Min fjerne barndomsby
Manga er for alvor slået igennem på dansk, og i disse år kan man nærmest betegne den som en ungdomsfænomen i Danmark. Indtil videre er danske udgivelser af japanske tegneserier forbeholdt unge læsere, men Japan er rigt på en moden tegneseriekultur henvendt til et voksent (og ofte kvindeligt) publikum, og med dette værk ‘Mit fjerne barndomshjem’, introduceres denne kultur til de danske voksne læsere.
Mit fjerne barndomshjem er en magisk fortælling på intet mindre end 408 sider, sat i realistiske rammer og handler om en midaldrende mands erindringer om sin fars pludselige forsvinden; en elegant og overraskende fortælling om drømmen om at starte på ny, at kunne gøre tingene om og genleve, og måske ændre, de begivenheder i ens liv, der stadig står uforløste hen.
Mit fjerne barndomshjem er oversat at Mette Holm, der for sine oversættelser af blandt andre forfatteren Haruki Murakamis forfatterskab modtog Dansk Oversætterforbunds ærespris i 2008.
Handlingen
Jeg har fået forlagets tilladelse til at gengive Matthias Wivels udmærkede betragtninger om Min fjerne barndomsby.
“I Haruka ne Machi He (1998 – Min fjerne barndomsby), Tanuguchis første værk i dansk oversættelse iblandes livets store temaer, livet, døden, kærligheden den magiske realisme. En mand går ind i et tog og opdager for sent, at han i stedet for at være på vej hjem til sin familie, er på vej mod sin barndomsby. Han beslutter sig for at besøge byen og, ikke mindst, sin moders grav når han nu alligevel er der. Han falder i søvn foran graven, og da han vågner er han tilbage i tiden, 14 år igen, men udstyret med hele sin livserindring. Han er tilbage i sin barndoms hjemby og gennemlever en portion af den tid, han allerede en gang har været igennem, men den afgørende forskel, at han ved hvad der vil ske og har tilligemed en voksen mands erfaring, hvilket betyder at tingene arter sig anderledes end de gjorde dengang…
Han brillierer f.eks i skolen, og kan tiltrække sig opmærksomhed af den søde pige, som han dengang aldrig turde nærme sig. Med denne præmis er Taniguchi i stand til at sætte en række aspekter af puberteten i spil, f.eks de hæmninger, der sinker og besværliggør ens modning og mulighed for at gøre tingene som man vil – de mange forspildte muligheder, som ungdommens usikkerhed uværgerligt fører med sig.
Historiens centrale spor er imidlertid hovedpersonens erindring om farens pludselige forsvinden en sommeraften. En forsvinden, vores 14-årige voksne mand aldrig helt har forstået, og som kun bliver mere gådefuld og ængstende, i takt med at han oplever harmonien og glæden i sin familie, mens skæringsdagen igen nærmer sig. Farens svigt sættes yderligere i relief ved hovedpersonens given sig hen til livet som 14-årig, og derved hans gradvise fortrængning af den familie, han selv har forladt i sit ‘voksne’ liv.
Min fjerne barndomsby er således en historie, der sætter tilværelsens ansvar op mod trangen til at bryde rammerne, drømmen om at starte på ny, såvel som tanken om at kunne gøre tingene om, at genlive de passager af ens liv, der stadig står uforløste hen.
Kritik
Jeg modtog Min fjerne barndomsby en snevejrsdag i december, og begyndte at læse værket i toget mod København. Det er et digert værk på over 400 sider, hovedsageligt sorthvide, og jeg var noget fordomsfuld. Japanske udgivelser kendte jeg kun sporadisk til qua alle ungdomsmangabøgerne, og det var bestemt ikke den hyggelæsning der stod forrest. Men efter kun få siders læsning var jeg solgt, og følte da, og også nu, at det værk jeg har i hænderne er et moderne mesterværk. Handlingen er lige så simpel som den er smuk. At vende tilbage i tiden er en gammel velkendt traver, og at have mulighed for at ændre tingenes gang er sikkert en drøm, som langt de fleste af os kan nikke genkende til. Hvis jeg bare havde gjort sådan og sådan…
Udover de helt elementære ting, som man gerne vil genopleve såsom kærlighedens mystik, opdagelse af erotikkens forunderlighed og den idyl, som en kernefamilie gerne skulle indeholde, så rummer bogen samtidig dette mysterium om farens forsvinden. En sælsom og ganske tankevækkende beretning, som igen vækker genklang om muligheder, realiserbare eller blot som luftkasteller. Om de valg der træffes, og de bølger som valgene fører med sig. I en alder af 14, men med den voksnes bevidsthed kommer vores hovedperson, Hiroshi, til at kunne afgøre sin egen familie skæbne. Som Matthias ovenfor også rigtigt pointerer, så medfører dette ‘nye’ ungdomsliv, med alle dets glæder og spændende udfordringer, Hiroshi lidt i sin fars sted. Også Hiroshi må foretage valg, og langsomt men sikkert vælger han, eller lader det ske, at følge med ungdommens herlige flow. Det skildrer Jino Taniguchis på mesterlig vis, og man næsten gennemlever de samme optring som den unge Hiroshi. At drikke sig beruset, formaningerne, tømmermændende, rusen, glæden ved opmærksomhed fra den kønne pige, stræberiet i skolen, de mange valg og især fravalg. Det er en slags fornyet dannelsesrejse den unge Hiroshi får mulighed for at tage, men der er jo lige det der med farens forsvinden…
Her åbenbarer sig nærmest en helt ny dimension i bogen, en spændende del hvor involverer livtaget med faren og dennes valg. En mystisk fremmed, en kvinde tilligemed, er genstand for farens mange udflugter. Og også dette fungerer fortrinligt.
Plottet er helstøbt med det helt rigtige tempo. Vi følger gradvist med og oplever den forunderlighed hvormed Hiroshi selv kommer ’til live’ i det liv han havde engang. Den forskrækkelse og surrelle opvågen til en datid, og den langsommelige proces i erkendelse af, at dette er og ikke blot en drøm, er smukt og nænsomt fortalt.
Og tegnet. For pokker da. Jeg tilbragte december 2008 i Japan og er imponeret over den detaljerigdom der præger hver side. Om det er hurtigtoget Shinkansen, Kyotos menneskefyldte togstation eller datidens klasseværelser, omend de nu næppe har forandret sig betragteligt, hverken i østen eller i vesten, så er det gjort sirligt og nænsomt, og så sikkert at det helt gør ondt. Der MÅ ligge i hundredevis af arbejdstimer bag disse strøg og streger. Hver eneste lille krusedulle forekommer at være en præcis korrekt krusedulle, og de mange detaljer formår aldrig at være andet end det de skal være, nemlig en detalje. Det når aldrig at blive søgt, men snarere helt helligt og nærmest mediaterende, og men fornemmer den metodiske ilhu hvormed tegningerne hænger sammen. På denne måde glimrer stregerne sig og bærer historien frem. I et tempo der er behageligt. Lidt som den liflige vin bærer et godt måltid.
Vi har altså at gøre med en mesters streg, en sublim fortælling der både er smuk, vedkommende og rummende elementer der handler om livet og de valg vi, eller andre i vores nærhed, tager. Min fjerne barndomsby er en poetisk og meget smuk debut for den voksne danske læser.
Konklusion
Af de efterhånden mange tegneserier jeg har læst i mit liv, er det da hændt, at man står med et værk i hånden og tænker; dette her er noget særligt. Sådan tænker jeg nu. Og anbefaler alle at tage del i denne rigdom af indtryk.
Man fornemmer nemlig tydeligt, at Jino er en genuin auteur, en kunstner der besjæler sit værk. Og da Japan i disse år og i årene der kommer, vil fylde vores liv og vores måde at agere på, så anbefaler jeg Taniguchi. Nemlig som en superb fortæller, der kan bygge bro med sirlige hænder, og forme en særlig arkitektur af fortællekunst. Velkomen til Danmark, Japan. Det bliver et dejligt bekendtskab…
Manuskript: Jiro Taniguchi
Tegninger: Jiro Taniguchi
Oversætter: Mette Holm
Forlag: Forlaget Fahrenheit
Udgivet: Torsdag den 14. januar 2010
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 408 sider
ISBN-nr: 978-87-90370-82-4
Pris: DKK 299,50
Aldersgruppe: For voksne
Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 6 point
Tegninger: 5 point
Oversættelse: 5 point
Præsentation: 5 point
Kvalitet til prisen: 5 point
Featured Post
Forlaget Carlsen står bag Prinsen af Persien, som her præsenteres for første gang på dansk som en graphic novel, skabt... more