Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Fucker_hele_tiden_op

Fucker hele tiden op

Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft et blågult hjerte. Grundstenene lagt tidligt med Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi og Emil, Fia og Hampus og den hvide sten, lidt senere den fantastisk grusomme Udvandrerne og Nybyggerne, som skar flænger i hjertet og så selvfølgelig Abba inden sportens stjerner for alvor tog over med først det svenske fodboldlandshold i ’74 i 2-4 nederlaget til de senere vindere fra Tyskland. Ingemar Stenmark om vinteren og Bjørn Borg om sommeren. Sverige er gaven der bliver ved med at give, og jeg nyder både Beck og Zlatan med samme glæde som vennerne i min barndom, og ser glad med fra sidelinjen når Alfons Åberg tumler rundt, eller når Lotte eller Totte bygger eller bader.

 

 

Alting er rigtigt i Sverige, og der er massevis af regler og begrænsninger.

 

 

Sådan siger lægmand, men det er noget vrøvl. Vrøvl baseret på fordomme og uvidenhed. Sverige er et tolerant land med samme værdisæt og regelsæt som vi har herhjemme.

 

 

Forlaget Cobolt har svenske nosser, og tør tage anderledes tegneserier op og give til os læsere. En sådan ny sag er Moa Romanovas Fucker hele tiden op, en debutant, og det er blevet til 180 sider, som har gode sider, og mindre gode.

 

 

Hvis du som jeg har haft psykiatrien tæt på livet, og haft voldsomme livskriser med indlæggelse i længere tid, så er Fucker hele tiden op ret vedkommende og skræmmende genkendelig.

 

 

Hvis du bare er et tilfreds menneske, og begrebet psykisk syg noget du kun kender til perifært, og ellers er glad og harmonisk, vil Fucker hele tiden op være en besynderlig og grim udgivelse. Et værk som næppe læses til ende.

 

 

Tror jeg.

 

 

Fucker hele tiden op handler om Moa. En stor kvinde med et lavt selvværd og masser af problemer. Bipolar ligger på tungen, nogle gange en manisk jagt efter det der lykkesus, andre gange (de fleste gange faktisk) en passiv og indadvendt lille pige med sortsyn.

 

 

”Mine venner taler et tryllesprog og jeg må gætte, hvad de siger”

 

 

Sådan er et af Moas udtalelser i bogen, som faktisk er ganske sigende og forklarende, for hendes verden er splittet. Og hun ved aldrig, hvornår kajakken vender. Dertil kommer de utroligt grimme og farlige panikanfald, som hun lider af. Nej, let er det ikke at være Moa.

 

 

Men så kommer Tinder på banen, og med Tinder en kendt anonym fyr fra tv. Der er et match og Moas liv får et nyt fokus. Moa er kunstner, og den kendte tv-gut tilbyder sin hjælp. Ja tak.

 

 

I tiden hvor man næsten kun taler med hinanden via emojis og skærme, er det især skræmmende at vidne, hvor afhængig man kan blive af ord. Ord eller mangel på samme, og ens liv kan gå helt i stå, hvis der ikke kommer svar, eller der kommer de forkerte svar. Skærmen styrer livet.

 

 

Det er en dyster fortælling, som Moa Romanova leverer, og for os med psykiske udfordringer, enten tidligere eller nuværende, kan bogen være et slags spejl. Vi ved jo, at ting (som regel) går over, men den der indre djævel er stærk, og mange kampe tabes. Enkelte med dødelig udgang. Jeg læste Fucker hele tiden op med min baggrund, og blev suget ind i den langsomme triste sag. Suget uden at være overvældet, og suget med af overraskelse og betagelse, for de gange hvor Romanova bryder og låner figurer eller anvender andre farver, sker der ting oppe i knolden på mig. Præcis som ofte udefrakommende hændelser påvirker Moa. Jeg elskede Romanovas billede af trøst og omsorg i form af en moderlig mumitrold, eller styrke i form af en ninja, som knivkæmper det sorte.

 

 

Men ovenfra bedømt og hvis man sakser grundstemningen fra, og blot betragter både tegninger og handling, så er der dømt trist tomgang. Farvevalget har sine effekter og afspejler det tunge sind, men 180 sider med svagt lyserødt, svagt lysegrønt og ellers sort, gråt og hvidt er noget af en kuffert at slæbe.

 

 

Sms’erne, googlesøgninger, bøger der læses. Alt sammen visuelle indspark i bogen, som skaber lidt liv i Moas triste liv. Firkanter på firkanter. Og det er dét, der står lidt tilbage. En stor firkant.

 

 

Der er masser af fortællelag i den kunst og den stilstand, som Moa laver og lever. Fint nok, men det bliver aldrig helt overvældende og grænsen mellem ’dette er en ret fed fortælling’ og ’dette er en kedelig og grim bog’ er der, og om vægtskålen tipper til den ene side eller til den anden side, afhænger vist af læserens dagsform.

 

 

Bogen er et kunstværk, en flot indlevende beskrivelse af en kvinde med ondt i det mentale. Ingen diskussion herom. Men det er også en halvlang og lidt for gumpetung, farveløs og humørløs udgivelse.

 

 

På bogens bagside står der, at Fucker hele tiden op handler om panikangst, adrenalinafhængighed og depression. Men også om at grine af det hele og til sidst finde den rette vej. Eller i hvert fald nogle helt okay veje. Jeg ved sgu ikke helt. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg morede mig. Jeg er måske ’ramt’ af min fortid og bagage, og ser snarere bogen som en slags healende proces for Moa.

 

 

At lave helikopterløftet og se på sig selv oppefra snarere end udsynet fra navlen. Måske.

 

 

Bogens design er ellers fint. En hvid forside med små sorte grumsede ting der daler, og som går igen i baggrundene hele værket, Et hjertehul i midten hvor en Michael Jacksonlignende grædende person træder frem i en alt for stor flot rød jakke. Ruderne på de mange sider skifter i størrelse, fra de helt klassiske og nogle gange næsten klaustrofobiske firkanter, til de større og farverige. Ikke meget diversitet, dog, men lidt. Og lidt virker nogle gange bedre end meget.

 

 

En debutantsag hvor Moa står for både farver, tekst og tegninger. Det vækker respekt. Og der er ikke nogen tvivl om, at Moa Romanova kan skrue en fortælling sammen, både visuelt og plotwise. Men det skinner ikke umiddelbart igennem, at denne udgivelse vil vælte mange bjerge. Den er for dyster, for humorforladt, for flad i farverne og alt alt for depressiv. Hvis man da kan anvende dét som et endeligt?

 

 

2 triste sms’er bliver det til.

 

 

 

Titel: Fucker hele tiden op

Tekst, tegninger og farver: Moa Romanova

Oversættelse: Eva Obelitz Rode

Forlag: Cobolt

Format: 184 sider i farver, stift papomslag, 17x 24 cm

Pris: Vejl. Udsalgspris 248,-

Isbn: 978-87-7085-773-4

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment