Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Hieronymus

Hieronymus

Hold da kæft hvor jeg kedede mig i historietimerne. Mand, hvor jeg følte, at jeg spildte tiden. Da jeg så, mange år senere, selv stod i et klasseværelse blot med en anden vinkel, så slog det mig, at jeg spilder mine elevers tid. Og at de da må kede sig noget så gudsjammerligt…

Det er heldigvis en del år siden, og jeg har udviklet både mit syn på min lærergerning samt sikkert også har lært et og andet, og min undervisning er ikke længere den samme. Men historie gør jeg mig ikke i.

Skulle jeg stå og mangle et par timer ved timefagfordelingen, og min afdelingsleder prikker mig smilende på skuldrene, så kunne jeg sagtens overtages. For jeg ved, hvad jeg ikke vidste for blot få år siden, at der er et væld af gode muligheder uden for klasselokalerne. Ikke trætte og støvede muligheder, men fede visuelle oplevelsesmuligheder og nærmest actionmættede setups rundt omkring, der ville kunne få selv den mest skoletrætte møgunge til at vågne af døsen.

Og inde i klassen kunne man jo forlyste sig med både film og bøger. En sådan kunne være Marcel Ruijters ’Hieronymus’, som forlaget Forlæns har valgt at udgive. Det er en herlige farvestrålende sag på 160 sider eller deromkring, og den kunne sagtens få øjnene op hos en doven 9. klasse, og de ville tilligemed lære noget.

Forfatteren Marcel Ruijters kender de færreste herhjemme, og jeg havde aldrig høre tale om manden selv. Han er født i 1966, og har siden slutfirserene udgivet tegneserier, først som sin egen herre, og sidenhen på forlag i og uden for Nederlandene. Og altså nu også hos Forlaget Forlæns i Kongens København. Marcel har i en årrække været optaget og inspireret af middelalderens kunst. Det er der kommet en del værker ud af, og har medført både hæder, udgivelser og priser.

Hvis vi skal være lidt kække, så handler Hieronymus om folkene på en tegnestue, de tanker og forestillinger de gør sig om dem selv, livet, folkene i byen, magten, troslivet, dobbeltspillet, alt det rådne og forlorne og især de ekstremt groteske dele af livet som man bare er vant til. Vant til fordi man ikke rigtig kendte til andet. Bogen starter således med en uhyrlig ’grisejagt’, som i al sin enkelhed går ud på at slå en gris ihjel. Dem der har lov til det, er en flok blinde stakler og selvfølgelig udarter det sig i en morbid, morsom og grusom retning. Brød for folket. Intet mere og det emmer bogen af. Og på den måde kunne det være en ekstremt god øjenåbner i stedet for de tudsegamle historiefortællinger som mange folkeskolers biblioteker stædig bærer præg af. For det der er Hieronymus store styrker er netop folkets fortællinger.

I al sin gru, men også menneskelighed, fordi det jo netop forklares og vises med en uforfalsket uskyld al den stund at sådan var det. Ikke pakket ind i flotte Hollywoodproduktioner eller sølet ind i kærlighedens smukke spil. Her er rådne tænder rådne og der pisses på gaderne.

Ad, ja. Men ærligt og lige ind.

Illustrationerne er grimme. Gu så. Ikke fordi de er grimt eller karikeret tegnet, men fordi personerne bare har det der Dali’ske over sig. De ser underlige ud. Ikke deforme eller misdannede, men utilpassede, aflange ansigter, alt for store næser, grimme. Og det er svært at vænne sig til. Enkelte gange bliver man næsten irriteret over det, men det har sin klare effekt. Man får grimheden godt ind under huden, og rynker næsten ikke næsen når torturbødlerne går i gang, når fattiglemmerne hånes, ynkes eller tæves og man kan næsten lugte stanken af dødt kød, pis og lort. Det kunne være så inderligt befriende at ruske nutidens unge og andre uoplyste tåber og råbe Hieronymus ind i deres Iphoneansigter, og få dem til at hæve blikket. Om ikke andet, så bare for en stund.

For det er dét denne bog gør. Den rusker lidt.

Og er man grundig og gider, så er der bagerst i bogen, som jo, er en graphic novel, både stamtræ, historisk information (ret blæret og meget spændende) samt en oversigt over de malerier der optræder eksplicit på de mange sider.

Der er megen dialog og tale i bogen, og det er godt. Godt fordi illustrationerne alene ofte står lidt i stampe. Så er det godt at man forføres og føres videre. Engang imellem kan det dog blive lidt for meget, og jeg tænker, om der, midt i næstsidste kapitel, at Marcel Ruijters også selv løber lidt tør. Der kommer nemlig en længere passage med forklarende tekst via et brev til vores hovedperson. I don’t know, men det ligner en tanke.

Jeg har nu tygget mig igennem bogen en par gange. Både seriøst og som speedreader. Den vækker og tænder min nysgerrighed efter tiden og den almene levevis. Så det er godt. Men den trækker også tænder ud og jeg tvivler på, at jeg orker at genlæse den. Jo, måske i professionelt regi når jeg skal åbne en tung klasse. Men nok næppe ellers.

Læseoplevelsen? Tjoe, interessant sine steder men så afgjort heller ikke mere. Tegnestuen og dens medlemmer kommer aldrig ind under huden og om de maler det ene eller det andet, eller taler om dette eller hint, er mig inderligt ligegyldigt. Til gengæld er alt det der ikke er så eksplicit fortalt, alle de grumme spøjse detaljer, de er til gengæld voldsomt fascinerende. Billeder af overtro, sygdomme, armod, that sort of thing. Og som sådan hæver bogen sig over gennemsnittet.

Jeg vakler mellem karakteren 3 og 4. Og havner på en 3’er. Jeg vil næppe genlæse bogen, om end jeg var og er lidt underholdt, dog mere nysgerrig…

Titel: Hieronymus

Forfatter og illustrator: Marcel Ruijters

Forlag: Forlaget Forlæns

Format: 160 sider i farver, hardback med 4 siders spændende ekstramateriale

Isbn: 978-87-91611-56-8

Pris: 249,-

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment