Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Les_vieux_fourneaux_04

Gamle gubber 3 – Mageren

For en del år siden, var sommerrejsemålet altid syden. Italien eller Frankrig, og endelig væk fra byerne. En teltplads borte fra alt, og alligevel tæt på et vandløb, en lille by og der kunne ferien og afslapningen så begynde. Sjovt og dejligt, så er det dét, jeg tænker på, når Gamle gubber 4 læses. Jeg fornemmer atter landsbyens ro, vandløbets stille gang og jeg tænker, at hvis jeg vendte tilbage, så ville både landsby og vand være som da.

 

Gamle gubber 4 er en fest. Nu åbner den ellers lidt sindrige fortælling sig for alvor, og de mange mindre plot finder nu sine fællesnævnere, og jeg er meget begejstret.

Zoom står bag, og de skal have tak. Også selvom der er småfejl hist og pist. På coverets bagside endda, samt et enkelt sted, hvor der mangler et ’e’.

 

Tak alligevel for udgivelsen, som har, udover ro og en fin underspillet humor, flere temaer af den ’varme’ slags. Den som rammer hjertet. Ja, for når alt skrælles bort, så er kærligheden evigt eksisterende og det på tværs af landene, på tværs af tiden, og også lige foran en, når ulven med trusser møder en moderne Adonis, mørkhåret, brede skuldre uden at det er overvældende, økologisk bevidst (nutidens helte?). Ulven med trusser er dog ramt af en frygtelig forbandelse. Alle mænd går grusomheder igennem, allergi og dødsfald, og der er lagt op til en spændende kærlighedsforsættelse i næste album.

 

Tag ikke fejl af titlen. De gamle spiller skam betydelige roller, men seriens reelle hovedperson er den unge Sophie, som er enlig med barn. Dette nævnes da faderskab spiller en afgørende rolle for fortællingen.

 

Tag ikke fejl af titlen og tro, at gamlinger ikke kan gøre en forskel. En bus med sådanne ankommer til en lille fransk egn, klar til krig og ballade, for der er skærmydsler mellem naturfolk, fremtiden og arbejdspladser, samt vanerne i den nærliggende lille by. Flere dramaer i et, og der er nok at holde rede på. I de tre foregående album næsten for meget, og derfor er dette fjerde album lidt af en åbenbaring, da de røde tråde bliver mere gennemskuelige.

 

Tegningerne er herlige. Disse gamle tosser med alle deres skavanker og rynker og genvordigheder, er alle præsenteret med glimt i øjet. Hængemulen og landsbyens stamværtshusgæst har et hvalrosoverskæg, en herlig kontrast til mandens søn, smuksakken ovenfor, som bestemt har gjort indtryk på ulven med trusser.

 

Ja, sjove spøjse tegninger med kærlighed til aktørerne. Der er noget Pixarsk OP over tegningerne, og det er positivt. Små sære gamle mennesker, og de vader og kører rundt i en lækker varm farvelægning. Blåmørkt i skoven, lyst på markerne og tørt lysegrønt når man hygger sig på marken.

 

Historien er ikke tynd. Heller ikke tung. Sindrig? Næ, heller ikke. Der er bare tilpas mange gode lag, så det åbenlyse er ikke så åbenlyst. Som en kærlighedsknude, der er herlig at få op.

 

Tegningerne fortæller og vi er fri for forklaringer. Det vidner om overblik og professionalisme og et eminent samspil mellem forfatter Lupano og tegner Cauuet.

 

Frække er de tilligemed. Jeg tænker på genistregen på side 18 og 19. Identiske sider, men med vidt forskelligt indhold. Først troede jeg, at der var tale om en kæmpefejl. Men sådan forholder det sig ikke.

 

Øjnene ser forskelligt. Og ørerne snyder også.

 

Ja – jeg er ganske glad. Her er et frisk album fyldt med finurligheder, humor og tråde der løfter sig. Lag på lag, og det udløser fem kærlighedsinsekter.

 

Titel: Gamle gubber 4 – Mageren

Tekst: Wilfrid Lupano

Tegninger og farvelægning: Paul Cauuet

Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant

Forlag: Zoom

Format: Hardback, 58 sider i farver

Pris: 168,-

Isbn: 978-87-7021-017-1

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment