Buddy Longway 20 – Kilden
Dette 20. bind i serien om Buddy Longway er det sidste. En flot saga har nået sin afslutning, og man må sige at Carlsen traf en god og rigtig beslutning da man i 70′erne indgik en aftale om at udgive denne serie. Derib startede serien allerede i 1972, og nu 34 år senere, i en alder af 61, har han afsluttet værket. Et værk der iøvrigt vil blive anmeldt samlet senere af Christian Aarestrup.
Handlingen
Hvor de første 19 bind i serien er fremadrettet og fortæller om hovedpersonen Buddy Longway, hustruen Chinook, børnene Jeremie og Kathleen og deres respektive oplevelser og udvikling, er denne sidste svanesang en lille smule anderledes. Buddy og Chinook rejser nemlig tilbage, ikke i tid, men geografisk tilbage til steder hvor oplevelser, sørgelige som muntre, gjorde en forskel. En ydre såvel som en indre rejse. Noget mange kunne have gavn af. Men vejen tilbage er ikke let. Døden er allesammens rejsekammerat, og ganske sigende for Buddy og hans mange meritter, så er hans liv efterstræbt.
Kritik
Seriens tempo er seriens akilleshæl. Kan man forlige sig med Deribs fortællemåde, som sine steder dvæler ved det pittoreske og formår at berøre følelser som angst, sorg, lyst, savn, glæde, stolthed med en langsom næsomhed, så er man begejstret. Kan man ikke det, så bør man holde sig væk. Jeg er stor tilhænger af Buddy Longway og kan mine westerns, og vil absolut mene at Buddy Longway har en stor plads i mit hjerte. Faktisk en klassiker indenfor tegneserien og ingenlunde ringere end f.eks. Blueberry, som mange ellers mener er bedst. Buddy Longway er bare anderledes og jeg finder det klædeligt at man nedtoner det usande billede af et meget voldeligt vesten. Der er både lidt Davy Crockett og Kevin Costner i vores helt, Buddy, altså på den fede måde. Buddy reflekterer – en mangelvare i mange sammenhænge hos andre figurer og nok seriens største aktiv. Og manko, for kan man ikke forlige sig med tanker men kræver action, seksløbere og slagsmål på saloon’en, så går man forgæves. En voksen udgivelse til et krævende publikum.
Men rejsen hjem, hvad enten den er indre eller ydre, kan ikke helt undgå at virke monoton, og afslutningen kan ikke helt overraske. En tegneseriemæssig rutchebanetur hvor man kører op og op og op, men med dette sidste album kører man mest ned, og dette 20. album vil ikke stå mejslet som et mesterværk.
Konklusion
Albummet holder stilen fra de forgående 19. styks, men desværre er forløsningen ikke optimal. Når Buddy genser sine indre dæmoner og sine ydre fjender, så har vi set det før, og man venter reelt bare på afslutningen. Lidt ærgerligt, omend selve slutsekvensen er både dyster og åben.
Uforståeligt for mig, er der en lille ottesiders epilog, og det synes jeg er synd. Afslutningen er nemlig så fin og præcis som den bør være, og at give læserne 8 sider mere er ikke nødvendigt.
Manuskript: Derib
Tegninger: Derib
Oversætter: Francois-Erik Grodin
Forlag: Carlsen Comics
Udgivet: 2. juni 2006
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 56 sider
ISBN-nr: 87-626-7931-7
Pris: 99,50 DKK
Aldersgruppe: 12-45 år
