Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Reporteren-Tintin-Den-sorte-oe-t

Den sorte ø

 

Det risler ned ad ryggen. Jeg er på den otteogfirsindstyvende side af i alt 140, og Tintin er på vej imod den sorte ø. Terry spejder i stævnen og ruinen i sort silhuet tårner sig faretruende i horisonten. Stille, næsten uden ord bliver båden fortøjet og borgen skal tages i øjesyn. Den første port åbnes og trappen op til tårnet er lige for. Op går vores venner, og lader sig forblænde af en storslået udsigt. Men kun i få sekunder, for stilheden afbrydes af massive BUM BUM, en herlig cliffhanger og jeg skynder mig at bladre…

Reporteren-Tintin-Den-sorte-oe_007-t
Ja, du kender det. Det ved jeg. Hvis du kan dine klassikere og er en rask dreng med lidt år på bagen, så ved du, hvor jeg er og hvad jeg læser.
Tintinalbummet jeg har i hånden er vel et af de allermest læste albums nogensinde. Ikke kun fordi det simpelthen er så røvhamrende godt, for DET er det, men også fordi Den sorte ø er skabt i hele tre forskellige udgaver på dansk. Og dette er således den tredje udgave, og det er altså første gang historien nogen sinde udgives på dansk i en sort-hvid version. Første gang!
Mellem 1930 og 1941 udkom de første ni Tintin-historier i albumform i sort-hvid i Belgien, før Hergé begyndte at lave nye historier i farver og omgøre de tidligere sort-hvide til også at blive i farver, med Tintin i Sovjetunionen som eneste undtagelse. De fem første sort-hvide, Tintin i Sovjetunionen, Tintin i Congo, Tintin i Amerika, Faraos cigarer og Den Blå Lotus, findes allerede på dansk i en udgave, der i sin udformning er identisk med de oprindelige på fransk.

Reporteren-Tintin-Den-sorte-oe_046-t
Og denne her, Den sorte ø, er således næste i rækken fra forlaget Cobolt, som også har planlagt at albummene Det knuste øre, Ottokars scepter samt Krabben med de gyldne klosakse ligeledes udgives i den man kunne kalde for en fundamentalistisk retroudgave. Det vil altså sige næsten så eksakt som de så ud dengang i Belgien inden 2. Verdenskrig, hardcover, stofryg, indsatte helsides farveplancher og trykt på lækkert retroagtigt papir. Det er lidt svært ikke at være ganske begejstret.
Begejstret fordi der hermed er en enestående mulighed for at kigge Hergé over skulderen og nyde de rene simple tegninger og erfare, hvor simpelt og genialt hver rude lægger op til hinanden, hvor glidende de forskellige siders overgange er, nyde de overdådigt forrygende cliffhangere, faktisk næsten på hver eneste side, samt, nok fordi jeg ikke kan lade være, at sammenligne med den version jeg kender, og voksede op med, samt den lidt nyere.

Reporteren-Tintin-Den-sorte-oe_025-t
Handlingen? Er det mon nødvendigt? Well, hvis ikke, så her i en ultrakort version. Vores ven nyder et par afslappende dage i det engelske, men kommer uforvarende i hælene på en bange falskmøntnere, der flere gange forsøger at slå ham ihjel.

Heldigvis uden held, og efter flere halsbrækkende situationer ender Tintin nordpå i det skotske, hvor der, efter sigende, lever et frygteligt uhyre på Den sorte ø. Det er guf for vores nysgerrige reporter og snushane, så han begiver sig afsted. Han møder både uhyret og falskmøntnerne.
Altså – den tidligste udgave er fra 1938. Den var på 140 sider og i sort-hvid. Det er den version vi nu omsider kan læse på dansk, og som anmeldes her.
I 1943 omarbejdede Hergé den sort-hvide original til en ny og delvis omtegnet version på 64 sider i farver.
I 1965 kommer der så en helt ny udgave. Historien omtegnes fuldstændigt. At der kom en ’ny’ version skyldes et ønske fra Hergés engelske forlægger, der helt konkret bad om en mere korrekt gengivelse af engelske miljøer.
Mange andre lande har udgivet enten begge eller blot den sidste version, men vi her i Dannevang bliver forkælede. Dansk er nemlig blot det fjerde sprog, albummene udgives på i denne fundamentalistiske form efter fransk, hollandsk og engelsk.
Fik jeg skrevet, at det er Niels Søndergaard der har oversat? Det er det, og han gør det fortrinligt.
Hvad er det så der gør, at Den sorte ø er så fantastisk? Hvad er det der gør, at den nok står klarest i min erindring? Jo, det er den gru og uhygge, der manes frem i det skotske. Den nerve der hele tiden lurer. Først fortælles der om uhyret. Det sker på pubben Ye Dolphin hvor en bister gnavpotte med snadde og et krus ale fortæller Tintin om de mange stakler der har måttet lade livet. ’Hør’, siger gamlingen. Man kan, når vinden er nådig, høre uhyret. ’BUM BUM’ lyder det. Dernæst, dagen efter, forsøger vores unge ven at få et lift til øen, men forgæves. Der hersker et tæppe af angst over lokalbefolkningen, og ingen vil fragte Tintin derud. Han ender med at måtte købe en båd, og sejler så afsted. Klipperne, de sorte alliker der flyver om tårnet og ruinerne, det dystre og uvelkomne indtryk Tintin og læseren får. Og så endelig mødet med Ranko, det satans brutale uhyre, som ’bare’ er en velvoksen gorilla, samt mødet med de fæle skruppelløse skurke. Alt sammen i en forrygende spændende thrillerafslutning over samfulde 30 sider.

Wauu, hvor jeg husker det.

Albummet som sådan er bare toplækkert. Store illustrationer der ikke er komprimerede, men i stedet netop store, så de mange detaljer og enkeltheder klart kommer til deres ret. Less IS more. Nuff said.
Topkarakter. 6.

Titel: Den sorte ø
Forfatter og illustration: Hergé
Forlag: Cobolt
Format: 140 sider sort-hvid, stofryg, hardback
Oversættelse: Niels Søndergaard
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-7085-592-1

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment