Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Allan_Falk_1987-1988

Allan Falk 1987-1988

Navne der hurtigt ætsede sig fast i min barnehjerne var Knud Meister og Carlo Andersen. Duoen bag Jan-bøgerne som vel var den første rigtige drenge-serie (af mange) som jeg slugte råt. Jeg elskede simpelthen alt, lige fra coverets røde og hvide striber i den samling som min far købte til mig, til de senere versioner hvor den blå farve var dominerende, dog uden helt at droppe det røde. Navnet Jan var altid i rødt. Og der var ingen tvivl. Jan og Erling skulle nok klare ærterne. Kvaliteten var helt i top og duoen har stjernestatus i min barndoms litterære rygsæk.

Nu, 1000 år senere, er jeg naturligvis meget klogere. Det var noget seriegøgemøg. Metervare skåret ud fra en fast skabelon og stort set uden personlig udvikling hos nogle af karaktererne. Og det uagtet at Jan & Co. Faktisk både ældedes, kom rundt i verden og mødte kærligheden. Rammen og skæringen var den samme.

Hvad har det med Allan Falk at gøre?

Ikke så meget, faktisk, andet end at jeg husker at have læst Allan Falk som barn og ung, og dengang holdt af skidtet, for så nu at sidde med Zooms nye flotte album, titlen er Allan Falk 1987-1988 som rummer tre afsluttende fortællinger, Attila-trianglen, Vidner for satan samt Djævelens tvillinger. Spændende titler som lover godt.

Selve værket kan jeg nu godt lide.

At ploppe tre album sammen er guffiguf og jeg synes, at man får meget for pengene fremfor en enkelt udgivelse. Her tre album som ikke tidligere har set dansk lys.

Ikke fordi det popper frem med ekstrahejs andet end et flot innersleeve der vækker minder fra 70’erne. Der kunne lige så godt være en Peter Falk, en Telly Savales, en Dennis Weaver eller hvilken som helst anden ikonisk figur på sleevet. Nu er der Allan Falk og i bedste 007-stil er det både med fingeraftryk og målskive.

Endelig er der de originale covers og så et forord af Thierry Capezzone.

Og altså…

Jeg elsker Thierry, men nogen stor formidler på dansk er han altså ikke. Jeg kan og skal ikke fluekneppe og finde sproglige dumme nedslag, men synes bare, at det hele bliver skrevet så distanceret, og så underligt uengageret (og det er jo et paradoks når man ved, at Thierry i DEN grad er passioneret og dedikeret når det handler om striber) og det ender med en lidt ligegyldig læsning. Jeg ved ikke hvad mit problem er, måske selve formen som er lidt for vennesæl og involverende.

Anyway, sikker blot petitesser.

Nå ja – for lige at holde fast i det der med Jan-bøgerne. Skabeloner og den slags. Klart at det er der i Allan Falk, for det ER der i genren og det blev ISÆR dyrket (forekommer det mig) dengang snarere end nu.

Jeg har skam genset det meste indenfor krimigenren fra dengang, de mange mange afsnit er og var alle gode, men ingen står klarere frem end andre.

Med en enkelt undtagelse – De uheldige helte med Moore og Curtis hvor Lord Sinclair var på listen over arvinger som skulle dræbes. Den var spooky og det var et sidespring.

Tre album og hver sit anslag, hver sin handling og hvert sit klimaks. En spionthriller, et kærlighedsdrama og til sidst, nok den bedste af de tre, en række mord begået af (tilsyneladende) tvillinger.

Ikke så meget om plottet. Noget sker. Beviser og indicier samles og der spekuleres og tænkes og tales, og Falken er altid lige spot on til sidst. Herligt og herligt forudsigeligt. Pyt skidt for det virker, ikke sandt?

Illustrationerne er dem der holder Allan Falk på et tåleligt niveau. Baggrunde, bygninger og biler. Det må jeg sige. Flot og eminent, næsten.

Men når det så kommer til ansigter, om de er måbende, vrede, i sorg og udtrykker latter og forbavselse, så virker det helt unaturligt. Akavet, robotagtigt, stereotypt og især seriens absolutte navn, Allan Falk er helt til grin. Lidt lige som vi nu griner af Roger Moores Bond-figur, således kan man næsten more sig over Falken. Det er for leverpostejagtigt, for mannequinagtigt og ikke mindst alt for grinagtigt.

Og hvad er det med tandsæt. Det forekommer mig, at alle figurer med åben mund ikke har tænder, men bare en samlet stor kridhvid protese uden mellemrum. Alt er hvidt. Og alt er dermed forkert.

En karakter uden væsentlig dybde, og som samtidig ligner en mannequin uanset hvilken situation han ender i, er røvuinteressant. En Tintin med garn. Et stort ubetydeligt nul. Og det er hamrende ærgerligt at han bare en så forbistret endimensionel. Intrigerne er skam ellers fine nok, både anslag og undervejs, men det hele skinner igennem og man sidder som voksen læser tilbage med ren narrefisse.

Når det så ikke er velfriseret og nærmest forlorent, så er der en tendens til at der overdrives. Vrede er en stivnet maske, øjenbryn er som en mindre skov. Gud fader.

Biler der kører stærkt og bremser hårdt op, skud der affyres og rammer deres mål, alt sammen blodfattigt og uden reel nerve. Det bliver alt sammen lige så pænt og tamt som Allan Falks ulastelig frisure og tøj, og det er ikke til at holde ud. Dog synes jeg, at Djævelens tvillinger skiller sig lidt ud. Der er lidt mere råt og sejt uden at jeg på nogen måde mister pusten. Det der djævelskab kan jeg nu godt lide. Det sætter nogle gode indre dæmoner i gang.

Jeg læste jo Jan’erne som barn, og også Allan Falk og fandt begge drøngo’e og vildt spændende. Det gør jeg ikke nu og det får mig til at tænke på målgruppen. Som afgjort ikke kan være mig. Eller voksne, men nok snarere teenagere.

Men hov – læser de tegneserier? Er det ikke kun gamle grumpy old men som undertegnede?

Uanset målgruppe har Zoom alligevel fundet en god lille serie med sit helt eget publikum. Og jeg var skam underholdt undervejs, nok især fordi jeg godt kan lide selve krimigenren, og da endnu mere når man krydrer med lidt satan og djævelskab. Jeg savner dog både sæd, blod, udpenslede drab og lede handlinger og kunne godt drømme om en Allan Falk unplugged fri for moralske hensyn, uden censur eller angst for løftede pegefingre, men hvor der bare er fuld skrue.

Vold, sex og blod sælger. Sådan er dét. Drop det sterile og pump bare løs i vores tegneserievener.

Samlet 3 alt for blodfattige hjerter.

 

Titel: Allan Falk 1987-1988

Tegner: Tibet (Gilbert Gascard)

Forfatter: André-Paul Duchâteau

Forlag: Zoom

Format: Hardcover, tre album i ét, 144 sider i farver med forord og originale forsider

Albummet er udgivet

Pris: 199,-

Isbn: 978-87-93244-75-7

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment