Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Den_røde_baron_2

Den røde baron 2 – Tordenskyller af blod

Så er der tordenskyller af blod fra forlaget Cobolt. Det er titlen på Den Røde Baron 2, og igen er man godt underholdt. Farver og illustrationer er ekstremt flotte men selve handlingen er tyndere end den luft den gode og afdøde Manfred von Richthofen fløj rundt i. Meget mere om det lidt senere.

Lad mig begynde med det allerbedste, og det er de eminent flotte illustrationer. I øvrigt ret tankevækkende at disse ’malerier’ virker så godt. For det gør de. Hver side er en nydelse og jeg har gjort mig nogle tanker om hvorfor.

Først og fremmest er der meget grønt og blåt. Den lyseblå himmel forstærker de flotte flyvere og den grønne farve er legende lys og let, og giver en slags fredfyldt kontrast til de hæsblæsende kampscener der udspilles for oven.

Det tager tid at sunde sig, for siderne er overvældende.

Jeg har fundet mig selv bare sidde og glo, næsten helt zenagtigt, fordi siderne spiller op til en. Ikke frækt og kækt, men insisterende med den der sjældne ro. Det tager tid at læse teksttunge sager, og heldigvis er dialogen passende afdæmpet. Heldigvis fordi ens fokus så kan nyde Carlos Puertas flotte tegninger. De er grynede, naturalistiske og holdt i afdæmpede lyse sommerfarver. Lidt lige som landskabsmalerier fra museerne.

Det stopper bare ikke der. I mørket, da Manfred i kriges indledning var sendt til den russiske front, er der et opgør inde i en by. Der er tempoet også afdæmpet, farvevalget mørkt og alt virker så realistisk. Betagende flot og for mig er det stor kunst. Det ville være forkert og en hån at hævde, at tegningerne blot er teknisk flotte, og at det er godt håndværk. Det er meget mere. Det er stillestående kunst sat i bevægelse. Og Carlos Puerta bærer klart albummet.

Handlingen er til at overse. I flashback hører og ser vi om første flyvning, og så, for første gang et anslag af noget med menneskelig kant, et verbalt opgør med piloten og makkeren. Igen viser Carlos Puerta at også ansigter og mimik er noget han mestrer mesterligt. Oplagt at der imellem disse må være visse spændinger. De er hinandens afhængige og svigter den ene, kan døden lure på dem begge. Med en sådan nerve er der altid noget på spil.

Det er der også til sidst, i den grad endda. Anerkendelse er en vigtig værdi for os alle, og vi vifter med alt vi har for at gøre opmærksom på os selv. Det er vel et af det menneskelige væsens natur at ville ses. Og vores hovedperson, som man naturligvis har sympati for – selvom det er et paradoks af de større, alt den stund at han virker både kynisk og selvoptaget og ikke så lidt følelseskold. Alligevel holder man af ham. Besynderligt.

Men altså, en nerve til sidst. Vi erfarede jo i forgængeren, Kuglesprøjterens ballet, at Manfred har en særlig evne til at forudse ens modstanders næste træk. Et forsyn om man vil, eller sjette sans. En vigtig egenskab i legen med døden, og det kommer ham til gavn i luften, selvfølgelig, samt i albummets sidste sider. Ikke at der her er dødelig udgang, men det sætter ham i scene og er med til at øge fascinationen af ham.

Nu skrev jeg ’leg med døden’ og lige præcis ’Manden med leen’ er jo ikke en jævnbyrdig eller elskelig legekammerat. Ikke for os, du og jeg, men for Manfred von Richthofen er det.

Mandens særlige egenskab gør, at han altid er hvid i skakspillet om død eller liv. I en af albummets flotte kampscener dyster han imod en uerfaren fjende, og flækker vedkommendes hovedskal. Uden at foretrække en mine. Dette dvæles der ikke ved, men der åbnes for, at der indeni Manfred må ophobe sig noget humant. Enten det eller noget diabolsk.

Fraværet af dybde skulle vel egentlig trække gevaldigt fra. Men faktisk er distancen med til at ridse Manfred endnu tydeligere. Han ER en personlighed.

Persontegningen er ellers eminent. Vi kommer helt ind i både rynker og øjne, og i modsætning til så mange andre tegneserier, så kan man næsten føle, mærke og ånde personerne. Også Manfred selvom han, både konkret og indirekte, svæver højere end os.

Men alt har en ende. Og det får vi at se, når Cobolt senere i år udsender tredje og sidste bind.

Karaktergivningen er lidt tricky. Der sker ikke så hulens meget og selve progressionen fra forgængeren eksisterer reelt ikke. Kommer vi mere ind under huden på nogen af karaktererne, end sige krigens væsen og dødens sjæl? Ikke rigtigt. Der er ikke noget ekstralækkert med, som der var i 1’eren.

Men på plussiden tæller, udover den mesterlige håndtering af billeder og farver, at albummet er letlæst. Ikke let læst fordi lixen er lav og dialogen sparsom og ligegyldig, men fordi der er en fin bæredygtighed mellem billeder og tekst. Man flyver med. Man ER i albummet, det er spændende og fascinerende og så har jeg altid haft en forkærlighed for ondskab og især den ondskab man ikke altid kan forklare.

I sekvenserne ved den russiske front, i aftenkampene i byen, hvor Manfred slagter 3 fjender uden forklaring andet end at han er soldat og i tjeneste og at han forsøger at forstå sin evne og bennefitte heraf. Vi er lige så uforstående og distancerede hertil, og det bringer en ekstra dimension til albummet.

Det bliver til 5 salver fra toppen af en Albatros C111.

 

Titel: Den røde baron 2 – Tordenskyller af blod

Tekst: Pierre Veys

Illustrationer og farvelægning: Carlos Puerta

Oversættelse: Ole Steen Hansen

Forlag: Cobolt

Format: 48 sider i farver, hardback, 24 x 32 cm.

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-7085-652-2

 

 

 

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment