Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Fremtidens-araber-2-forside

Fremtidens araber – en barndom i Mellemøsten (1984-1985)

En lyserød nat og far siger til sin søn:

”Kan du se? Når alt virker håbløst, skal man altid forlade sig på Gud”

Vi er nået til 2. bind af Riad Sattoufs ekstremt fascinerende og ret skræmmende selvbiografi, og jeg kan allerede nu røbe, at bogen er mesterlig. Simpelthen betagende god. Jeg har læst den. Min kæreste med, og gudhjælpemig også min yngste papdatter. Alle åd vi bogen råt, og der ER et eller andet magisk dragende ved både illustrationer og ord, men især fortællingen gør indtryk. Når vi taler om bogen, er det ikke så meget billederne der er i spil, men den stille undren, som vores lyshårede araberknøs udtrykker og lige så ofte ikke gør. Enten i direkte tale eller via fortællerstemmen.

Og undren er der nok af. Hold da op. Og som i den lige så fremragende forløber, der også er udgivet af Cobolt, så gives der ingen svar. Eller rettere, massevis af svar. I det usagte, i det beskuende og i det tavse barneland er der massevis af svar, og det er dem, der gør ondt. Hver side er en brutal dagbogsside der i den grad gør op med vores pædagogiske og måske endda medmenneskelige vinkler. Og igen, på hver side peges der ikke fingre eller rejses fordømmende anklager. Hele bogen er med Riad, og vi ser hvad han ser. Er med når den ellers så nydelige kvindelige lærer ændrer ansigtsudtryk og løfter den ret så store kæp og gør den klar til slag. Vi er med, når Riads far stolt lader sønnike trykke på aftrækkeren. Et haglgevær og en far og en søn. Idyl, stolthed og så afsted efter et spiseligt bytte. Jord og et gevær er alt hvad en mand behøver, lyder det stolt fra faren. Vi er med når Ryad skal til børnelæge, en træt mand med alt for meget om ørerne, og vi ser de andre børn, der enten ER syge, eller er blevet syge fordi deres mødre gnider løg i øjnene på dem, for at bedre deres syn. Vi er med til det hele.

Og rystes af hvad vi ser. Rystes af vrede og forbløffelse og foragt. Alt imens bogens sider pløjes igennem med rekordfart. Ikke fordi lix’en er lav eller fordi der næsten ikke står noget på siderne. Nej, simpelthen fordi bogen oser af fortælleglæde og fordi der nærmest og næsten på hver side er nye foruroligende ting at konsumere. Så vi læser af lyst og af begejstring. Om end fortælleglæde efterhånden er en så fortærsket hest, at det næppe er det rette ord. Sandere er nok, at selve fortællingen bare er så forbandet god. Lidt som at læse Karen Blixen og bare synke ind i hendes ord, fordi man bare ikke kan lade være. Sådan også med Sattoufs bog.

Der er fem kapitler i bogen, og vi starter med det femte. De forrige findes i forgængeren, og hvor den mest af alt handlede om kulturmødet og alle de nye indtryk for Riad og hans familie, så er zoomet i denne her mødet med skolen, det pissesvære i at finde en tryg platform i en ny skole, i en ny klasse og, mind you, i et nyt land. Presset hjemmefra fra en fortrængende far og en svag mor (for hun virker spag og svag), presset fra de nye voldelige indtryk fra en skole der tæver viden ind i ungerne, og tæver stilhed frem i timerne. Hold da kæft. Og så den evindelige kamp for bare at være sig selv. Riad har lyst hår, og må udkæmpe sine kampe imod mobbere og jødehadere, for selvfølgelig er alt anderledes fremmed og farligt.

Men alt handler ikke om skolen. Farmand spiller igen en væsentlig rolle, og han er fantastisk. Fantastisk i sin evige forblændelse af sit hjemland. Fantastisk al den stund, at jeg kan genkende ham i mine elevers fædre. Og jeg kan genkende den, i mine øjne, distance (eller respekt – selvom man sagtens OGSÅ kunne skrive disrespekt) der er mellem kønnene.

Ikke kun skolen, nej. Farens ihærdige forsøg på også at finde fodfæste (Riad bemærker, at faren er begyndt at få gråt hår. Mores rynker (og ja, rynker er ikke kun alderstegn men også bekymringstegn), morens sporadiske vrede og hvordan en tilsyneladende velfungerende moderne familie nærmest pr. automatik tager på en kulturel tidsmæssig rejse tilbage til en kultur, der, i manges øjne, nok stadig eksisterer. Lur mig, om ikke i tusindvis af småsamfund lever præcis som Riad viser os det. På samme måde som tiden OGSÅ står stille i nogle af vores minisamfund. At tage på en rejse til Udkantsdanmark, og komme til en landsby med under 1000 indbyggere, er også en spændende, fascinerende og skræmmende rejse. Tiden står stille, tænker man.

Jeg kunne godt tænke mig at se en graphic novel hvor hovedpersonen er arabisk, eller måske bare muslimsk, og kulturen vores. Bare for at se DET skildret. Men det er blot en sidebemærkning, en lille personlig note.

For tilbage står et sublimt værk. Helt på højde med de første fem kapitler, og mon ikke Riads mor, der på sidste side ser forfærdet på en morders ryg, snart vågner op til dåd og får rusket hendes skvat af en mand til live og handling. En far dræbte sin datter, men sønnens hjælp. Hendes forbrydelse? Hun var blevet gravid uden for ægteskabet. Et æresdrab, som vi heldigvis ikke ser så ofte herhjemme, men det fylder lidt i bogen. Men altså – jeg tænker at Riads mor snart vil vokse og få sparket Riads far i nosserne. Det håber man.

Det ville være forkert at hævde, at de mange uhyrligheder er en saga blot. Historien, og vores nyere tid, fortæller anderledes, og også derfor er Sattoufs bog en seriøs anklage og ditto øjenåbner. Ikke for os oplyste og civiliserede europæere, let sarkasme kan være anvendt, men for muslimerne både i Frankrig, i Syrien og herhjemme.

Bogen er bestemt ikke, og disse linjer skrives efter Paris, Bruxelles og Lahore, et angreb på radikalisering, andre trossamfund eller andet. Det er det ikke. Og samtidig er det.

Men politik er en ting. En vurdering er til gengæld ligetil: 6 klokkeklare bomber ind i vores bevidsthed. Hold da kæft. Sådan der.

Titel: Fremtidens araber – en barndom i Mellemøsten (1984-1985)

Forfatter og illustrationer: Riad Sattouf

Forlag: Cobolt

Format: 17 x 24 cm, uindbundet, 158 sider holdt i få stemningsmættede farver

Oversættelse: Francois-Eric Grodin

Pris: 248,-

Isbn: 978-87-7085-614-0

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment