Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Fraternity_1

Fraternity

Du kan ikke gå forbi forsiden uden at den skriger til dig. Mørk er den, og i forgrunden en skræmt dreng med et vredt anklagende blik. I baggrunden et par bygninger, et enkelt til højre for knægten har lys i vinduerne, og til venstre tårner en bygning ildevarslende op. Himlen er skyet, og man kan ikke ane om det er nat eller dag. Kun sanse mørket og drengen og hans anklage.

Det er første del af i alt to, og det er ShadowZone Media som har udgivet herligheden. Fraternity er titlen og den rummer nogle lag, som jeg godt kan lide.

Fraternity betyder jo broderskab, og allerede der vækkes noget i mig. Jeg har positive fordomme overfor broderskaber, fortrinsvis positive, skynder jeg mig at skrive, for der er i hobetal af klaner, grupperinger og enklaver som ikke glimrer ved deres sammenhold og broderskab. Vore dages store svøbe, banderne, er jo også et broderskab.

Men selve tanken bag broderskab vækker gode følelser. Eller måske snarere en snert af noget hemmeligt, et maskulint helle, noget som ikke vedrører andre. Lidt som da man som lille legede hule og ikke alle kunne være med.

Der i hulen kunne man digte og drømme. Opfinde og skabe fjendebilleder. Folk man skulle skygge og æbler som skulle stjæles. Der er mange gode tanker i en hule. Og den er jo skjult. Ingen kan se den, uagtet hvor synlig den end måtte være.

Sådan er det også lidt i New Fraternity. Vi er i den amerikanske nordstat Indiana og året er 1863. Borgerkrigen raser og der er spændinger mellem folk, ikke kun den klassiske sort-hvide, men også mellem rig og fattig, nytænkere og konservative, kvinder og mænd, fritænkere og kirkens folk og New Fraternity står lidt som en kolos på lerfødder. Alt er skrøbeligt. Meget er skjult. Når noget er skjult og hemmeligt, er der altid en risiko for at dette opdages, at ens hemmelighed bliver en offentlighed. På den måde er der meget i spil for både individer og broderskaber.

Kan du se det for dig? En lille usikker by midt i en gevaldig grusom borgerkrig. Fyldt med hemmeligheder, aftaler, afsavn, magtkampe, racehad. Ikke er rart sted at være barn, vel?

Og hov. Der ER et barn. Eller et halvt barn, halvt uhyre, som i albummets indledning jages af en gruppe mænd optaget af blodtørst.

Vi følger denne dreng, primært ham, for der er flere lag og betydeligt flere spændende karakterer end bare ham, men han er med og et billede på den afmagt både by og folk oplever. Han, tavs som han er, har både øjne og forstand, opfattes som byens sinke. En man bare kan lange ud efter og tæve efter behag. Det er ham som duoen Juan Díaz Canales som har stået for manuskriptet og tegneren Jose Luis Munuera har sat på forsiden.

Som skrevet før, så er albummet meget mere end blot sinken man tæver. Spændingerne mellem de sorte og især en irriterende fed hvid satan. Mulige desertører som hævder at de faldt i et baghold. Et lig begravet uden for byen, magtkampe mellem byens ledelse, en savnet soldat som vender hjem og så ER der altså et eller andet ude i byens periferi, et monster af en slags. Jeg fortæller ikke mere. Spændende er det.

Tegningerne er dystre og mørke. Alt foregår i fraværet af lys og det skinner igennem i farvevalget som overvejende består af brunt, samt en slags brungrønt foruden lejlighedsvist mørkeblåt. Bevidst og fermt gennemført som giver albummet totalt set en dunkel stemning og fylde. Overraskende meget er skildret oppefra og det er med til at give den der dimension af at nogen eller noget holder øje, kigger med. Det skaber rådvildhed samt usikkerhed og er godt lavet fordi det virker.

En enkelt gang optræder en kærlig rød farve. I skikkelse af en rødkælk, men som et varsel har fuglen et kort liv.

Typerne i byen er lejlighedsvist groft fortegnede og virker uproportionerede og alt for store. Næserne især, men vi er helt nede i detaljeafdelingen. Det betyder ikke så meget, og hvis man vender den om, og tager drengens (som har et navn, Emile) synsvinkel til sig, så ser folk sådan ud. Grove, fortegnede, vrede.

Albummet er ikke teksttungt og det betændte mørke gør, at der heller ikke fikseres meget på baggrundene. Ikke at de ikke er der og udfyldes og fylder, for det gør de da. Men grundtonen i albummet og i farvevalget fortætter både tekst og det visuelle, og genererer den der gennemgående utryghed.

Der er nemlig ikke mange lyspunkter. Alt er kritisk og skrøbeligt. Næsten.

For afsavnet af en kæreste en stille nat i sengen varsler godt. Rødkælken med. Også selvom den smadres ret brutalt.

Og slutningen på bind I er bestemt opløftende.

Nå – albummet skal jo bedømmes og der er betydelige positive ting at hænge cowboyhatten på. Tegningerne først og fremmest.

Men ellers det dystre, skrøbeligheden, spændingerne, de mange lag…

Som samlet virker ekstremt stemningsfuldt.

Det som så trækker fra er, paradoksalt nok, er OGSÅ det dystre og det skrøbelige. Det bliver nogle gange for meget og en frisk lyseblå himmel, en sø eller en grøn lysning i skoven er fraværende og gør at balancen knækker. Det bliver for massivt og overvældende, netop fordi der bare ikke er lys nok. Det er lidt som om at man famler rundt i et mørkt pløre og ikke kan komme fri. En slags kviksand som sætter sig som sten om ens videre færden.

Igen handler det om grundstemninger og havde det været en frokosttallerken med brød, så er Fraternity en salt sag, måske en gammel ost med kant. Og bestemt ikke en spise for de mindste.

Men så afgjort en god mundfuld for en sulten voksen læser. Det er jo ikke omfanget af mad der gør at man mættes og bliver tilfreds. Men de forskellige smagsindtryk, og de er her i Fraternity salte og salte nok, og jeg er mere til salt end til sukker.

Det udløser samlet en 4’er.

 

 

Titel: Fraternity

Manus: Juan Díaz Canales

Tegninger: Jose Luis Munuera

Farver: Sedyas

Oversættelse: Vigan

Forlag: ShadowZone

Format: 56 sider i farver, hardback. Vanligt albumstørrelse

Pris: 169,-

Isbn: 978-87-92048-14-1

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment