem fantasi og virkelighed, mellem begær og begrænsninger. Det kan man så fundere lidt over, og størrelserne er så tilpas åbne, at man kan lægge hvad som helst i det.

 

Det åbner også for en nysgerrighed, og det var også med både forventning og ærefrygt, at jeg gik i gang med den gule bog.

 

Lars og jeg kan lide cykelløb. Både konkret, og jeg antager, at han også har cyklet i det franske. Nydt de stejle stigninger, nedkørslerne, den blide varme vind, hjulene snurren, kroppens hældning i svingene, naturen, pauserne, sveden på panden.

 

Cykelløbet er også en metafor for livet. Populært går tingene jo op og ned, og engang imellem flyver man og alting lykkedes, andre gange er man i kulkælderen og har ramt muren. Lars bruger fine afdæmpede billeder, og de virker både konkret og i sin overførte betydning.

 

Der er noget trist og ensomt i bogen, præcis som i mesterværker, som jeg indledte anmeldelsen med. Jeg har mødt Lars et par gange og bag fuldskægget, det moderigtige strøg over påklædningen og brillerne, så kan jeg se lige durk ind i mandens hjerte. Han er søgende, rummer tung bagage, og det slår mig, at i begge bøger er der både lidenskab og savn. Højder og fald.

 

Elskov og afbrydelser. Frem og tilbage, og hovedpersonens flugt i vandet til sidst, er også et billede på den der dumme mur, bjerget, som rammer. Rammer cykelrytteren og dig og mig. Livet giver knubs, og det er især dét, som Lars i begge bøger formidler så godt.

 

Tempoet er roligt, lixen lav og tegningerne fortæller, når ordene ikke gør. Farvevalget er jeg ikke helt så glad for. Jeg bryder mig generelt ikke om hvid, og samspillet mellem gul og hvid gør ondt i øjnene. På nær de midterste sider er hvid en gennemgående farve, og i den der midte, der er også tunge mørke farver. Kun til sidst, synes jeg, brager det cyangrønne og havblå igennem, måske som et positivt tegn.

 

Og så alligevel ikke, uden at jeg skal nævne noget om handlingen.

 

Forvent ikke en tegneserie i traditionel forstand. Dertil er Lars alt for dreven og dygtig. Han har mod til at boltre sig og efterlader rum til læseren om selv at digte ind i bog og billeder.

 

unnamed (2)Er det fattigt og for let? Det er der måske nogle, som synes. Selv er jeg endnu engang begejstret for både indhold og tempo. Kun de der farver gør ondt.

 

Tilbage står endnu et betydningsfuldt voksent værk, fra en, tænker jeg, søgende og efterårsplaget forfatter og tegner.

 

Lars har i denne bog gode ben, og formår at skildre både det konkrete og det drømmende. Det udløser ikke helt så mange gode stunder som Når jeg ikke er til sted, men vi er der oppe af…

 

Den gule førertrøje får Lars ikke for denne bog, men han kan sagtens bære den prikkede med stolthed. Der er fire gode røde prikker på trøjen.

 

4a

 

 

Titel: I dag har jeg gode ben

Forfatter og illustrator: Lars Horneman

Forlag: Cobolt

Format: 96 sider i farver, 17 x 24 cm

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-70857-39-0

Udgivelsesdato: 18. oktober

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment