Berti Stravonsky

Anmeldelser af Tegneserier
Allan_Falk_1983-1985

Allan Falk 1983 – 1985

Nå, han er næsten seks år gammel, og ikke ubekendt med tegneserier. Vi sad sammen et par gange i den forgangne uge, og han får næsten altid lov til at kigge mine tegneserier igennem. Han har ellers et fast ritual med andeblade, to hver aften, og så plejer det at være nok. Bogen vi sad sammen om, var Zooms nye Allan Falk. Og jo, han er for ung. Jeg er en skrækkelig far, og Osvald bliver med garanti både voldspsykopat og det, som er værre…

 

Ved du hvad? Han var opslugt. Tegningernes renhed og umiddelbarhed, de gysende steder og helt ophøjet blev det, da jeg begyndte at tale om hævn og om spøgelser. I sidste album af de i alt tre vanlige, er der nemlig poltergejster. Her slog jeg ikke så meget hen. Kaldte det bare spøgelser.

 

At se ham sådan, og efterfølgende endda i flere dage, tale med ham, fortalte mig både om tegneserien som kunstform, men også om Allan Falk. En tidligere fast anmelder her på Serieland holdt bestemt af Falken, men brød sig ikke om det skabelonagtige. Jeg kan klart følge ham, men er det ikke sådan med 95 % af vores streger og striber, at man følger en skabelon? En vane, noget der virker?

 

Allan Falk har bestemt sine kvaliteter. De rene farver, det genkendelige og så de der herlige ofte ret makabre set-ups.

 

Reporteren Allan Falk har bestemt materiale til mange skriverier med alt det, som han oplever. Her i Allan Falk 1983 – 1985 bemærker jeg især det paranormale. En sfære som skriger til mit indre barn, og til Osvald med.

 

Der er tre album i samlebindet. Et samlebind som efterhånden vinder og vinder og vinder. Det står flot på reolen. Hardcover og stilrent i sin opbygning. Et, denne gang kort, forord, hvor Thierry Capezzone beretter om især året 1985, hvor karakteren Allan Falk havde rund fødselsdag. De tre vanlige historier og så til sidst, en lille sjov sag, nemlig en kort historie på kun 14 sider. Men som alligevel er interessant, idet hver side er tegnet af en ny tegner. Sjov idé. Jeg lægger mærke til, hvor godt selve grundstemningen holdes. Hvordan baggrundene er og om man bemærker, at der reelt skiftes tegner. Fin lille ekstra sag.

 

Jeg tror, at der i vores kredse er sådan lidt rynken bryn af Allan Falk. Det fornemmer jeg. Måske fordi skabelonen, trods alt, anvendes lidt for længe. Hvis man tager hvert samlebind for sig, så er jeg meget positiv, og det samme gør sig gældende for 83-85’eren.

 

Jeg elsker uhygge, og finder Dræbende dobbeltgænger og Hævnens hus ganske ferme. Spændende og lokkende i især optaktsfasen, og så som regel, lidt fesne til sidst. Sådan er det jo, når noget uforklarligt alligevel kan forklares.

 

Jeg vil dog fremhæve den lidt anderledes Falk, samlebindets første ’Undsluppet fra helvede’, som værende klart den bedste. Måske fordi rammen med et diktatur kontra ’den anden verden’ bare ER mere realistisk. Skræmmende nok. Og nok også forståeligt nok.

 

Men bør ikke læse samlebindet i ét hug. Så går man lidt død. Næ, læs bogen som du ser en serie. Et afsnit ad gangen. Bemærk de sirlige detaljer, køretøjerne, baggrundene, et rums indretning. Glem også selve kernen, krimierne. De er skåret af det samme træ. Se udover dette, og glæd dig over hvor bredt Duchateau kommer rundt. En slags nutidens (eller datidens, for vi skal jo et par år tilbage efterhånden) storyteller af den gamle skole.

 

Og så kan jeg sgu godt lide Tibets tegninger. Slet og ret. Om det er et natligt soveværelse, en parkeret bil eller et fly på vingerne. Det er flot og sikkert. Intet famlende her.

 

Zoom har set ret. Allan Falk har klart fortjent sin serie og den står flot og majestætisk på reolen og nyder sine 4 stjerner.

 

Titel: Allan Falk 1983 – 1985

Tekst: Duchateau

Illustrationer: Tibet

Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant

Forlag: Zoom

Format: Hardcover, 158 sider i farver, forord af Thierry Capezzone

Pris: 249,-

Isbn: 978-87-7021-026-3

Del dette på:

Berti Stravonsky anmelder tegneserier og tegneserierelaterede bøger, oversætter og skriver selv.

Leave a comment