Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
guld-og-blod

Guld og blod – bokssæt

I Benn Q. Holms forrige bog, Byen og øen er der et sjovt og lidtprovokerende postulat. At vi, som ikke længere er børn og unge, ikke længere stifter venskaber, men kun bekendtskaber. At vores tid nu anvendes på arbejdet, på familien og at vi nærmest ikke har overskud til andet eller mere, sådan sat lidt på spidsen. Det kan der måske være noget om. Jeg ser nærmest ikke mine venner mere. Jeg ser til gengæld mine arbejdskolleger, og stormer dernæst hjem til unger, aftensmad og den slags. Nå ja, og så er der jo alt det elektroniske. Fjerneren og især computeren, som nok er den største synder. Foruden at jeg høvler 3-4 bøger igennem pr. uge.

Det kan man så flæbe over eller lade være. Jeg lader være og nøjes med at nyde de små oaser, hvor det så alligevel lykkedes at finde fælles tid sammen med ens venner. Og der sidder vi så, catcher up på det seneste sladder alt imens vi æder os en pukkel til i brunch eller hvad vi nu vælger at kyle i hovedet.

Der er ikke meget eventyr over det. Ikke meget ramasjang og stort set ingen udvikling. Det kan man så til gengæld være en kende bekymret over.
I det nye bokssæt fra Faraos Cigarer, Guld og Blod, er der ikke tid til hverken stilstand eller brunch.

Der er fuld fart over feltet i samfulde fire hvide bøger, der både kan købes hver for sig, samt som bokssæt, naturligvis. Jeg anbefaler det sidste, for selvom hver bog sagtens kan stå alene, så er der SÅ meget smæk for skillingen, så meget fortælleglæde og især en herlig vild historiefortælling, der fortjener at læses og nydes i sin helhed.

Selvom der ind i mellem er en del at holde styr på, forskellige intriger og den slags, er historien lige ud af landevejen. Hvert album er en slags rammehistorie, hvor den ene af vores to hovedpersoner, Leon, aldrende og med sin bedste tid bag sig, fortæller sin historie til sit barnebarn. Det er en barsk en af slagsen, og fyldt med livets rutsjeture, svig, nederlag, sejre, blod, sæd, håb, fortvivlelse.

Frem for alt er det især en historie om venskab, og om at drømme. Du kender det sikkert. Man sidder mag på sin bag, og behøver ikke erobre nyt terræn. Man gentager gårsdagens rutiner, æder det samme, ser det samme, hører sig selv gentage det samme. Men er kørt træt i trædemøllen og trænger vel kun til enten en kugle for panden eller et spark i røven.

Vores to venner, Leon fra før samt aristokraten Calixte, har udsigt til det første. De sidder i lort til halsen og ser i den grad døden i øjnene. Vi er i en skyttegrav, og tidsmæssigt små 100 år tilbage til Første Verdenskrig. Lort med lort på. De har ikke meget tilfælles andet end deres nationale ophav og skyttegraven. Alle omkring dem er døde eller på vej, og gode dyr er rådne.
Men så er der jo altid håbet.

Leon er blevet spået, at han skal leve langt, og er overbevisende, og heldig nok, til at både han og Calixte overlever granatregnen fra deres egne tropper. Pis og kun en Guds humør ellers at lade livet i friendly fire…

Nå, de overlever og kan hver især vende tilbage til deres gamle tilværelse. Leon med medalje for at have reddet en officer, Calixte med alvorlige forbrændinger. Livet går videre, men der, i graven, gav de hinanden et løfte. De vil begge leve, og finde eventyrernes Pantheon. De vil finde deres indre og ydre pirat og stratenrøver. Det lyder umiddelbart sådan lidt fortænkt og klichépræget, men jeg siger dig, historierne er alt andet end dette. Tværtimod.

Calixte vender tilbage til rigdom og kedsomhed, og trives ikke i sit ægteskab. Og så en dag kommer der en gæst, Leon. Og Leon er lige præcis den saltvandsindsprøjtning som Calixte har brug for. De stormer ud, bruger en allerhelvedes masse penge på sprut og damer, og så er det jo sådan, at Leon har en plan. Skidegodt, Leon, men er det farligt? Ja, selvfølgelig er det farligt. Det er dødsfarligt.

De to skal nemlig være våbenhandlere!

En udmærket plan, hvis altså det bare ikke lige var for livets barske skygger, for vores venner havner i den ene rådne situation efter den anden. Når der florerer store penge, så er der også store fristelser. Leon og Calixte har kun hinanden at stole på, og kan man så, når alt kommer til alt, stole på andre end sig selv? Det bliver man nødt til, siger livet, og det koster så ind i mellem. Vores to hovedaktører bliver snydt, bestjålet, beskudt, taget som gidsler, spilles ud imod hinanden, anvendes i storpolitiske rænkespil, udsættes for tortur, møder kærligheden, konverterer til Islam, overlever flystyrt og ja puha – der er nok at se til, og holde øje med.

Se, det lyder jo som en ramasjang af en tegneserie. Fyldt med action, og jo – det er skam rigtigt nok, men det er nu meget mere end ’blot’ det. Det er samtidig en forrygende udviklingsroman i billeder, sat i en tid og i geografiske rammer, der emmer af eventyr, fanden i voldskhed, og som berører dele af menneskets inderste skyggesider, samt de lysere. Jeg tænker i første omgang på svigt, begær, grådighed, mistillid, foragt og egoisme, og som modvægt heltedåd, ære, venskab, passion, overlevelse og tro.

Den lille mands, eller måske mere storladet, det lille menneskes kamp i tilværelsen, som brikker i et vældigt stort puslespil er selvfølgelig set før. Seksbindsværket ’Der var engang i Frankrig’, som udkom på dansk sidste år, minder tematisk om Guld og Blod, og det kan måske skyldes at Fabien Nury er manden bag begge værker manuskripter. Og det gør han sgu godt.

Det der gør, at Guld og blod især fungerer, er at historien er ekstremt godt tilrettelagt. Så veldrejet som ramasjang med indhold nu kan, når det er bedst. Persontegningerne måske en smule stive og visse steder firkantede, men de sindsoprivende forviklinger og den særegne grumme følelse af, at man som det lille menneske man er, at man blot er en møtrik i noget større, bliver eminent fortalt.

Samtidig er vi et helt andet sted, og berører områder vi ikke kender så forbandet meget til. Magreblandene, Marokko, Tunesien, Algeriet, Vestsahara og Mauretanien, for letheds skyld blot det nordlige Afrika. De forskellige indbyrdes stridigheder og kolonimagternes impact. Eksotiske områder der også er med til at give serien et anderledes præg. Både rent kulturelt og visuelt.

De fire album tager sig tid, for selvom der er en del at holde rede på, så er der især også tid til blot at lade illustrationerne tale. Flere steder åbenbares alt uden ord, og det er eddermame lækkert når følelser opleves uden at de forklares. Det er stor kunst, og respekt for det. Tegningerne er enkle, men formår at skildre stemninger, følelser og en slags zen. Sådan sad jeg faktisk, og kunne reelt ikke slippe bøgerne, men læste dem ud i en køre.

En sidste ting jeg gerne vil fremhæve er denne: der er en herlig uforudsigelighed i fortællingen. Om det er den aldrende Leon der pøser på over for barnebarnet i rammehistorien, eller det rent Jørn Rielske (kan en løgn gøre en historie bedre, kan løgnen forsvares), ved jeg ikke, men der er en forrygende fortælleglæde og der venter læserne en oplevelsesmæssig rutsjebanetur af de bedre, for bedst som man aner sig sikker, så sker der noget.

For brikker i puslespil er hinandens afhængige.

Samlet fem meget store granatnedslag, og det er den slags der giver gode brag.

 

Titel: Guld og blod (bokssæt)
Tekst: Maurin Defrance og Fabien Nury (efter ide af førstnævnte)
Tegninger: Fabie Bedouel og Merwan
Format: Indbundne bøger, 4 styks, samlet i en stor boks.
Oversættelse: Per Vadmand
Forlag: Faraos Cigarer
Pris: 598,-
Isbn: 978-87-93274-19-8

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment