Cato Zulu er i farver, hardback og rummer både en slags prolog og ikke mindst en imponerende forbilledlig epilog, begået af forlagets redaktør, Christopher Ouzman.

Handlingen
Tidsmæssigt er vi små 200 år tilbage, i året 1879, og vores betragter og fortæller befinder sig i Sydafrika, i et forsøg på at skildre en englænders skæbne, soldaten, desetøren ‘Andenæb’, Cato Zulu.

Denne person er dog blot et brik i et langt større storpolitisk efterspil, fyldt med spændinger mellem europæiske stormagter, og sat i scene i Zululand. Et land hvis blodige historie beskrives i bogens epilog, og et stolt folk der ikke stiltiende lader deres jorde og rigdomme forsvinde. Et dobbelt drama fyldt med spændinger, ydre som indre.

Cato Zulu skal, sammen med en mindre styrke, eskortere Kejserprinsen, Hans Højhed Prins Napoleon, på en mindre, men absolut farlig, kortopmålingstur.

Eskorten angribes…

Kritik
Uha – der er særdeles meget godt at sige om dette album. Og lidt vanskeligt at trække noget frem og lade andet være tilbage. Men lad mig indlede med selve formatet, hardbacken. Det er en særlig glæde at opleve hvor stillig udgivelser kan være. Nærmest lukseriøs er vel næppe en overdrivelse, og redaktørens grundige epilog er glasur på en flot La Glace kage. Der er som om, at forlagene har indset, at tegneserier har et voksent publikum og at det kan betale sig at forkæle dem. Med Cato Zulu bliver man kælet for.

Selve historien om Cato Zulu er min første Corto. Jeg har altid undgået Malteseren, lidt som jeg altid har undgået Eisner. Det handler om modenhed, og jeg har altid følt at jeg ikke var parat. Nu, med Cato, føler jeg at tiden er rede, og det var med en vis forventning jeg lod zulu’er, boere og englændere kriges med spyd, med geværer og med spidse ord. Denne forventning var bygget op via flere velmente personers anbefaling, og jeg må ærligt tilstå, at jeg er let at overtale. Dette album er klart ikke mit sidste Corto album, og det første jeg lagde mærke til, var farverne. Det er først på mine ældre dage, at jeg er begyndt at bemærke kunst og Pratts brug af strøg synes både tilfældige og så samtidig ganske bevidste. Der er ind imellem figurer så grimt og grumt tegnede at man tror det er lyv, men de virker på en sær insisterende måde alligevel godt. Det er som om der simpelthen er ekstra lag, eller en slags distance, en hinde vi kommer ind under og som viser os kontrasten mellem skønhed og dens kontrast. En sær blanding er det reelle og surrelle i sine figurer får mig til at tænke på illusionisternes magi, hvor virkeligheden forekommer uvirkelig. Det er en mageløs fornemmelse at læse, og nærmest suge billederne til sig, samtidig med at man faktisk læser og oplever brutalitet. Kan vold være smukt? Kan drab være kunst? Tjo – det kan det da.

At figurerne enkelte steder er så absurd grimme, har jeg funderet over. Det kan simpelthen ikke blot være en tilfældighed. Der må være en bevidsthed bag, og måske handler det om at fjerne romancerne, alle vores idylliske forestillinger om kulturmøder, jordiske fællesskaber og næstekærlighed. Hvor volden aldrig eksponeres og bliver rå, så er det anderledes med vores galleri af personer. De er karrikerede, de er grimme, de er grove og mutantlignende. Måske er det her at volden, krigens gru og den menneskelige fornedring i virkeligheden gemmes, nej sludder, vises? I vores ansigter, forvrængede som de er?

Jeg har nu læst albummet 2 gange. Jeg læste det, skrev, tog albummet frem påny og slettede næsten alt. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at have læst et mesterværk.

Konklusion
Alting ændres og vi bliver alle påvirkede. Mine ænder og reporteren fra Bruxelles, dem har jeg stadig. Men min jomfrudom er nu i Zululand, og jeg er mere sulten… Et særdeles flot album. Særdeles…

Manuskript: Hugo Pratt
Tegninger: Hugo Pratt
Oversætter: Lorens Juul Madsen
Forlag: Faraos Cigarer

Udgivet: Januar 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 104 sider
ISBN-nr: 978-879197629-2
Pris: DKK 198,00

Aldersgruppe: Fra 14 år

Manga og anime har millioner af fans i Asien og i resten af verden, men først og fremmest er de en del af japansk kultur. Japan er verdens største udgiver af tegneserier, og det er ikke usædvanligt i busser og undergrundsbaner at se både skolepiger og forretningsmænd sidde og læse i hvert sit tegneseriehæfte.

Her er også noget for alle aldre og for enhver smag. Fra små lykkelige romancer over tegneserier om sport og arkæologi til hvordan man bliver politimand. Foruden masser af science-fiction og pornografi, fra den bløde slags den til hårdeste sado-masochistiske sex.

Manga har navn efter, hvilken aldersgruppe de henvender sig til: børn, teenagere, unge, voksne – ligesom de kan være opdelt efter køn, og om de henvender sig til unge piger eller voksne kvinder.

Med så mange forskellige emner og kunstnere varierer tegneserierne enormt, ikke bare i indhold og kvalitet, men også i stil. Skal man generalisere, så er manga-figurer kendetegnet ved kønne piger og drenge, mænd og kvinder, med store strittende frisurer, kolossale øjne og vigende hager.

I filmene – anime – er håndlavet animation kombineret med computer-teknik og mange klip for at gøre filmene mere dynamiske. Der bliver brugt flere skygger, og personerne er på mange måder mere realistiske end i f.eks. amerikanske tegnefilm.

Et andet punkt, hvor japanske tegneserier adskiller sig fra de vestlige og især de amerikanske er, at personerne er langt mindre stereotype. Her er ikke kun tale om godt og ondt, sort og hvidt. Historierne udvikler sig, fordi personerne udvikler sig. Her er ikke blot en handling, et plot, som heltene og skurkene skal presses ind i. Når hovedpersonen gennemgår en udvikling og måske lærer noget nyt, kan læseren identificere sig med ham eller hende. Hovedpersonerne er som regel almindelige børn og voksne, der går i skole eller på arbejde, er sammen med familien, laver lektier. De er ikke fejlfri flyvende superhelte i stramme dragter, der på 32 sider skal redde verden fra endnu en undergang.

At hovedpersonerne så som regel er venner med – eller får kontakt til – cyber-drager, rumvæsener eller robotter fra fremtiden er med til at give historien fylde.

Manga og anime er heller ikke bange for at vise problemer og død eller beskæftige sig med teknik som en del af samfundet. Også på den måde er de mere sofistikerede og filosofiske end andre tegneserier.

I Danmark vinder japanske tegneserier og tegnefilm kun langsomt frem. Mest kendt er nok Pokemon, Sailor Moon – og så var Godzilla oprindelig japansk. Man kan også købe en af de populæreste tegneserier, Akira, der foregår i år 2030.

En del af de danske fans af manga og anime er samlet i foreningen J-popkai. Vicepræsidenten for klubben, Adrian Pallis, har tidligere sagt til Jyllands-Posten, at han mener, at vestlige film og TV-serier kunne lære noget af japanerne ikke alene teknisk, men også på det menneskelige plan.

“De er i stand til at bryde alvorlige tabuer med underholdende historier og har en visuel form for humor, der ikke er intern, og som man ved, hvor man har. Derfor er filmene mindre overfladiske,” siger han.

Adrian Pallis undrer sig over danskernes tøven i forbindelse med det japanske tegnefilmmarked. Han ved, at anime-film og serier i de fleste sydeuropæiske lande har en markedsandel på omkring 30 procent, og kan derfor ikke forstå, at de danske distributører ikke tager chancen. “Fra onde tunger forlyder det, at Danmark er et af verdens mest underudviklede områder, når det gælder om at acceptere noget nyt. Vi vil gerne køre i Toyota og spille på Sony-anlæg, men når det kommer til kultur og tankegang, er Japan for langt væk,” siger han.

Hvem ved, måske er japanerne ligeglade, så længe så mange millioner i resten af verden køber og nyder deres tegneserier og tegnefilm?!

Kilde:

www.altomasien.dk

Handlingen
YURA og AKATO er nygifte, og de har aldrig gjort “det” før. De er begge spændte på den første gang, men også temmelig nervøse. Sammen opdager de kærligheden og erotikken…

Kritik
Jeg elsker når de forskellige forlag yder lige en ekstra tand for deres kunder. Det gør Carlsen med denne udgivelse, for dels på Carlsens hjemmeside kan man læse om Manga generelt og udgivelsen specifikt, og i selve bogen er der ikke alene links, men også anvisninger til hvordan man læser manga, referencer til andre udgivelser mm. Det er godt, endda ganske godt.

Jeg har lige været i Tokyo og er selvfølgelig præget af denne tur. Jeg så i hobetal af læselystne japanere, unge som gamle, og det har altså givet mig blod på tanden til også at prøve denne genre.

Manga Love Story er så min debut, og jeg skal eddermame love at min mødom blev nappet. Manga Love Story er erotik, erotisk tegneseriekunst og der lægges ikke fingre imellem. Om det er smagfuldt eller smagløst afhænger vel lidt at læserens egen blufærdighed. Jeg har det helt cool med nøgenhed og kønsakter, men selvfølgelig, hvis man napper denne Manga som det første, og er ligeså spejlblank som undertegnede, så kan man godt blive forskrækket.

I en tid hvor man svælger i død, katastrofer og lidelse, så er det helt befriende at læse om to der elsker hinanden og med hinanden. Kan man, som læser, blive inspireret af denne bog, så bliver jeg glad. Historien og plottet er ligetil, men det er ikke så væsentligt. Mere bærende er de ganske nydelige tegninger, og har man en gang været i Solens Rige, så ved man hvor smukke japanske kvinder kan være. Tilligemed er der en slags forklaring på forskellige elementer fra et, for de fleste mænd, ukendt rige: kvindens erogene zoner og indre. Det kan vi alle vist lære af.

Sorthvide tegninger, den specielle mangastil at læse på og samfulde 184 sider pakket flot ind i en lille nydelig bog. Det må da koste? Næ – slet ikke. Manga’erne er uhørt billige, og denne udgivelsen koster kun 60 kroner.

Historien er tilforladelig men sikkert lige i øjet hos målgruppen.

Konklusion
Bertis første manga og slet ikke den sidste. Der er ikke meget elverfolk, Gammelpot eller Smølfer. Til gengæld store flotte barme og frække spiselige numser. Det er slet ikke så ringe…

Manuskript: Katsu Aki
Tegninger: Katsu Aki
Oversætter: Vibeke Nielsen
Forlag: Carlsen

Udgivet: Er udkommet
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 184 sider
ISBN-nr: 8762676970
Pris: DKK 60,00

Aldersgruppe: Fra 15 år

ANMELDELSE: Batman – Masken og manden er ikke en tegneserie, men en biografi om en keldt og elsket tegneseriefigur, Batman.
Andetsteds på Seriejournalen kan man læse, at bogen er omredigeret således at en af forfatterne ikke længere ønsker at blive krediteret.

Handlingen
På en del dvd’er efterhånden er der ‘film om filmen’, og mange film rummer ekstramateriale, fraklip, dokumentarspor mm. For en stor fan af film og bøger, så har jeg altid holdt meget af dette. Selvfølgelig kan man tænke selv, men det kan ofte være en gave at læse andre og langt klogere menneskers bidrag. Og dermed måske få en anden og bedre indsigt end hvis man blot forlager sig på sine egne indtryk. Jeg har forlængst indset mine egne begrænsninger, og hilser enhvert bidrag til oplysning velkommen. Således også med denne biografi. En lille kompakt sag på 160 sider, opdelt i to særskilte afsnit, hvor første del er en slags historisk rundtur i den amerikanske tegneseriesfære, med særligt zoom på superhelte, og anden del er mere ‘kulørt’, og dermed spændende, da delen er et forsøg på at vinkle myten Batman.

Kritik
Biografier koster og det gør denne bog også. 169 kroner helt præcis og det er da en sjat…
Omvendt får man en en del sider for pengene, både et historisk og et mytisk nedslag. Godt for en novice udi denne genre som undertegnede, men nok næppe meget enestående nyt for de rå hardcore tosser, der elsker manden med flagermusekappen. Jeg nød bogen stille og roligt. Men den formåede aldrig at påvirke mig i den retning, at jeg blev endnu mere interesseret i figuren Batman. Temaerne i bogens anden del er ellers nærværende og spændende nok, fra kærlighed til religion, og venskabet mellem Robin og Batman. Det virker dog lidt for indspist og fordrer en del af sine læsere, især hvis man ikke lige har haft Batman som sin yndlingsgenre igennem mange år. De mange referencer og henvisninger gik tabt for mig, men som skrevet tidligere, så vil de seje fans nok fornemme det anderledes.
Mit favoritafsnit i bogen er ‘Galskabens dialektik, nok fordi der kigges nærmere på Jokeren og dennes skurkeside. Skurke er (næsten) altid mere interessant end helte, og det er vanskeligt at se Jokeren foran sig, uden automatisk at tænke på go’e gamle Jack N. I afsnittet karakteriseres Batman som en galning, en slags diamentral modsætning til Jokeren, dog også besat eller betændt. Sjovt – sådan har jeg aldrig tænkt, men købes, det kan det…
Der er få, alt for få, illustrationer i bogen, uden at det dog får den til at føles teksttung. Det er den nemlig ikke, men skrevet så de fleste kan være med. Af de mange biografier jeg efterhånden har læst, så tilhører denne den lettere af slagsen. Og det er ok. Illustrationerne er i sorthvid, og man savner lidt farver…
Påvirkede mig gjorde bogen ikke, men jeg følte alligevel at timerne var fint investerede. Batman er trods alt Batman, og man får et dedikeret indblik i mangt og meget. Ikke nok til at begå sig i nørdernes paradis, men bestemt rigeligt til middagsbordene og small talken. Og det er slet, slet ikke så ringe…

Konklusion
Konklusionen må være at bogen anbefales. Der er herligt meget læsestof og det er tilligemed interessant. Fordrer det at man selv er bidt af tegneserier? Ja, det synes jeg. Den empati og især den dybe interesse for tegneserier, som enkelte af os dyrker, er ikke nogen ringe oppakning. Bogen som sådan kan ses som en lille lommebog til S-toget eller turen ned til møntvaskeriet. Som en lille snack. Ikke nok til at blive mæt, men bestemt rigeligt til at holde sulten lidt fra døren…
Det kunne være interessant at zoome nærmere ind på de redigeringer der har fundet sted. Men det må blive en anden gang…

Udgivet: Maj 2009
Sprog: Dansk
Medie: Bog
Sidetal: 160
ISBN-nr: 978-87-91299-44-5
Pris: 169,00 kr.

Aldersgruppe: 12+

Forlaget Faraos Cigarer står bag udgivelsen af dette værk. Christopher Ouzman er redaktør. TDP og tekstning står Allan Haverholm for, og man bemærker at Super Ove og Thomas Bregnegaard har været inde over værket.

Handlingen
Obeline er tilsyneladende undsluppet sin triste tunge skæbne som glædespige, men er havnet fra asken til ilden, for de pirater hun er endt hos, er bestemt ikke kendt for deres humanitet og hendes liv hænger konstant i en særdeles tynd tråd.

Piraternes hærgen har gjort, at en talstærk styrke er på jagt efter dem. Obeline kæmper for at gøre sig fortjent til en tilværelsen blandt piraterne, og det fordrer blandt andet, at hun skal være ‘frivillig’ forsøgsperson. Hun skal prøveflyve en ‘drage’, og hendes liv afhænger af denne prøveflyvning. Imens tager den kvindelige piratkaptajn nogle fatale beslutninger…

For sig selv, for besætningen og for Obeline…

Kritik
Dysterheden er intakt og vi bliver en smule klogere på piraternes motiver, og vores bærende hovedfigur, Obeline, har fået sig en dødelig fjende. En fjende der ikke skyr noget middel for at få hende tilbage til landjorden. De mørke tunge farver, der gjorde Shanghajet så intens og flot, er også tydelige i dette album, og så får vi tilligemed flotte snebilleder med både lys og blod. Flot er måske ikke det rigtige ord, for det er snarere tungt, dystert og stemningsmættet.

De forskellige personer er tegnet en kende grimt. Der er således ikke tale om smukke glansbilleder med snarere forvrængede ansigter og det grimme træder tydelige frem. Det er slet ikke dårligt tænkt, for det bringer kun yderligere stemning, af den uhyggelige slags, til albummet.

Og det er stadig en serie der ikke er for børn. I en af sekvenserne bliver Obeline fanget af nogle uhyggeligt maskerede mænd, og hun bliver brændemærket. Albummet, også det forrige, er fyldt med seksuelle undertoner og endda også direkte overgreb, og man skal nok ikke lade albummene ligge fremme til ens poder. Det er brutalt, blodigt men sikkert også med til at tegne et realistisk billede af hvordan man i visse samfund behandler folk af lavere rang, samt børn og unge…

Konklusion
Igen, som med Shanghajet, er jeg meget tilfreds. Et fornuftigt og overskueligt plot, en tegnestil der sine steder virker karrikeret, men er med til at forstærke stemningen. Albummet når dog ikke helt forgængeren, da det virker som om at tekst, handling og plot er mere komprimeret end 1′eren. Vores hovedfigurs tanker og reflektioner var meget mere tydelige i Shanghajet, og nu er hun mere styret af ren primaldrift, overlevelsen. Det er selvfølgelig med til at bringe albummet noget intensitet og spænding, men på kun 48 sider mister man altså også noget sjæl. Og desværre er angrebene og truslen fra oven, fra fuglene, ikke tilstede og det er en skam. Forhåbentlig kommer denne dimension med i 3. og afsluttende bind.

Manuskript: Vincent
Tegninger: Vincent
Oversætter: Ikke oplyst
Forlag: Faraos Cigarer

Udgivet: 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 48 sider
ISBN-nr: 978-879197628-5
Pris: DKK 99,50

Aldersgruppe: 10-60 år

Tegneserieelskeren og eksperten Christopher Ouzman er redaktør og manden bag samtlige udgivelser fra dette unge driftige forlag.

Handlingen
En ung kvinde, studerende, med alle fordomme om andre og en irriterende og ufravigelig tro på sig selv, strander midt på Lars Tyndskids berygtede marker. Bilen der skulle fragte hende videre mangler benzin, og der er ca. 20 kilometer til nærmeste benzintank. Til hendes held er der en ung mand, der tilbyder hende logi for natten. Kvinden takker nej til at begynde med, men nattens kulde får hende på andre tanker. Over den varme suppe falder talen på småfolk, på trolddom, på andre verdener end vores. Selvfølgelig kan et moderne menneske ikke tro på denne slags overtro, men da natten forsvinder og dagen gryr, så begiver begge sig ud på en rejse. De skal finde ‘mesteren’…

Kritik
Der ligger en kærlighed til landet, til roen, til imødekommenheden i albummet.

Mest eksponeret qua hovedpersonen Paulines irriterende væsen og dennes fordomme. Hun er simpelthen et billede på alt det man ikke kan lide hos selvsmagende studerende og selvsmagende kvinder. Og hvor piktoresk og idyllisk omgivelsern end formår at være, så er den Pauline så ekstremt ubehagelig, at man flere steder kan blive helt vred på hende, og dermed på albummet.

Filmaktuelle ‘Mænd der hader kvinder’ får pludselig en helt ny nuance.

Heldigvis varer dette ikke ved. Pauline viser sig, som tiden går, at være mere jordnær og den maske af ubehag hun ellers har taget på, den fader stille og roligt væk. Det har at gøre med de oplevelser hun bliver vidne til. På sæt og vis et flot billede af vores mange fordomme og ubehag ved det vi ikke kender til. På denne måde fungerer Pauline storartet, og man kan næppe være helt upåvirket af hendes væsen, når man reflekterer over hende og sammenligner med sig selv. Er Pauline et billede på dig og mig? Måske.

Tempoet er astadigt, vi kommer frem med jævn fart. Irriterende? Næ – igen et billede på storbymenneskets fremdrift og en reminder til os alle om at hastværk er lastværk. Fordybelsen, hvor påtaget den end måtte tage sig ud, er ikke til stede. Og de mange mystiske optrin som Pauline udsættes for, og de væsener som støder til, vækker nye tanker. Ikke kun hos Pauline, men også hos læseren. Dog – mavefornemmelsen gør, at Pauline ikke er min kop the…

Plottet er, emnet til trods, plausibelt og går rent ind. Det virker troværdigt. Alle der har befundet sig mere end en ½ time i en skov, kan nikke genkendende til den mystik der kan være i et landligt samfund. Og man fornemmer, at ens barnetro om alfer, feer og den slags, stadig er lige under huden. Jeg skrev, at genren er fantasi. Retteligt den fantastiske genre, og indenfor denne ramme fungerer albummet fint.

Farvemæssigt et ganske nydeligt album. Der bruges tunge mørke farver, også om dagen. Stregen virker let, og man har ikke gjort meget for at understrege og betone baggrundende. Men de ER der, og træder tydeligt frem når det behøves. Tegningerne af bogens persongalleri er heldigvis fri for den seksualisering man ellers ser så ofte. Det er befriende at se en kvindelig hovedperson der har en almindelig ungpigebarm og ikke en overdimensioneret d-skål. Der er selvfølgelig flere seksuelle undertoner i albummet, primært direkte fra Pauline. Tydeligst ved en badesecene i skoven, hvor hun tydeligvis er begejstret for hvad hun ser. Stadigvæk uden at virke primitiv eller plat. Og det er i bund og grund albummets store styrke. Den behandler sit tema med seriøsitet og man fornemmer at der ligger en kærlighed, ihvertfald en slags respekt, for parallelle verdener.

Konklusion
128 danske kroner koster denne hardbackudgivelse. Det virker rimeligt, og kender man lidt til udgivelserne fra Ouzmans hånd, så ved man at det er en flot udgivelse. Sidst i albummet kan man se eksempler på andre af forlagets udgivelser. Det er gjort nydeligt hvad angår Zanfyrst, men virker uambitiøst og nærmest grafittigrimt på den modsatte side. Jeg antager, at albummet henvender sig til et voksent publikum, hvorfor man bør skrive om udgivelserne fremfor at lade dem svæve i luften. Det fremmer ikke min lyst til at læse de pågældende album. Men jeg gør det nok alligevel…

Summa summarum – en fin lille udgivelse. Ikke et mesterværk. Men spændende og cliffhangeren giver gode løfter. Det ER faktisk ret godt gået…

Manuskript: Loisel og JB Djian
Tegninger: Mallié
Oversætter: Francois-Eric Grodin
Forlag: Faraos Cigarer

Udgivet: 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 56 sider
ISBN-nr: 9788791976315
Pris: DKK 128,00

Aldersgruppe: 10-60 år

Der er et grundigt og herligt langt efterskrift, begået af Jordan Mechner, om hvem Prinsen af Persien virkelig er.

Handlingen
“Fra en kvindes liv vil en mand se verdens lys ved den tredje fuldmåne om to hundrede og enogfyrre år; alle herskeres og alle beherskeres banemand.”

Lige fra Robin Hood til vikingerne, fra tempelridderne og kætterne, som man fulgte og forfulgte, så rummer historien dramatiske og drabelige vidnesbyrd om svig, had, sejre, hævn, kærlighed, sorg, angst, storsind og mod. Historiebøgerne er beklædt med de overlevendes panser og indtryk, men helt sikker kan vi aldrig vide, os der læser efterfølgende.

Og når Prisen af Persien indledes med en slags oplysende og dømmende pegefinger, om at alt ikke er hvad vi tror, og at vores egen, til tider løbske fantasi, er vores egen indre skaber, så ved man, at vi er i en fiktiv verden. Men på en forunderlig og nærmest forførrende måde, så glemmes dette lynsnart og vi er midt i legender og drama. I en anden tid og en helt anden kultur. Alligevel er disse epos i tråd med vores egne helte og skurke, for ondskaben og godheden er universel. Lidt ligesom et computerspil. Du vælger selv dine døre, til en hvis grad…

Nuvel. Vi befinder os tusind år tilbage i tiden, i Persien og her er en bror ved at blive dræbt. Ved at…

Og tiden rinder igennem denne bror, myrdet af sin egen bror, nærmeste vidne deres fælles søster…

Og det sidste denne snart døde bror tænker, baner vejen for en forunderlig og smuk, omend meget dyster, beretning fra dette ældgamle land, Persien.

Kritik
Jeg elsker denne bog. Jeg elsker den. For jeg elsker det man populært kunne kalde ‘den gode historie’, og heri Prisen af Persien er der en overflod af fantastisk gode små historier, alle som perler på en snor der samlet danner en fortryllende smuk perlekæde. Det ER yhyggeligt og dystert, når en knøs tvinges ned i en brønd (side 20), og det er SINDSYGT skræmmende, når han få sider senere, nu om natten, frivilligt kravler derned. Der er i hobetal af små finurlige historier i historien. Lidt ligesom Karen Blixen formåede at væve sine smukke fortælletæpper, så er vi også herligt indsvævede i 2 mestres hænder. Jeg har ikke læst mange graphic novels, men er de kommende som denne her, så er der lyst for den voksne tegneserie.

Hardback, overkommelig pris, flot langt informativt efterord og en fabel der sparker røv. Det er forårstegn, og så bliver sommeren god.

Nu skrev jeg godt nok en overkommelig pris, men det vil jeg så småt tage tilbage. 300 danske finanskroner er meget, men man FÅR altså meget for sine skillinger. Tegnemæssigt genkendelige figurer, aldrig karrikerede og med en fast streg, så er vi godt hjemme. Der er en lilla og blårød nuance igennem samtlige bogens sider, og disse tunger farver, som en vidunderlig diamant fra de fyrreogtyve røvere, skinner hele bogen igennem. Og jo – jeg skrev ‘bog’, for det er en bog og ikke et almindeligt tegneseriealbum. Det kan nogen gange være vanskeligt at kode, når jeg scanner forsiden ind og smider jpeg’en på SJ’s forum. Og det er godt, at det er en bog. Den fylder mere, den virker bedre og supplerer dermed plottet og de flotte farver.

Konklusion
Det er vist meget lang tid siden jeg har været så begejstret for et værk. Det er en bog både til de voksne fans af graphic novel, men sandelig også en læsebog for de unge læsere. Den er da voldelig, ja, men aldrig svælgende eller letkøbt, og mine tøsebørn vil elske denne bog. Er det et krav, en slags forudsætning at man kender til, eller elsker østens mystik? Næ – slet ikke. Som jeg indledte med, så er der universielle begreber i vores væren, og det uagtet tid og sted. Og skal man starte et liv med graphic novels, så synes jeg man skal begynde med denne.

Manuskript: Jordan Mechner og A.B. Sina
Tegninger: LeUyen Pham og Alex Puvilland
Oversætter: Niels Søndergaard
Forlag: Carlsen

Udgivet: 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 190 sider + efterskrift af Jordan Mechner
ISBN-nr: 978-87-114-3357-7
Pris: DKK 299,95

Aldersgruppe: 10-60 år

Handlingen
En køretur en tilfældig aften får fatale følger for en lille familie. Faderen i familien dør og det får naturligvis konsekvenser fremover. Blandt andet økonomisk, for moderen har ikke råd til at blive boende (det kender mange desværre til i disse tider) og den amputerede familie må rykke ud hvor kragerne vender. Til et ensomt beliggende og ganske dystert hus, som tidligere har tilhørt deres forsvundne oldefar.

Og her tager historien for alvor fart. Der ER nemlig noget sælsomt og særdeles uhyggeligt ved dette nye gamle sted.

Allerede den første nat bliver familien, mor og 2 børn, vækket af lyde fra kælderen. Børnenes mor vover sig ned for at undersøge, hvad der er i gære, men hun vender ikke tilbage…

Kritik
Det virker så oplagt at anvende et par referencer fra filmens grusomme verden. Jeg sad i aftes og nød bogen sammen med min fokusgruppe, 2 tøser af egen avl, og selvom vi læste bogen sammen, så var der film i knolden på mig. For min indre skærm kunne jeg tydeligt se en ond og gal forfatter fare rundt med en økse, på jagt efter sin søn og kone. Jeg kunne også sagtens spole filmen tilbage og pludselig befinde mig på et forladt spansk børnehjem, hvor bizarre skikkelser fræser rundt med grusomme masker på…

Bogen er uhyggelig. Uhyggelig god og uhyggelig intens i sin… uhygge. Det er en vaskeægte thriller og som sådan absolut ikke for børn. Men så alligevel er den lige i skabet. For gruen og det uhyggelige er så vidunderligt fortalt og tegnet, at vi aldrig ender i blod, tarme og den slags. Det hele holdes på antydningens smalle sti, og det er dygtigt gjort. Og godt gjort. Vi gøs alle tre, på hver vores måde og udfra hver vores referenceramme. Når Evelyn (søsteren i familien) på side 20 bevæger sig opad i det skumle hus, så er det en tour de force i flotte tegninger, i skræmmende billeder og det til trods for, at der slet ikke ER noget skræmmende. Og dog. For pokker – det er så ubetinget godt fortalt og tegnet, at vi alle 3 sad og nød vores gys. Evelyns undersøgelse er en ting, men hun kan jo ikke se, hvad vi, læserne, kan se, og kunne hun det, så tog hun turen anderledes uroligt. Det er spooky, det er kinky. Det er sejt.

Lige i øjet hos os tre.

Smuk og skræmmende er selve epilogen også. Død hører til livets orden, omend vi alle ønsker at holde manden med leen fra døren. Det sker blot ikke altid, og vi må nødvendigvis engang imellem acceptere det uacceptable. Således også den lille familie.

Heldigvis er der forskelle på at agere og reagere. Familien, og især søskendeparret, formår begge dele og virker som flotte, ikke søgte, rollemodeller for vi andre. Begge mine tøser synes at hovedpersonerne er vildt seje, og det er tankevækkende, at disse personer ikke besidder overmenneskelige kræfter, har magiske evner eller har en masse hjælpemidler ved hånden. De har til gengæld mod til at se dæmoner i øjnene. Noget mange kunne lære af…

Konklusion
Konklusionen må være denne, at med udgivelser som Stenens Vogter, så er der slet ikke krisetegn i tegneserier, og at graphic novel er yderst velegnede til at fortælle den gode historie. Og det er den gode fortælling der skal bære igennem. Det gør Amulet til fulde.

Det er anmelderens lod at vurdere, og for første gang vil jeg give absolut topkarakter for historien. For første gang…

Manuskript: Kazu Kibuishi
Tegninger: Kazu Kibuishi
Oversætter: Jan Madsen
Forlag: Carlsen

Udgivet: 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 184 sider
ISBN-nr: 978-87-114-3294-5
Pris: DKK 249,95

Aldersgruppe: 10-60 år

Handlingen
Less is more.
Da jeg var yngre voldte udtrykket ovenfor mig store kvaler. Den paradoksale modsætning i de kun 3 ord, tog mig tid at greje. Især da jeg selv hylder samtalen, hylder dialogen, hylder den verbale interaktion, så var det at gøre vold på min sjæl, at integrere begrænsningen. Det har jeg langtfra lært endnu, og kløjs da alt for ofte i egne ordmæssige kompositioner, indskudte sætninger og andet vrøvl. Det kæmper jeg med og mod.
Men anderledes med Thomas Thorhauges nye epos, en 676′er, med titlen ‘Jørgen Leth’. For ikke alene formatet er anderledes ‘less’ end de fleste udgivelser, Thomas har også formået at indkapsle en tilfældig dag i det Jørgen Leth’ske univers. Og denne ene dag kan tolkes og læses på mange måder, og i flere lag. Mere om det senere. Mest og bedst ramt på kornet er Jørgen Leths monolog. En mand der notorisk har meget at sige, og meget godt at sige, har fået sat en begrænsning. Små 100 ord er alt hvad der siges, men det er nok. Det er nemlig ‘less’ og dermed meget.
Handlingen er ganske ligetil. Jørgen Leth vågner, klæder sig på. Finder en åbning i gulvet og kravler ned i mørket, hvor han møder skræmmende sager…
Eller hvad?
Kunne det tænkes at denne nedstigen til det mørke, det ubevidste, det dragende og uopdagede, på trods af sin farlighed alligevel rummer liv, sjæl og svar? Kunne det tænkes at Thorhauge har leget med den mediestorm og den foragt, der pludselig og som et lyn fra en klar himmel ramte denne berømmede kunstner?
Man fristes til at lyde som Jørgen Leth, og selv svare. Det kunne tænkes.

Kritik
Jeg skrev længere ovenfor, at bogen er en hyldest til kunstneren og livsmennesket Jørgen Leth. Det står jeg ved og vil gerne understrege. Jeg forstår på Thomas, at der ligger en del personlig research bag denne flotte udgivelse, en research der omfatter film, bøger, debat og direkte kommunikation med et menneske, som Thomas værdsætter. Denne kærlighed og begejstring er også genkendelig i udgivelsen. Det er et kærligt portræt af et følsomt og reflekterende menneskes aktive vej ned. Ned i mørket. Ned til lysterne. Ned på øretævernes holdeplads. Forargelsens sti. Det er en modig selvstændig handling, som personen i Jørgen Leth, som ER Jørgen Leth, begår. Det bryder med de vante mønstre i lille dannevang, og Jørgen Leth har sidenhen åbenhjertigt og ærligt forklaret, at han ikke var klar over, hvor massivt og hvor krads hetzen imod ham blev.
Man fornemmer klart, at Thomas Thorhauge har villet vise denne alternative vej, vejen ned. Men også at der bag handlingen er et aktivt valg. Det skildres fortræffeligt, og man simpelthen HØRE Jørgens stemme, alt imens mørket og de mørke kvinder omringer ham. De få valg af ord, den mørke kontrast til lyset og den karrikerede stil at tegne på, er sand kunst. Der er en ærlighed i udgivelsen, som jeg ikke har følt længe. Der er en nærhed i portrættet, og man fornemmer, at der ligger mange samtaler og tanker bag, en dialog mellem forfatteren og den portrætterede. For det er et knivsæg at balancere på – at skildre en kunstners nedtur på en nænsom og kærlig måde, uden at tage stilling. Uden andet end at være ærlig og objektiv.
En styrke ved bogen er samtidig, at man kan udelade citaterne, Jørgen Leths ord. Det kan man. Historien, tegningerne bærer sig selv, og bliver båret flot. Men begrebet kunst opstår, når disse talebobler iklædes mennesket Jørgen Leth og dennes ord. Ordene klæder så at sige udgivelsen på, og frembringer endnu et lag. Omvendt – man kunne også fjerne tegningerne, og lade taleboblerne være til stede. Denne absurditet, eller yderst intelligente leg med form, at elementer fra tegneserien, pludselig er hinandens uafhængige, er en ret speciel måde at tænke på. Og det er knageme godt set og tænkt.
Jeg blev forliebt i udgivelsen allerede inden jeg så de første ’shots’ på seriejournalens forum. Jeg er selv stor Leth fan,og denne kompakte smalle udgivelse fra Aben maler, er med til at gøre mit billede af Jørgen Leth bredere og finere. Udgivelsens form, lidt som en cd, dens fravalg af forstyrrende farver og dens lidenhed, rummer potentiale. Den kan vokse, og den vokser. Det skyldes den respekt og kærlighed fra forfatteren til mesteren, som kunne være endt frygteligt søgt, men her nu står som et flot nedslag, et lynnedslag måske, i et reflekterende menneskes nedstigning.
Less is more, og alligevel anvender jeg i hundredevis af ord på at beskrive min glæde over dette værk. Jeg prøver at sammenfatte hvilke tanker jeg gør mig, men måske burde jeg alligevel hellere holde min kæft? Kan man sætte ord på kunst? Kan man sætte ord på genialitet? Nej vel – men jeg har alligevel forsøgt.

Konklusion
Den endelige konklusion på dette mesterværk, og det endda til en yderst rimelig pris, at her er en af årets store udgivelser. Det er en fornem bog, et fornemt og flot komponeret værk, som Thomas har begået. Tegningerne er let (leth) genkendelige, karrikaturerne kærlige men dog karrikaturer, og den ligefremhed der er i handlingen for nogen, er den samme dybde og reflektsøgen for andre.
Man kan sagtens bruge 35 kroner på mange dårlige ting. Gå f.eks til McDonald og få en lille cola og en burger. Det giver et bøvs og en slags lurvet mæthed. Men man kan også købe Jørgen Leth for 35 kroner. Der er ikke noget lurvet over dette, og man bliver.. ja ikke mæt, men alligevel fyldt. Fyldt på den gode måde…

Manuskript: Thomas Thorhauge
Tegninger: Thomas Thorhauge
Forlag: Aben maler

Udgivet: November 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 24 sider
ISBN-nr: 978-87-99246-07-3
Pris: DKK 35,00

Aldersgruppe: Fra 14 år

Handlingen
I H.C. Junior og munkens hemmelighed vil den unge Hans Christian møde en mystisk og ganske uhyggelig munk.hvis hemmelighed åbner døren til helvede. I helvedet vil H.C. Andersen få at vide, hvor den magiske hat kommer fra, og hvad prisen er for at miste den…
Og prisen er høj. Uhyggelig høj.
Dette sidste album afslutter historien om hatten, men nye eventyr venter forude.

Kritik
Jeg læse albummet selv, og dernæst for min yndlingsgruppe, mine 2 tøser.
De var begge dybt opslugte af dette værk, og ind imellem sindsygt angste, for der spares ikke på hverken uro eller gru. Historien er en rammefortælling, hvor flere velkendte tegnere (f.eks. Franquin og Goscinny) møder H.C.’s spøgelse. Sjovt og godt udtænkt. Især fordi det virker og binder fortællingen flot sammen…
Særligt gruopvækkende er rejsen til helvede. Den rejse ind i skoven, hvor det dystre og ukendte proffesionelt pakket ind i brune, grå og mørke farver..
Og en særlig gimmick er den hellige mand, munken, der spiller et drabeligt dobbeltspil. Mine tøser var dybt forargede over hans svindelnummer, og det er en eminent måde at lade ens unger forstå, at man ikke kan eller bør stole på alle, heller ikke kirkens mænd.
Grusom læring i en flot, meget flot ramme.

Konklusion
Allan Haverholm, tegner og forfatter, har just skrevet et ophidset offentligt brev til Matthias Viwel. Især en ting faldt mig for brystet, idet Allan ytrede sig netativt om tegneserier som børnelitteratur. OK – måske mente han, at tegneserier er meget mere end blot for børn, og det har han ret i, men tegneserier er først og fremmest for børn. Anderledes kan det ikke være, og vil han ikke anerkende dette, så fred være hermed. Jeg selv er nu ikke i tvivl. Og dermed bliver denne udgivelse intet mindre end en mesterlig beretning. Tegningerne er aldrig karikerede eller grove, de er derimod holdt i dystre brunlige farver, lidt som man forestiller sig, at ældre værker ser ud på grund af alder. Tegningerne understøtter fornemt fortællingen, der har sit eget fine flow. Man keder sig ikke, men følger intenst med. Det kunne jeg stå inde for, da det var min oplevelse, og den kunne jeg efterfølgende dele med mine 2 piger. Vi fik en fælles oplevelse af svig, af gru, af læserglæde. Kort sagt: et mesterværk. Tillykke herfra. Det tegner altså godt for fremtiden…

Manuskript: Jan Rypka
Tegninger: Thierry Capezzone
Oversætter: Thierry Capezzone
Forlag: Capezzone Forlag

Udgivet: 2. april 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 48 sider
ISBN-nr: 87-989692-3-4
Pris: DKK 80,00

Aldersgruppe: 8-14 år

Handlingen
Pas dig selv.
Sådan står der på bogens hardbackbagside, og det udsagn rummer en forunderlig dobbelthed. Et ganske væsentligt og yderst vedkommende element, disse dobbelte betydninger, der ofte findes i denne bog.
Bogen handler om Emily og den person der er indeni. Så enkelt kan det skrives, men selvfølgelig er det langtfra sådan. Jeg husker, da jeg læste Vejene omkring Pisa, en af de allerbedste Karen Blixen noveller fra 7 fantastiske fortællinger, der var der en sætning som lød: Vi bærer alle en maske. Og jo – Emily og alle vi andre har ikke bare et, men flere ansigter. Vi rummer hver især i tusindfold af noget anderledeshed, end det vi normalt gi’r os ud for. Kunsten, og det er edderbankemig en vanskelig kunst, er at bryde ud af disse vante ansigter. At træde lidt ved siden af. At søge det uden at gøre det bevidst.
Det må nemlig aldrig blive fladpandet og søgt som i Jackass, aldrig blive styret at konformiteter og udefra værende personer og regimer, men altid indefra og ubevidst.
Pas dig selv – i sin enkelthed nok til en anmeldelse, da der i disse 3 ord skulle være fylde nok. Ordene dækker og dækker ikke, og det er det bogen er.
Jeg havde gæster i lørdags og jeg lagde mærke til hvad vores voksne gæster sagde om Emily-bøgerne. Mest slående og præcist var en mands kommentar, da han havde scrollet sig gennem bogen:
‘OKAY’ sagde han, og så var det det.
Men ikke alligevel, for jeg talte med ham et par dage senere, og bogen havde alligevel formået at ætse sig fast.
Jeg læste bogen for mine 2 tøser. Det var et hit. Den simple brug af rød, sort og hvis var nok, og på få sider får man et vist indtryk af en ung piges indre kampe. Less is more er ikke et dårligt udtryk, og derfor vil jeg standse nu. Pas dig, og pas dig selv.

Kritik
Der er INTET dårligt at skrive om denne bog. Intet.
Det er et tæppe af indtryk der vælter ind over mig, og en særlig glæde fylder rummet, når mine 2 piger (som ikke engang er gamle nok til at være målgruppe), vender tilbage til bogen og lader sig selv dykke ned i kattens univers, og i Emilys.
Jeg plejer at være positiv, men her slår mit ordforråd ikke til. En letlæst udgivelse, et mini format og holdt i få simple farver og ditto streg..
Men på trods, eller måske netop fordi, så er der tale om et unikt værk, der har sit publikum, og alle vi andre kan læse og lære…
Oversætteren Steffen P. Maarup har begået et herligt flow – omend flow ikke er dækkende, fordi denne bog er alt andet end mainstream og flow. Snarere dyb som en stille sø. Grundløs som en mose og universiel fordi er betydelsesrig og vedkommende. Ikke kun for målgruppen af tøsede teenagerere…

Konklusion
Konklusionen må alligevel være dobbelt, og det er ikke bare en smart gimmick på at lege Emily…
Jeg kan sagtens se, og til nød også forstå, mange nedadvendte tommelfingre. Cool nok – de kan så læse Ekstrabladet, leje en Rambofilm og æde matadormix.
Og det uden at være patroniserende, for jeg kan selv li’ kulørte aviser, li’ en god actionsag og elsker alt til den søde tand. Men udgivelsen er IKKE til dem, og de vil bare spilde både tid og penge.
Men for vi andre – en åbenbaring!

Manuskript: Rob Reger
Tegninger: Buzz Parker, Rob Reger og Brian Books
Oversætter: Steffen P. Maarup
Forlag: Carlsen

Udgivet: 4. marts 2008
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: Cirka 50 sider
ISBN-nr: 8762604629
Pris: DKK 99,95

Aldersgruppe: 13-18 år