Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Angel_Wings_1

Angel Wings 1: Burma Banshees

Folk med hang til streger og striber har det godt i Danmark. Det pumpes godt ud til hylderne og man skal være vaks ved havelågen og have godt gang i betalingskortene, hvis man skal have det hele med. Et af de forlag der nærmest pr. automatik får smilerynkerne brede er Cobolt, og jeg skal anstrenge mig for at finde udgivelser, som jeg ikke brød mig om.

For et par måneder siden udkom Den røde baron, og jeg ringede højt med faner og klokker. Den var så flot som noget kan være. Nu er der så endnu en flyversag, Angel Wings, og den kigger vi lidt i sømmene.

Det første jeg bemærker er, at der atter er kælet for alt det der ekstrahejs. Og selvom det naturligvis er selve værket der er attraktionen, så nyder jeg alle disse ekstrasager. Det er som om, at der sidder små gavmilde forlagsnisser rundt omkring og tænker, at jeg og andre tosser lige skal have en ekstra tand af forkælelse.

Men ok – i Angel Wings begrænser ekstrasagerne sig til ’kun’ at være på en enkelt side. Nemlig i starten. 25 ord med forklaringer til. Jeg har selv nørdet med udgivelser for længe siden, og jeg ved, at især sådan noget tager tid. Og med ’sådan noget’ mener jeg altså de cirka 25 primært ord med tilhørende forklaringer. Og de er ganske informative og bringer en dybere indsigt i selve albummet.

Min egen læsning har udvidet sig henover årene, og jeg tager alt med, og derfor ved jeg nu hvad en short-snorter er, og en Fifinella og en Banshee. For mig er det icing on the cake og jeg tager det som en udtryk for at jeg som læser sættes i højsædet, og at jeg er vigtig. Så tak for det, Cobolt.

Nå – selve albummet. Hvad handler det om?

En kvindelig pilot der skal bevise at hun har nosser og rygrad nok til at begå sig i en ellers maskulin verden. Så enkelt kan det vel siges. Dullen er tilligemed ret hot med store babser, lir i øjnene og alt det vi mænd fantaserer om. Hendes muligheder for at få respekt er ved at være arbejdsom og dygtig, og ellers kunne sige fra. Drag bare parallellen til arbejdsmarkedet og den indre maskuline svinehund i dag. Det er svært, ikke sandt? Altså at være lækker og ikke blive vurderet ud fra det.

Det samme må Angela ’Angel’ McCloud kæmpe med. På vej over ’The Hump’ som jo er militær slang for bjergene i forlængelse af Himalaya i det det nordlige Burma, møder de hostile fire. To japanske KI-27’ere og det udvikler sig drabeligt. Heldigvis er Angela og crewet snarrådig og overlever. De søger tilflugt på en britisk base, men der hersker kun lejlighedsvist ro. Her mødes Angela af en barsk befalingsmand, og han får fortalt hende, at hun kan valse et andet sted hen med hendes røv. Han er således endnu en prototype på Angelas (og i hundredetusindevis af kvinder med) problem. Kliche, javist, men det giver albummet lidt kant.

Basen er ret ubevogtet idet stort set samtlige fly er på vingerne. Basen er sårbar og jo – der kommer et angreb fra luften. Igen må der ske noget, og atter viser Angela overblik og klarsyn. Godt så.

Altså – det virker sine steder ret letkøbt og unuanceret. Eller måske bare for klichefyldt. For let.

Eller, hvis jeg kigger dybere, at min negativitet skyldes det faktum, at jeg også lider af fordomme. Kan jeg greje og acceptere en kvindelig helt? Hehe. Måske ikke. Jeg tror, at jeg har fat i en nerve her. Jeg havde uden blusel accepteret heltegerningerne, hvis det havde været en mand der tog affære. Det tror jeg.

Heldigvis for plottet, som ellers er en kende tyndt, så får basen en uventet gæst. Endnu en kvinde, endnu en modeltype med blikfang og appeal. Og lige præcis der, i mødet mellem disse to kvinder, bliver albummet lovende og forsættelsen eftertragtelig. Dog uden nogen sinde at løfte sig til andet end gennemsnitteligt.

Sproget i albummet er ind i mellem præget af engelske gloser og udtryk. Bloddy hell, Fucking hell, kiss my ass og i den dur. Det gør nu hverken fra eller til. Jeg noterer det, men irriteres ikke eller glædes. Når dog at tænke, om det er nødvendigt, at der i en dansk oversættelse optræder engelske udtryk og vendinger. Men når jeg nu tænker nøjere efter, så er det jo også sådan vi taler efterhånden. Låneord og fremmedord er jo også en del af vores sprog. Nu som dengang.

Det er Ole Steen Hansen der står for oversættelsen fra fransk, og sproget er flydende og rapt. Jeg synes godt man kan fornemme, at han ikke har haft så meget at bøvle med, idet jargonen er vel maskulin og uden større dybde.

Det er franskmanden Yannick le Pennetier, Yann, som er forfatter. Kortfattet vil jeg sige, at Angel Wings ikke spiller på så mange strenge. Et enkelt flashback, og ellers kronologisk og en kende forudsigeligt.

Tegningerne til gengæld, de er saftsusemig flotte. Det er franskmanden Romain Hugault, som jo er en mester udi at tegne fly. Ham kender vi nok bedst fra Den store Hornugle, og kender du den, så ved du, at tegningerne er spitzenklasse.

Som en lille ekstra finno detalje, så er innersleevet blyanttegninger af en P40 Warhawk set fra forskellige vinkler. Og hvis man har tid og lyst, så kan man altså inspireres voldsomt til selv at tegne. Jeg og knøsen har givet det et skud, og hvor hans lignede lort (han er 3½), så var mine fly faktisk ret fede. Jeg siger det bare…

Både angrebet ved The Hump og over den engelske base er der tale om eminent håndværk. Nej, håndværk er et for sølle ord. Kunstværk, snarere og man glemmer helt det semitynde oplæg. For rigtigt at få flyversus i maven demonstreres der stort visuelt overblik med mange forskellige synsvinkler, og præcis som i Cobolts forgænger i deres flyverserie, Den Røde Baron som udkom for et par måneder siden, så kan man næsten høre de brølende motorer, den der brutale ratatatata af maskingeværsalver og det der fede drøn, når maskinen suses forbi i fuld kraft.

Der er adrenalin på drengen, og jeg noterer mig, at vi kun fra afstand møder fjenden, de onde japanere. Det er faktisk ret fedt, for det betyder, at vi heller ikke overglorificerer vores heltinde og piloten Robbins, (Rob -for damerne).

Faktisk får vi ikke ret meget at vide om dem, andet end ren overflade og mandejargon. Og det er primært derfor at jeg glæder mig over, at persongalleriet udvides til sidst med Jinx Falkenburg, skuespiller og hottie. Der lurer nemlig et trekantsdrama, og vi ved jo, at kærlighed er som krig, bare værre…

Samlet lidt blandet, synes jeg. Plottet er til at overskue uden at være ringe eller fattigt. Der er jeg nede på en 3’er. Tegningerne helt i top og det betyder en helt del faktisk.

Ekstramaterialet er sparsomt men informativt. Man får helt klart mere ud af albummet hvis man læser og lærer udtrykkene (eller vender tilbage til dem, når de optræder i albummet).

Hvad kan det blive til?

4 vinger på skuldrene, men jeg glæder mig til forsættelsen The Black Widow.

 

Titel: Angel Wings 1: Burma Banshees

Forfatter: Yann

Illustrationer og farvelægning: Romain Hugault

Oversættelse: Ole Steen Hansen

Forlag: Cobolt

Format: 48 sider i farver, indbundet, 24 x 32 cm.

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-7085647-8

Albummet er udkommet.

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment