Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Basserne_1982

Basserne 1982 – Den komplette årgang 1982

Basserne # 31 er på trapperne og udkommer den 16. marts. Titlen er ’Når der går kage i det!’.

Inden da skal vi lige kigge på en anden Bassesag, Basserne – den komplette årgang 1982, Dagstriber og søndagssider af Mort Walker. En fuldfed sag på 160 sider i sort og hvid, lige som det skal være.

Læg lige mærke til, at der står striber og ikke album. Jeg nævner det, fordi jeg har forsøgt at kigge lidt anderledes på sagerne og ikke bare slå automatpiloten til. Det betyder konkret, at jeg siden posten bragte bogen til brevsprækken, hver eneste dag har læst maksimalt 3 sider. Ikke af dovenskab eller andet, men netop for ikke at få den ellers vante overdosis af løjer, som jeg ellers plejer, når jeg skal kigge på en udgivelse, og specielt en med grin i.

Basserne – Den komplette årgang ’82 skal nemlig doseres.

For så ER der nemlig en markant forskel. Jeg undgår at blive træt og irriteret. Humorstriber er nemlig en ganske anderledes sag end alle andre genrer. Det er som om, at man kun er gearet til så og så meget.

Der ER en grænse for hvad man orker at rumme.

Nå, i 1982 blev et nyt Basseansigt født, tennisinstruktøren Rolf. Han blev aldrig mere end blot en parentes, men tanken er god og karakteren havde en mission. En god tanke fordi selv de bedste serier skal have frisk blod engang imellem, og missionen (der er sikkert flere lige gyldige) var, at generalen (Amos Langsohm) skulle have flere strenge at spille på. Han havde ellers længe fremstået som en lidt trist type. En dameglad kransekagefigur med magt uden egentlig at vide ret meget om dagligdagen blandt mandens underordnede. Og så får han pludselig en ny krigsskueplads idet den lækre tennisgut Rolf, træder ind i hustruen Marthas liv, og dermed også hans. Det åbnede lidt for nuancerne i generalens tilværelse. Dog ikke så meget at det fylder væsentligt i de 160 sider, men nok til at han, på side 119, omsider får nok. Fanme. Rygtet om Rolf har også nået Langsohms lækre sekretær Frk. Olsen og det må der sættes en stopper for.

Jeg nævner Rolf fordi han selvfølgelig er fornyelsen dette år. For ellers er der jo kun business as usual og det har jo virket siden Klør Konge var Knægt. Basserne er en gammel traver. Serien under navnet Beetle Bailey har figureret på avissider siden 1950 og har sit sikkert helt unikke trofaste publikum. Ikke kun blandt amerikanerne men worldwide og især hvis man har været soldat. Jeg husker da selv mine soldaterdage og hvordan bassebladene engang imellem blev foretrukket fremfor pornohæfterne. Ja, sådan var det sgu. Og på soldaterhjemmet på kasernen var der altid masser af basseblade.

Zoom udgiver serien trofast og det gør de kun, fordi serien har sine fans og Zoom sine kunder. Klart nok.

Nu hvor jeg har læst udgivelsen lidt anderledes end jeg normalt ville gøre, oplevede jeg, at jeg fik betydeligt mere ud af albummet. Netop som en stribe der både fordrer det stille smil, engang imellem en underfundig eftertanke men som regel blot intet andet end en registrering, dagligdagens lille note.

Jeg oplevede, at når jeg delte læsningen op i små bidder, så blev det sjovere. Så dette anbefaler jeg.

Og dermed ikke flere ord.

Der er ikke noget ekstradippedidut andet end oven over kolofonen, hvor Michael G. Nielsen har opgjort Zooms udgivelser af Basserne fra 2012 og frem, samt Basserne i kronologisk orden. Nyttigt for kompletister og bestemt interessant at se hvor ofte Zoom udgiver en bassesag. Nu kender jeg af gode grunde ikke oplagets størrelse, men jeg kan da tænke mig til, at der er nok bassefans rundt omkring i landet. Og det er godt.

Samlet bliver det til tre stjerner – er det ikke en oberstløjtnants rang?

Titel: Basserne den komplette årgang 1982 (Dagstriber og søndagsstriber med Basserne fra 1982)

Forfatter og tegner: Mort Walker

Forlag: Zoom

Format: 160 sider, sort/hvid, softcover

Pris: 169,-

Isbn: 9788793244665

Albummet ER udkommet

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment