Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
ssss

Den døde dykker

Le scaphandrier mort lyder bare så sejt, at jeg måtte indlede med dette. Den døde dykker er den danske titel, og vi er i velkendt farvand, hos vennerne fra Zoom og den skaldede og den fuldskæggede, Tim og Thomas, Tif et Tondu og sålangt så godt.

 
Vi er atter i den serielle genre, De to T’er er statiske, og albummet her så dagens lys i 1973, og der er ikke sket det store siden dengang. Fint nok og så alligevel ikke. Lad mig indlede med det sidste.

 

 

 

Jeg keder mig, når figurer som jeg i forvejen ikke nærer superkærligt for, ikke rigtigt formår at udvikle sig. Keder er voldsomt sat på spidsen, for selvfølgelig læser jeg og dykker ind og ned i albummet, men bagefter er de forskellige album vanskelige at skelne fra hinanden, simpelthen fordi de alle er skåret over samme last, et stationært persongalleri, et skabelonagtigt handlingsforløb og fint nok med lidt tegneseriemæssigt junkfood. Det smager, mætter lidt men efter få minutter vælter bøvsen frem, ingen substans, ingen næring, kun dyrt og fyldt med kalorier. Der er sgu ikke noget godt andet end de minutters fix, som læsningen gi’r en. Normalt er det skam også nok, man er underholdt og så er det ligegyldigt om man læser en af de senere Lucky Luke album eller fx en Tim og Thomas. Man er nemlig underholdt og den præmis er godkendt og accepteret.

 

 
Det kræver blot ét, nemlig at albummet skiller sig lidt ud. At man bevæges eller at albummet bringer noget ekstra til især ens hukommelse eller ens tanker.

 
Sådan er det desværre langtfra med Den døde dykker.

 
Handlingen GANSKE kort:

 
Tim og Thomas hygger sig hos veninden Kiki. Hun er ved muffen og modtager et telegram fra en lille ø i Stillehavet, underskrevet af en vis Bill Lifeway. Et kort telegram der gør, at de tre tager afsted, finder herren, men inden de for alvor bliver klædt på i forhold til telegrammet, er herren død.

 
Hvorfor?

 
Et lille mysterium som skal løses. Det besværliggøres betydeligt, da det lokale politi er overbeviste om, at vores venner har slået Bill ihjel.
Og så ikke mere om selve handlingen. For en sjælden gang har jeg NÆSTEN ikke skrevet over mig.

 
Albummets format er velkendt. Softcover og 46 sider i farver. Bagerst en dansk og belgisk oversigt over udgivelserne, samt en side forinden, som kort beretter om serien. En lidt underlig service, som dog er velkommen. Jeg kan til gengæld ikke lide opsætningen, og forstår ikke helt, at man ikke lige gør sig den ekstra umage, at sætte sætningerne flottere op samt gøre teksten bare en kende mere personlig. Det skrevne er en slags hybrid mellem fakta og en vennesæl information.

 
Der er ikke noget ekstramateriale med, og på bagsiden kan man se vores to venner, som glad og med smil beretter om albummets handling, den jeg også nævnte lidt længere oppe.

 
Jeg læste med garanti en masse Tim og Thomas’er som barn, det MÅ jeg have gjort. Men jeg kan slet ikke huske nogen af dem, og kun enkelte forsider vækker glæde. Du kender sikkert de forsider, som jeg nu nævner, dem som jeg har siddende fra barnsben. Villa uhygge og Skyggen uden krop. Lækre stemningsfulde forsider, men handlingen i dem eller i nogle af de andre, kan jeg slet slet ikke mindes. Underforstået, de har næppe gjort et stort indtryk.

 
Sådan er det også med Den døde dykker. Historien bliver aldrig specielt vedkommende, og især kan jeg grunde over, hvorfor skallepanden Tim er med. Han bidrager ikke med noget som helst. Jo, det passer ikke helt. På et tidspunkt er han en gentleman og trækker en stol ud for den pisseirriterende grevinde, Kiki. Men altså – ingen snert i historien. Duoen, eller rettere trioen luller lidt rundt og kommer kun videre i deres søgen og undersøgen qua udefrakommende folk eller telefonopringninger. De halter (klassisk nok) hele tiden bagefter og jeg tror, at man skal have en kedeligt liv for for alvor at finde mysteriet her interessant. Jeg kedede mig bravt.

 
Tegningerne så? De må da kunne et eller andet? Tja, tjo, næ. Jo, køretøjerne er skam fint tegnede, og jeg kan også godt nyde frøperspektiverne, som popper frem. Ellers er der ikke så meget visuelt guf at komme efter. Man bemærker ikke tegningerne, de skiller sig ikke ud. Måske så alligevel, for ofte er både ting i forgrunden og i baggrunden halve eller kvarte. Det kan hænde, at sigtet har været bevidst, nemlig at skabe lidt suspence fx ved at vise et køretøj sådan lidt skjult bag træer og buskas. Jeg irriteres blot. Det bringer intet andet.

 
Den døde dykker har ikke været udgivet tidligere på dansk (mener jeg), og er du samler og lun på Will og Tillieux, så nap da endelig dykkeren. Selv vil jeg nappe en tv-avis.

 
2 stjerner kan det blive til.

 

 

Titel: Den døde dykker
Tekst: Tillieux
Illustrationer: Will
Farver: Leonardo
Oversættelse: Amalie Grubb Martinussen
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 46 sider i farver
Pris: 149,-
Isbn: 978-87-7021-072-0

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment