Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Basserne_100_027

Basserne 100 % – Se dig for, Jens Fup

Så er det jo i morgen torsdag den 4. august, at Basserne nummer 27 udkommer, og det skal da lige have et par ekstra ord med på vejen. Det er nemlig ikke noget helt almindeligt bassealbum der rammer kioskerne, næ nej, men derimod en udvidet sag på samfulde 68 sider i farver.

Eller rettere, de første 48 sider er i farver og så er der så de sidste 20 sider. Her er det nemlig ikke så lidt anderledes. Man kommer bag om ’Basserne’, så at sige. Og der er herligt meget baggrundsstof. Redaktør Michael G. Nielsen åbner dørene ind til maskinrummet, og vi får blandt andet kendskab til hvordan en forside bliver til.

Og om hvorledes selve processen er. Man kan nemlig ikke bare tegne løs og så er den skid slået. Det er et samarbejde hvori flere instanser er involveret. Ganske spændende læsning der også løfter sløret lidt for de arbejdsopgaver og det ansvar som Michael G. sidder med.

Derudover er der, og det er interessant uanset om man er fast bassemand eller ej, får vi også et indblik i figurer der har været inde i varmen (fordi fornyelse også er en vigtig bestanddel i det etablerede), men som enten ikke faldt nåde, eller blot skrinlægges indtil tid er. Kunne man fx forestille sig et Basseblad uden General Langsohm? Denne dameglade skrivebordsgeneral der, om nogen, slet ikke skulle have hverken ordner eller underordnede. Nej vel?

Ikke desto mindre har det været tæt på at ske, nemlig i 1997. I det puritanske USA var det faldet en del amerikanere for brystet at han ikke havde den soldatermæssige og sikkert politisk korrekte tilgang til sit embede. Han drak for meget og var lidt for glad for unge kvinder i nederdel. Derfor overvejede man at skifte ham ud, og med ham også Frk. Olsen.

Men dette blev forpurret, og heldigvis for det.

Det der er fedt er, at afløseren Payne, (som ser ud til at være en barsk satan) og de forskellige scenarier hvori han skulle klædes på og have markeret sin karakter, de er med som skitser. Aldrig rentegnet eller offentliggjort nogensinde, og det er således dansk verdenshistorie, at vi nu kan skue striberne og skitserne i Basserne # 27, og læse om overvejelserne bag.

Det er sådanne små historier der er ekstra i dette nummer. Michael G. Nielsen afslører, at der også i kommende bassealbum vil være flere af disse insiderberetninger på vej.

Nå, coveret angiver glimrende at vi atter er i Basseland. Velkendte basser all over, majoren der taber gebisset, Fup der ikke aner hvad der er for eller bag ham, Sjanten med den vrantne attitude og en herlig lårkort Frk. Olsen. Godt at være tilbage. Intet nyt under solen. Kan du lide det, kan du lide det. Kan du ikke, så fred med det. Striber med humor har sine læsere, og det siden Klør Konge var knægt. Det er velkendt stof og der er identifikation og spejling, da vores aktører i Pløresødalen ikke ’kun’ er militærfolk, men også almindelige tosser som dig og mig. Ikke alt rammer plet, men der skydes og grines og fjolles.

Samlet et solidt album indenfor sin egen genre. En normal omgang basser ender som regel på en middelkarakter, men dette album er jo langtfra det vanlige, og jeg følte mig både oplyst og ekstra underholdt. De tyve ekstra sider skubber karakteren op på 4 vinkler på skuldrene.

Titel: Basserne # 27 med undertitlen: Se dig for, Jens Fup.

Forlag: Zoom

Format: Softcover, 48 sider i farver samt 20 siders ekstramateriale med striber der ikke tidligere har været udgivet.

Pris: 69,95,-

Udgivelsesdato: 4.8.2016

Isbn: Ikke oplyst.

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment