Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Allan_Falk_1989-1991

Allan Falk 1989-1991

Se en dansk film fra 80’erne, eller gå endnu længere tilbage, og nyd hvorledes man talte og artikulerede. Selv om det ikke er så længe siden endda, så har sproget bevæget sig. Jeg genså Zappa forleden, og også her bed sproget i mine ører.

 

Thierry Capezzone er verdens dejligste mand, altid smilende og i højt humør. Jeg bliver altid glad når jeg møder ham eller stifter bekendtskab med hans værker. Der er atter et fyldigt forord, og endnu engang er Thierry manden bag ordene. Jeg elsker forord og anekdoter og den slags, men her, i Allan Falk 1989-1991, er der altså ikke meget at hente.

 

Kompakt er det ellers, men selv de mange ord til trods, så får vi reelt ikke noget at vide. Det er en halvfattig tomgang, og uden at jeg skal være sprogrevser (for de er nemlig nogle ’nederen’ mennesker, sagde en kollega til mig forleden), så er der steder, hvor det ikke er så godt. Lad mig give et eksempel, så du har en idé om, hvor nederen jeg er.

 

”Fordi den første historie i denne bog, den som hedder ’Agathas hemmelighed’, er den første til ikke at blive udgivet i Journal de Tintin først”.

 

Det er rent Dupont og Dupond. Næsten.

 

Man ja – man får ikke noget synderligt at vide på de indledende sider. Det er lidt snik-snak og verbalt lommeuld, der bare fører ud i ingenting. Teksten er i øvrigt sat ret komprimeret op. Lidt luft hist og her, tak.

 

Flueknep og videre i teksten.

 

Hvis jeg nu skal være rigtig grov, så kan jeg sagtens forstå Thierry. Der er ikke noget at hente i forordet, og det skyldes formodentlig, at ingen af de tre historier ’Agathas hemmelighed’, ’Mørkets engel’ samt ’Mysteriet i år 2000’, er specielt interessante. Eller voldsomt gode.

 

Jeg kunne bedst lide Agathas hemmelighed, dernæst Mørkets engel. Den sidste, det der med film og den slags, den kunne jeg ikke lide. Måske en overdosis Falk på en lang dag, men altså. Jeg må genlæse den ved lejlighed.

 

Giver den mening at jeg gør rede for handlingerne i de tre album?

 

Nej vel. Lad os tale i overskrifter. Falk’erne er skåret efter krimigenrens paradistræ. Noget sker, et uvejr, en storm, et eller andet. Grene peger i forskellige retninger og til sidst ender alt godt. Grenene rettes ud, de rådne og beskadigede fjernes. Ret forsimplet, ikke sandt?

 

Når den præmis så er godkendt, og det er den, så handler det om at proppe frugt og grønt i træet. Gøre det spiseligt og ønskeligt at kravle og klatre i det.

 

Her i 1989-1991 er der filmiske bedrag, lassoer som fanger Falken, et skub eller fald fra Eiffeltårnet, elektriske handsker, en far i maske, spøjse rumvæsener, gas, falske identiteter, indespærringer, sidste øjebliks redningsaktioner, overraskede ansigtsudtryk. Der proppes godt på, og træet ser svulstigt ud. Men at se ud, og så at være, er to vidt forskellige ting.

 

Agatha Christiehistorien er det efterårsfattige træ. Til gengæld smager frugterne der bedst. Og farverne holder godt. Det er klart dén af de tre historier, som jeg husker.

 

Helt i hegnet er den sidste, Mysteriet i år 2000. Selv ikke det filmmæssige set-up kan rokke ved det. Aldeles uinteressant.

 

Lyder jeg muggen? Tjoe. Falken får mig ikke helt op i dag, så jeg ender med en 3’er. Udgivelsen er vanligt flot, de forskellige plots tilforladelige og fantasien fejler intet.

 

Det er mig, som er syg!

 

karakter_3af61

 

Titel: Allan Falk 1989-1991

Manus: Duchâteau

Tegninger: Tibet

Oversat af Sebastian Weirsøe Flamant (elsker det navn)

Forlag: Zoom

Format: Hardback, tre album i et, 144 sider i farver, originale forsider samt forord af Capezzone

Pris: 249,-

Isbn: 978-87-93564-42-8

 

 

 

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment