Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
gammelpot_03

Gammelpot – Den lumske læge

Ok, vi tæller lige fingre. Hvor mange har figurer hjemme i privaten? Lad os se. 15, 16 og så lidt flere. Hvilke figurer har I? Batman? Superman? Hulk? Ok.

Men jeg tør vædde min gamle hat på at ingen har en lille gamling med en rød vadsæk stående derhjemme til pryd eller rædsel. Det kan vel i grunden undre, al den stund at Gammelpot er en elskelig satan og med garanti vil vække både minder og kommentarer hos de fleste.

Han er selvfølgelig ikke prototypen på hverken en helt eller en superhelt. Nok snarere det modsatte. Som en anden Peter Falk i kultserien Columbo er han lidt lille, lidt lurvet og har nogle særheder, som godt kan få galden frem på tungen.

Men fuck det. Han er igen den bærende kræft i Cobolts herlige serie, og nu er vi nået til 3’eren, Den lumske læge. Og lad mig være klar i spyttet. Jeg er totalt fan. Både som aftensolohygge foran brændeovnen og som læsehøjthygge for min knægt. Begge dele bringer glæde.

Den lumske læge er en klassisk historie om en konge der bliver udnyttet af en af sine nærmeste rådgivere, en livlæge der lyder navnet Baron Bral, og som med lidt god vilje minder om vores egen folkelige Ole Thestrup, i det ydre altså. Kongen lider af en dum sovesyge, og er nærmest bedøvet når han om aftenen skal underskrive nye love der fordrer nye skatter. Penge der ikke går i kongens lommer, men i den lumske læge. Og jo – det er selvsamme læge der har sørget for at kongen lider af sovesygen. Han er en rigtig bisse og så er han også ude på at gafle kongens yndige datter. Hun bryder sig bestemt ikke baronen og har bedt vores lille helt om hjælp. Gammelpot aner selvfølgelig også uråd, og så handler fortællingen ellers om hvordan Gammelpot formår at forpurre det skumle plot. Så langt så godt.

Men hvordan? Baron Bral er ikke dum, og har forlods sikret sig kongens underskrift på samtlige dokumenter, også et hvor der står, at prinsessen kun bliver dronning hvis hun gifter sig med Bral. Og det vil hun naturligvis ikke. Og så længe at hun ikke vil det, har Bral alle beføjelser. Øv. Hvad skal man gøre?

En sen nattetime leger Gammelpot Spiderman og undersøger kongen ved at skaffe sig ulovlig adgang. Men det går galt, og han og en hjælper ved navn Jokum må tage flugten. De reddes akkurat i 12. time.

Men nu ved lægen at Gammelpot er en belastning. Og så ryger han i fangehullet. Heldigvis lykkedes det for den unge Jokum at undslippe, og han formår at anråbe den efterhånden frustrerede befolkning. Oprøret ulmer.

Overmagten er for stor. Bral har jo magten over soldaterne og snart er oprøret kun glæder. Men så sker der noget. Imens Bral har haft sit at gøre udenfor med soldater og pøbelen, har Gammelpot fået hjælp til at undslippe fangehullet. Ikke nok med det. Han har også ved vadsækkens hjælp fået liv i den ellers sovende konge, og nu er regnskabets time kommet. I en slags rettergang skal alle høres, også Bral og han er godt skåret for tungebåndet. Alligevel er det hans tunge der kommer til at være altafgørende. Og så siger jeg ikke mere om den sag.

Så altså – en fed lille fantasyfortælling skåret helt efter klassiske parametre. Du kan proppe Den lumske læge ind i Aktantmodellen og imponere dine elever, hvis du altså har sådan nogen. Eller fornøje dig med dine små og fortælle dem denne fantastiske og ret simple historie. De vil elske det.

Albummet er hurtigt læst og adskiller sig næppe fra så mange andre Gammelpotter. Et problem, en uret. Alt synes lort, men så kommer Gammelfar med sin vadsæk. Ikke noget der. Det virker og virker kanon.

Illustrationerne er geniale. Om det er snævre krinkelkroge i slottet eller en forrygende actionflugtscene, eller i prinsessens hyggehave, så emmer tegningerne af mesterværk. Der er vinkler, dybde, perspektiv og en herlig uhøjtidelig og ikke spekulativ skiften mellem synsvinkler. Det giver et raskt læseflow og billederne bare flyder ned som mild honning. Det er dælme i orden.

Det er selvfølgelig en serie mest for børn, og som sådan vil jeg bedømme den. Men selv hvis jeg stiger lidt højere op og tager voksenbrillerne på, så er der stadig tale om et mesterligt værk. Der tales ikke ned. Der er visuelt creme og en kort stramt komponeret fortælling med både morale og etik. Ha. Pissegodt. Tak Cobolt.

5 stjerner.

Titel: Gammelpot – Den lumske læge

Tekst: Thom Roep

Illustrationer: Piet Wijn

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, 48 sider i farver samt et (igen) i orden forord på en 8 sider.

Pris: 168,-

Isbn: 978-87-7085-638-6

Albummet ER udkommet.

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment