Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Gammelpot-5-Uhyret-fra-Taagesoeen-p

Gammelpot – Uhyret fra Tågesøen

Vi trippede forbi biblioteket i går. Ret bevidst og kom ud med to klassiske tidsløse værker, Moby Dick af Herman Melville og Skatteøen af Robert Louis Stevenson, Begge indgår i vores aftenritual som altid foregår forholdsvist ens. Først læser jeg for Ragna, her bliver det til tre bøger. For tiden er det Strudsen Rasmus og Jakob og Joakim, begge af Jørgen Clevin og vi slutter med en af Troldeliv’erne af Peter Madsen og frue. Så læser jeg for Osvald, først en tegneserie og så et par sider i en klassiker som de to førstnævnte. Vi hygger os med det og jeg føler mig som en overordentlig god far.

Af tegneserier har vi været vidt omkring, men der er dog et par favoritter som vi til stadighed vender tilbage til. En af dem er fra Holland, den lille iltre tykke dværg Gammelpot. Han er et hit. Ja, hittet faktisk.

Han var ellevild da den lokale postkvinde forleden afleverede en bogpakke, for deri var der endnu en Gammelpot, og den tog vi straks fat på.

Uhyret fra Tågesøen med den ret skræmmende og endnu mere indbydende forside. Han var ret begejstret. Titlen er ny, Uhyret fra Tågesøen lyder også bedre og mere mundret end Tågesømonstret.

Det er forlaget Cobolt der udgiver og igen er der tale om en lækkerbisken. Selve albummet er lækkert, flot hardback og klare farver. Samlet en 8 sider med ekstrahejs og der er for både nørderne og os almindelige. Til de sidstnævnte den færdige skitsetegning af coveret samt, i stort format, en indledende skitse. Dertil forskellige forsider fra rundt omkring i verden. Du kan blandt andet se hvordan forsiden så ud i Indonesien og Spanien. Ganske interessant. For nørderne er der en fin gennemgang af den nye farvelægning og jo – den springer i øjnene og virker frisk og funklende, og tager intet af hverken det dystre eller mørke, som albummet i den grad også lever af.

Og så er der creme for alle. Nemlig en gennemgang af selve processen i at skabe et album. Fortalt direkte og nænsomt af Gammelpot og det er ret fantastisk og jeg kan bestemt se muligheder i mit lærerjob. På kun 21 ruder fortæller Thom Roep via Gammelpot hvordan og hvorledes. Det er ikke alene informativt. Det er også inspirerende.

Nå – det var lidt om udstyret. Lad os kigge på albummet.

Det er jo en herlig fabel som rummer en af de bedst kendte arketypiske følelser, angst.

Albummet er, som klassikerne ovenfor, tidløst. Det rammer durk ind i ethvert barnehjerte og kompositorisk er det lige efter berettermodellen. Dét som også gøres så fornemt er, at det skræmmende og uhyggelige aldrig får lov til at hænge for længe. Længe nok til at gyset bliver siddende, dog, for så følger forløsningen og læseren (og lytteren) kan ånde lettet på. Det er fornemt fortællemæssigt og forstærkes sublimt af en særdeles lækker streg og ditto farvelægning. Der er skygger, bevægelse, baggrunde som så mange ellers bare lader hånt om og en miljøtegning der emmer af hygge og uhygge, af spænding og forløsning, af angst og håb.

Handlingen er denne:

Gammelpot ankommer til en lidt halvdyster by. Folkene der er skræmte, men vores vens nysgerrighed vækkes og han sætter sig for at undersøge det som har forskrækket byens beboere så bastant.

Inden har han dog mødt et sælsomt menneske, som er iklædt en maske og som synes at kende Gammelpot og dennes meritter. Gammelpot redder individets liv og får en formaning. Forsvind, eller du vil selv miste dit liv.

Mere skal ikke røbes. Men titlen fortæller selvfølgelig også det meste.

Persontegningerne er herlige. Der er et liv i især Gammelfar og spillet i øjnene er genialt. Og skurkene (jeg vil ikke nævne hvem for at undgå spoilere) er ligeledes herlige. Ondskab og stupiditet hånd i hånd. Især førstnævnte er en lækker slikket satan…

Gammelpot er jo en helt som vækker genklang hos både min knægt og jeg. Gammelpots opportunisme og nysgerrighed er forbilledlig og det er, både som far og lærer, rart at læse, at også lidet positive følelser får plads. Det er ikke særligt heltemodigt eller attråværdigt at være forskrækket, men i sekvenserne med uhyret udfoldes også disse følelser. Det er godt med godt på.

Stemningen er spooky og intens. Og vækker endnu en arketypefølelse til live sidst, nemlig hævn og retfærdighed. Åh hvor er det godt.

Ja. Vi er glade her på bjerget. Osvald har givet karakter. 6 blev det til. Jeg ville nok også ende der…

 

6a

 
Titel: Gammelpot – Uhyret fra Tågesøen

Tekst: Thom Roep

Illustrationer: Piet Wijn

Forlag: Cobolt

Format: Hardback, 56 sider i farver, 22,5 x 28,5

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-7085-678-2

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment