Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
421px-Eventyret_om_de_danske_tegneserier

Eventyret om de danske tegneserier

Der er skrevet ikke så lidt om Eventyret om de danske tegneserier, og både barske og knubbede ord er sendt afsted til ophavsmanden og udgiveren Lars Jakobsen. Nu sidder jeg med værket foran mig, og er sat på en allerhelvedes vanskelig opgave.

For hvad hulen kan jeg skrive som ikke allerede er skrevet? En egentlig anmeldelse kan det aldrig helt blive til, da jeg er forudtaget og præget af Thomas Bergers velskrevne og velargumenterende anmeldelse, og det ville være både søgt og håbløst at forsøge. Så disse mine linjer er snarere en slags udvidet kommentar, et pip fra sidelinjen om man vil.

Jeg starter med førstehåndsindtrykkene. De er nemlig positive. Bogen er voldsomt spækket med illustrationer, portrætter, fotos, reklamer, avissider, striber og den slags, ja selv en kravlenisse er der blevet plads til. Et rent overflødighedshorn af visuelle lækkerier der bare gør godt for øjet og garnerer den nostalgiske gane. Mange kunne fremhæves. Fx fotoet af bladkiosken fra Smilets by, Århus på side 145, Saba-reklamen på side 185, Prins Pilfinger på 70 og en helsides Ingvar på side 71. For nu blot at nævne et par stykker.

Er man til billeder og har et par år på bagen, så er der godt nok meget lækkert at komme efter. Det er svært ikke at imponeres. Man får 236 sider i farver og næsten hver eneste illustration er værd at bruge tid på. Jeg kan nogen gange helt sammenligne Eventyret om de danske tegneserier med et fotoalbum hjemme hos ens forældre eller bedsteforældre. Små kærlige nostalgiske nedslag fra en tid der var engang, og omhandlende et emne man selv holder af. Alt sammen i en flot ramme og sat ind på lækkert kvalitetspapir.

Det er en hjertevarm bog og jeg kan godt unde Lars Jakobsen både ros og hæder for arbejdet med bogen. Bemærkelsesværdigt og en jætteindsats. Det ER et voldsomt imponerende visuelt værk vi har med at gøre. Dixi.

Men jeg er så samtidig et ordmenneske, og når jeg så læser, samtidig med at jeg kigger billeder, så får piben en lidt anden lyd, desværre.

For der halter udgivelsen gevaldigt. Så er det ikke længere en fotofamiliebog med minder og den slags, tænker jeg. Så minder bogen i højere grad om de fotobøger man selv kan kreere, og som er ret populære op imod juletid hvor far eller morfar kan sidde om aftenen og plotte fotos fra året ind, og så, så det bliver til en ’rigtig’ bog, smide ord og sætninger ind så det passer med billederne.

Eventyret om de danske tegneserier er nemlig ikke skruet særligt godt sammen. Det virker som om overblikket er gået fløjten. Foruden at være ringe skrevet!

Jeg sidder i alt fald tilbage med en underlig tom følelse – der er noget forbistret uforløst over bogen, og det har med alle ordene at gøre.

Den lethed der gør, at man nyder læsningen, og ikke mindst den indsigt som ordene gerne skulle tilføje det visuelle, er simpelthen ikke til stede. Det er som om der er tale om to bøger i en. Eller som om at den der røde tråd, nemlig at fortælle eventyret (lækker lille, antager jeg, reference til H.C. Andersen) bare ikke lykkedes. For det bliver ikke et eventyr med kontinuitet, med overlap, med passager og kapitler der er hinandens afhængige. Nix nej. Ikke at der ikke forsøges, for det gør der, men det virker bare ikke specielt godt. Det virket kantet, konstrueret og visse steder smaskforkert.

Et eksempel er på side 178 i det meget korte afsnit med andemanden Don Rosa. Han er nemlig puttet ind rammen med tegneseriefestivaller, som starter et par sider forinden. Fire linjer bliver det til, og de fire linjer har intet med noget som helst at gøre.

Og det er især dér at bogen halter, for nu at kalde en spade en spade. At visse bidrag og passager bare er med for at være med, og som ikke naturligt bindes sammen af ord.

Hvad vil det så sige, at noget er ringe skrevet? Jeg skrev det tidligere, et par linjer oppe, og det skal naturligvis følges til dørs. Ringe skrevet – hvad vil dét sige?

Tja, måske et spørgsmål om referencer og erfaring, tænker jeg. Uden at jeg på nogen måde skal gøre mig til smagsdommer eller bedre end jeg er eller noget, så keder jeg mig inderligt. Eller ’keder’ er nok næppe det korrekte ord.

For det gør jeg jo ikke. Jeg læser med interesse. Men det der skrives virker alt for overfladisk, helt uden passion, helt uden pondus og bestemt uden sprogligt flair og finesse.

Eller hvordan pokker skal jeg forklare det? Jeg savner en større sproglig elastik, jeg savner tydeligere overgange mellem de forskellige afsnit og jeg savner at erfare, hvorfor noget er vigtigt og hvorfor noget ikke er. Berger er også inde på det. De portrætter der er, hvorfor er de med? Og hvorfor er Paw og Fahrenheit ikke med? Det virker ret besynderligt.

Og så kan jeg til tider føle, at jeg bliver sprogligt understimuleret. Altså, ikke at jeg forlanger litterær tyngde og klasse, og at jeg skal forføres sprogligt og den slags, for det er for meget at ønske. Men jeg sidder tilbage med det indtryk, at det eventyr der lægges op til, ikke er et eventyr men en slidsom omgang hvor flowet ikke er et flow, men snarere en slags forbrugsmanual hvor de forskellige elementer (forfattere, forlag, the lot) er som små gule sedler med indspark. Og jeg tænker at den røde tråd og overblikket døde i processen. Den naturlighed man skriver med, og som andre læser, eksisterer nærmest ikke.

Man får indtrykket at, ”Nå ja – det skal også lige med, og det der, det skal vi også lige have plads til”. De gule sedlers tyranni.

Siderne læses let og hurtigt og det skyldes vel, at der simpelthen ikke er noget sprogligt professionelt fundament at skrive ud fra, tænker jeg. Ikke kun fordi billederne stjæler pladsen.

Et con amore projekt, javist, og det er også helt cool, men jeg bliver som læser ikke pirret eller nysgerrig. Det betyder at jeg som læser begynder at irriteres og kommer til at kede mig. Og så gider jeg ikke læse og dermed er bogen som samlet tabt.

På Nummer9 kan man læse endnu mere og betydeligt mere fyldestgørende end jeg her har gjort, og jeg anbefaler at man læser Thomas Bergers gode og velargumenterende anmeldelse af Eventyret om de danske tegneserier. Og skam også de mange (65 i alt and still counting) kommentarer med. Thomas kommer dygtigt og smidigt godt omkring mange kernepunkter, og jeg synes samlet at hans anmeldelse er rigtig god.

Han er dog alt for hård i sin endelige vurdering. 1 stjerne er dog alt for lidt, synes jeg. Det flotte og ihærdige billedarbejde trækker voldsomt op og som bladrebog og hyggebog er Eventyret ganske god.

Som fagbog og rent sproglig er den ikke særligt god, hvad Thomas også i sin anmeldelse argumenterer vel for.

Men altså – en stjerne er helt i skoven. Sproget, konsekvent brug af venstremargin der ikke tjener læsningen, manglende ’luft’ i det skrevne der hæmmer læsningen, alt sådan noget som Nummer9 med rette hænger sig i, alt dette trækker voldsomt fra.

Men opvejes til fulde af billedmaterialet der klart er bogens aktiv. Derfor lander jeg på 4 kugler sommeris ud af samlet 6 mulige. Det er en skidegod hyggesag, den er elendigt skrevet, men rummer alligevel så tilpas meget guf, flødeboller og smagsnuancer, at man overser at isen er syntetisk og at vaflen er halvslatten og blød.

 

Titel: Eventyret om de danske tegneserier

Forfatter: Lars Jakobsen

Forlag: Forlaget Fabel

Format: Hardback med dustjacket, 236 sider i farver, rigt illustreret,

Pris: 325,-

Isbn: 978-87-01419-05-8

 

 

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment